Mille Lehfeldt var ikke sikker på, at hun ville have børn: “I dag forstår jeg ikke, hvad jeg var så bange for”

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Asgårdsvej på Frederiksberg. Sjovt nok er det lige ved siden af Betty Nansen Teatret, hvor jeg arbejder i dag. Der boede jeg i min tidlige barndom, og jeg kan huske gåturene med vores lille hund til Frederiksberg Have. For enden af Asgårdsvej, som var blind, lå et gammelt hus. Nogle gange kiggede jeg ind gennem vinduerne og forestillede mig, at der boede en gammel heks derinde – altså på den gode måde. Når jeg tænker tilbage på det hus, var det altid skumringstid. I mit barndomshjem var vi mig, min mor og far (skuespillerparret Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, red.) og nogle gange mine storebror, Oliver. Vi havde også ung pige i huset, fordi mine forældre indimellem var meget væk. Jeg var et barn, der bedst kunne lide at være derhjemme, jeg havde ikke det store behov for at komme ud. Det var et kunstnerhjem, hvor der nogle gange var meget travlt, og andre gange var der langsomme morgener med god tid til morgenmaden.

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen: "Lad være med at give dine voksne børn råd"

Din levevej?
– Jeg tror, at jeg vidste allerede som barn, at jeg skulle være skuespiller. Det har altid ligget mere eller mindre ubevidst i mig. Som teenager kom jeg lidt mere fra det, for der ville jeg hellere have et job med at hjælpe mennesker. Jeg vidste dog ikke helt hvordan, for jeg var ikke ret god til at gå til eksamen og få det rigtige gennemsnit. Jeg var også meget væk fra skolen, og jeg er gået glip af et par studieture, fordi jeg var med i forestillinger. Jeg havde også et stort behov for at udfolde mig fysisk, så i en periode drømte jeg om at blive balletdanser. Jeg tror desuden, jeg var bange for, at det ville blive for hårdt at blive skuespiller.

– Helt fra jeg var lille, havde jeg beskæftiget mig med den leg, som skuespil er. Man klæder sig ud og lader som om, man er en anden, mens man bygger en fortælling op. Jeg var med i film allerede som otteårig, så ret tidligt oplevede jeg, at det var mere end en leg, og at det kunne være mentalt krævende. Men jeg kunne ikke komme udenom at blive skuespiller. Efter gymnasiet tog jeg til London, hvor jeg boede i to år. Det var Shakespeare, der trak. Jeg ville gerne lære at sige hans ord på engelsk. Samtidig var det godt for mig at være et sted, hvor ingen forbandt mit efternavn med mine forældre. Det var befriende at stå på egne ben derovre. Da jeg kom hjem, søgte jeg ind på skuespillerskolen og kom ind i første forsøg som 22-årig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det er så stort et pres for mig, at jeg nogle gange overvejer at flytte til udlandet. Nårh nej, man kan ikke læse ironi på skrift, vel? Ha-ha.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Sophus, som jeg er gift med på niende år. Men faktisk rækker vores forhold endnu længere tilbage, for jeg har kendt ham, siden vi var seks år, og fra femte klasse gik vi i parallelklasse. Vi gik på hver sin skuespillerskole, og først da vi en dag skulle være med i samme forestilling og begge stod uden kærester, så vi hinanden i et nyt lys. Allerede året efter blev vi gift. Der var bare ikke noget at rafle om. Sophus besidder en uvurderlig ro, og det er meget vigtigt for mig. Vi har lige været på ferie sammen i Grønland, hvor vi sejlede og boede sammen med vores lille søn, Ferdinand, i en lillebitte kahyt i 16 dage. Det kan jo være svært nok at rejse sammen, men jeg kunne snildt have taget 16 år i den kahyt sammen med ham. Vi har det bare godt sammen.

Mille med sin mand Sophus Windeløv Kirkeby. Foto: Klaus Bo Christensen.

Dit livs omvej?
– I manges øjne er det en omvej, at jeg ventede meget længe med at få et barn, og jeg må erkende, at jeg i dag er en gammel mor, for jeg fik Ferdinand som 36-årig. Men jeg har arbejdet meget, og så har jeg bare ikke været skruk. Jeg kunne ikke mærke et biologisk ur, der tikkede. Lige da Sophus og jeg blev gift, fik vi en lille hund, så når jeg sagde, at jeg ikke var skruk men samtidig rendte rundt og talte babysprog til hunden, grinede mine venner. Men faktisk var jeg slet ikke sikker på, at jeg skulle have børn, så jeg blev ved med at udskyde det. I dag forstår jeg ikke, hvad jeg var så bange for. Jeg må jo se i øjnene, at det er det største, der er sket i mit liv. Jeg vil også gerne have flere børn, men jeg har nået en alder, hvor jeg ikke kan tage det for givet. Hvert barn er jo et lille mirakel.

