Mød skuespilleren bag Harry Hole - der har en særlig svaghed, mange genkender

Mød skuespilleren bag Harry Hole - der har en særlig svaghed, mange genkender

Mens andre læser et manuskript på én dag, bruger skuespiller Tobias Santelmann ni. Diagnosen dysleksi har tvunget ham til at arbejde anderledes – og finde sin egen metode.

klikk logo

Den norske krimiserie "Jo Nesbøs Harry Hole" på Netflix er blevet set næsten fem millioner gange, og den har sikkert også været et hit blandt danskerne i den netop overståede påskeferie.

– Vi har jo lavet denne serie for publikum. Vi har hygget os frygteligt meget med at lave den. Det har været en lang, lang proces. Og ganske intensivt. Og så er det dejligt, at serien er landet godt hos dem, der har set den foreløbig, siger Tobias Santelmann, som spiller hovedrollen som politi-efterforsker Harry Hole, en mand, der altid er på kanten af at gå i stykker og altid drevet af retfærdighed.

Tobias Santelmanns karriere bevæger sig også mellem yderpunkter. Fra Oscar-nominerede "Kon-Tiki" til finansmanden Henrik Krantz i NRK-serien "Exit". Ofte spiller han mennesker, der har levet. Denne gang spiller han en, der lever i mange.

Stjerne-samarbejde: Tobias Santelmann giver liv til karakteren Jo Nesbø har skabt gennem sine mange Harry Hole-bøger.
Stjerne-samarbejde: Tobias Santelmann giver liv til karakteren Jo Nesbø har skabt gennem sine mange Harry Hole-bøger.

Hvad har du taget med af dig selv ind i rollen?

– Jeg synes, han er lidt varmere end i bøgerne. Og det klæder historien, mener Tobias Santelmann og uddyber:

– I hvert fald i forhold til den Harry, jeg selv har forestillet mig, når jeg har læst bøgerne. Jeg besluttede mig ikke for det, det blev bare sådan. Når jeg ser det nu, oplever jeg, at der ligger mere varme der. Under filmoptagelserne tones nogle af siderne ved dig selv op, og andre ned.

Karakteren Harry Hole er kendt som hård og sej. Han er ligeglad med, eller viser det i hvert fald sjældent, hvad folk tænker om ham – mindst af alt kollegerne.

– I modsætning til mig, som er meget optaget af, at kolleger skal kunne lide mig. Så bliver jeg tryg og glad, deler Tobias Santelmann.

Han fremhæver forholdet mellem Harry, Rakel og Oleg, Rakels søn, som noget af hjertet i serien.

Rakel spilles af Pia Tjelta, og relationerne imellem dem giver plads til noget andet end bare mørke i serien.

Tobias Santelmann har selv en datter på 10 år, og selvom han ikke arbejdede bevidst med det, bemærkede han, at erfaringerne fulgte med under optagelserne.

– Man tager sit eget liv med, helt ubevidst, når det giver mening.

Serie-kærester: Pia Tjelta spiller Rakel, kvinden som Harry elsker. Her er de udenfor Restaurant Schröder, stamstedet til efterforskeren, forud for optagelserne.
Serie-kærester: Pia Tjelta spiller Rakel, kvinden som Harry elsker. Her er de udenfor Restaurant Schröder, stamstedet til efterforskeren, forud for optagelserne.

Dysleksi

Det var ikke givet, at Tobias Santelmann skulle være skuespiller - især fordi han er ordblind. I et erhverv, hvor tekst er selve grundlaget, kan diagnosen være krævende.

– Dysleksien gør, at det tager længere tid for mig at læse manuskript. Så det at læse en serie som "Harry Hole", som består af ni episoder, det tager ikke mig én dag, sådan som det kan gøre for nogle andre. Det tager mig ni dage, oplyser han.

Skuespilleren har op gennem årene fundet sin egen, unikke måde at arbejde på.

– For mig handler det ikke om at læse tekst ord for ord, men at forstå tanken bag replikkerne. Har jeg forstået den, giver alt mening, og så husker jeg teksten.

Hvis han glemmer, hvad han skal sige, handler det om helt andre ting. 

– Hvis der er et sted, hvor jeg bliver ved med at glemme teksten, så er det ikke, fordi jeg ikke kan den, men fordi det er en tanke, jeg ikke har fået fat i.

Er ligeglad: Harry bryder sig ikke om, hvad kollegerne mener om ham, mens det for Tobias er vigtigt at blive godt likt.
Er ligeglad: Harry bryder sig ikke om, hvad kollegerne mener om ham, mens det for Tobias er vigtigt at blive godt likt.

Snacks og alkohol

Tobias Santelmann går ind i roller med hud og hår. Nogle ligheder finder han i de fleste karakterer, men Harry ligger ret langt fra ham selv.

– Jeg vil sige, at vi er mere forskellige end ens. Hvis han er på en restaurant, og maden ikke smager, så siger han fra. Det ville jeg aldrig have gjort, fastslår skuespilleren.

Han har ikke problemer med forholdet til alkohol, som hans rollefigur har, men han har en anden svaghed, han synes, det er svært at sige nej til.

– Jeg er ret svag, når det gælder slik. Jeg kan ikke bare spise lidt. Hvis jeg først begynder, spiser jeg, indtil der ikke er mere tilbage. Der må jeg virkelig stoppe mig selv.

Han fremhæver flere kontraster mellem Harry og ham selv.

– Jeg er meget glad for fodbold. Det tror jeg, at Harry er fuldstændig ligeglad med. Jeg er også glad for den norske natur, at vandre fra hytte til hytte med rygsæk på ryggen og være ude med venner. Det kan jeg ikke helt forestille mig, at Harry gør. 

Han smiler.

– Og så kan jeg bruge tre dage på at lave middag til venner. Det er ret langt fra Harry.

Hvad er det vigtigste, du prøver at være som menneske, uafhængigt af de roller, du spiller?

– Venlig! svarer Tobias Santelmann kontant.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.