Hvornår i livet har du taget en genvej?
– Det var nok, da jeg skabte satiregruppen Platt-Form sammen med mine skuespillerkolleger Laus Høybye og Jakob Fauerby. Laus og jeg har kendt hinanden fra børn, for han spillede med i en forestilling sammen med min mor. Jeg elskede at komme med om i garderoben, for vi havde de vildeste grineflip sammen. Senere kom vi til at arbejde sammen, og det har altid været sjovt. Jakob og Laus mødte hinanden som teenagere, og så kom jeg på teaterskolen sammen med Jakob. Nogle gange festede vi sammen, og i det trekløver opstod der noget. Vi havde en kemi, der var for god til at slippe. Og så havde vi vel en idé om, at andre ville synes, at vi var lige så sjove, som vi selv synes.

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Jeg har for nyligt været offline i en længere periode. Når man er tvunget til at være offline, finder man ud af, hvor afhængig man er. Min telefon er ikke bare en telefon men også mit vækkeur, mails og sociale medier og min ammeapp, dengang jeg brugte det. Jeg har talt med min mand om at lave internetfri zoner derhjemme, for vi vil gerne skære ned på det især i forhold til vores søn. Jeg bliver ofte meget påvirket af de ting, jeg ser på for eksempel instagram, og jeg har ofte dårlig samvittighed, når jeg sidder med min telefon. Når du går offline i længere periode, bliver du først voldsomt rastløs, men så kommer den store stilhed, som du kan mærke helt ind i hjertekulen.

LÆS OGSÅ: Britt Bendixen: "Jeg foretrækker så afgjort at leve sammen med en kvinde"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg har altid brugt min mor meget, og jeg søger ofte hendes vejledning især i udfordrende situationer. Det vil sige; jeg søger hendes vejledning, men det er ikke altid, jeg bruger hendes råd. Hun er god til at tale mig ned, hvis jeg er oppe at køre. Nårh ja, hun er sgu også god til at køre mig op igen. Men hendes mening betyder meget for mig. Hun er et lyttende og omsorgsfuldt menneske, som altid giver gode råd. For eksempel når jeg har haft travlt, efter vi er kommet hjem fra Grønland, så minder hun mig om den ro, jeg fandt deroppe. "Husk nu Grønland", siger hun.

Mor og datter - Kirsten og Mille Lehfeldt. Foto: Michael Stub.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Opmærksomheden var meget massiv, da jeg lavede tv-serien Lykke på DR. Man kan ikke beskrive det, før man står i det. Men der oplevede jeg, at jeg er et sensitivt gemyt, for jeg skulle tage de slag, der følger med, når man laver tv, som anmelderne ikke synes om. Der var dårlig presse, og der var nærmest ondskabsfuld presse. En enkelt mente, at jeg skulle amputeres fra serien. Jeg var ret ny i faget – og alligevel garvet, men man bliver alligevel ked af det, når man har knoklet for noget, og det får en hård medfart. Så sniger usikkerheden sig ind. Samtidig spillede jeg med i teaterstykket Misantropen og tv-serien Lærkevej. Det var stressende med de mange arbejdstimer, og til sidst var jeg følelsesmæssigt nedslidt. I den periode var jeg meget glad for yoga, venner og familie og gåture ud af byen. Men jeg har også lært af det. Jeg læser for eksempel aldrig anmeldelser mere. Folk må gerne have deres meninger. Måske skete alt det for at lære mig noget. I det tilfælde var det faktisk min fars råd, jeg brugte: Det er ikke målet, men vejen dertil, der er interessant.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej med mine to kompagnoner – mine to skønne fraggler i Platt-Form – til at lave vores andet show. Det bliver på Betty Nansen Teatret, og det bliver musikalsk båret standup og samfundssatire, som man også kender fra vores første show Hvor er min nissehue, mor og fra P1, hvor vi lavede satire. I Platt-Form er vi vores egne chefer, og vi står for alting selv. Det er svært både at skulle tjene penge og sætte tid af til at være sammen og udvikle nye ting. Den balance øver vi os på. Vi er iværksættere, og det kan godt være op ad bakke. Men vi har også taget en smutvej, for vores allerførste show blev Reumert-nomineret, og andre er ikke så privilegerede.