Nam Satya
SPONSORERET indhold

Nam Satyas ungdomsliv i Herning bar præg af alkohol og fester: ”I 2012 skete der noget med mig”

En kvinde fra Herning og en mand fra Bologna mødes til en yogafestival i Frankrig. De mediterer sammen i tre dage, og to år senere skaber de et hjem på toppen af et bjerg på Mallorca og får et kærlighedsbarn. Mød danske Nam Satya, 34, og italienske Luigi Vitali, 40, der er sjælevenner og har fundet sammen om spiritualitet og Kundalini-yoga.

Af:: Barbara Hilton Foto: Sarah Stenfeldt
24. sep. 2022 | Livsstil | Eurowoman

I bjergbyen Valldemossa, cirka en halv times kørsel ad små kringlede bjergveje fra Mallorcas største by Palma de Mallorca, ligger et hus fra 1600-tallet, hvor der bliver spillet indiske mantraer døgnet rundt. I huset bor Nam Satya og Luigi Vitali sammen med deres lille søn David Ra og deres hund Uli.

Nam Satya underviser i Kundalini-yoga og står bag det spirituelle tøjmærke Nam Satya CO, og Luigi Vitali er chefredaktør på modemagasinet DUST Magazine. For ikke så mange år siden boede de i hver deres pulserende europæiske storby langt fra Mallorcas bjergluft med en karriere som henholdsvis model og indenfor mode foran sig.

LÆS OGSÅ: Claudia er træt af ligegyldige Tinderdates - men så fik hun en sjov idé

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

“Jeg er fra Herning og er, som alle andre på de kanter, vokset op med et ungdomsliv, hvor alkohol og fester fyldte meget. Det fortsatte langt op gennem mine 20’ere, hvor jeg bl.a. arbejdede som model i Paris og Milano. Men i 2012 skete der noget med mig,” forklarer Nam Satya, og Luigi Vitali nikker genkendende.

“Jeg boede i Berlin og levede et typisk kunstnerliv med byture og masser af arbejde. Men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg begyndte at søge efter noget andet, som jeg dengang ikke vidste, hvad var. Jeg begyndte at dyrke det spirituelle, mens jeg fortsat tog på Berghain og festede 24 timer i streg. Det var en intens tid,” forklarer han og smiler.

“I dag ser vores liv lidt anderledes ud. Vi er mere bevidste om, hvordan vi bruger vores energi og på hvad, og det hjælper vores spirituelle praksis os med,” siger Luigi Vitali, mens Nam Satya tilføjer, at deres liv hverken er dogmatisk eller helligt.

“Vi plejer at sige, at hvis det ikke er praktisk, er det heller ikke spirituelt.”

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

Sjælens spejl

Nam Satya og Luigi Vitali mødte ikke hinanden på en bar, på jobbet eller gennem venner, som så mange andre par. De mødte hinanden til en yogafestival, hvor de skulle finde en partner at meditere med.

“Vi sad overfor hinanden i otte timer om dagen i tre dage og stirrede ind i hinandens øjne, så vi lærte hinanden at kende på et dybt spirituelt og sjæleligt plan, inden vi vidste, hvad hinandens musiksmag og interesser var. Det var meget intenst og lidt noget andet end at møde hinanden på en bar,” griner Nam Satya.

I mange måneder efter deres møde var de bare venner, og det var først efter et besøg på Mallorca, at de indså, at de skulle være mere end det og starte en familie sammen.

“Jeg var på Mallorca, fordi min nu desværre afdøde lærer Guru Jagat havde åbnet yoga- og retreatcenteret RA MA i Palma. Jeg var netop blevet ansat som yogalærer og marketingsansvarlig der og inviterede Luigi hertil,” forklarer hun.

Og derfra ramte de den helt rigtige nervebane. De fandt et hus i den lille bjergby Valldemossa, blev gift og fik deres søn David Ra indenfor to år.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

LÆS OGSÅ: ”Min selvudvikling har ført os længere fra hinanden”

Den type yoga og spirituelle praksis, som Nam Satya og Luigi Vitali dyrker, hedder Kundalini-yoga, som også kaldes bevidsthedens yoga og er en spirituel yogaform, der inkorporerer stillinger, åndedrætsøvelser og meditation, der aktiverer det, de kalder tantriske Kundalini-energier i både kroppen og universet. Kort fortalt går den ud på at vække dit højeste potentiale ved at påvirke sindet gennem øvelserne, komme ned i kroppen og derved aktivere Kundalini-energien, som vækker din bevidsthed og fører dig ind til din essens, hvorfra du lever i overensstemmelse med din kreativitet, din inderste sjæl og omverdenen.

“Da jeg boede i Paris, følte jeg, at jeg skulle kæmpe for at få ting til at ske og var udmattet og udkørt en stor del af tiden. Men da jeg begyndte at dyrke Kundalini og meditere, ændrede min tilværelse sig markant,” forklarer Nam Satya.

Hun blev hurtigt optaget af Kundalini-traditionen og sprang på hovedet ned i det spirituelle. Hun gav afkald på en del ting, der ikke længere føltes rigtige og fik tildelt sit spirituelle navn Nam Satya – som hun har taget til sig, og som selv hendes mor nu kalder hende. Hun skiftede en stor del af sin garderobe ud med hvidt tøj, da hvidt ifølge Kundalini transmitterer en højere og klarere energi end fx sort gør. Ud over at undervise i Kundalini-yoga online og hos RA MA i Palma, afholder hun bl.a. også graviditets- og efterfødselsforløb for mødre.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

Hjemmet på Mallorca

En typisk dag hjemme hos Nam Satya og Luigi Vitali starter tidligt. Den dag vi interviewer dem, har hun været oppe siden klokken halv fire for at undervise et tidligt morgenyogahold online og dyrke sin egen yoga- og meditationspraksis.

“Vores søn plejer også at vågne, når jeg står op. Han mærker, at jeg forlader sengen, så jeg tager ham ofte med ind til min undervisning, hvor han tit falder i søvn igen, så Luigi kan sove videre,” siger Nam Satya.

Når hun er færdig med sin morgenpraksis, laver Luigi morgenmad til hele familien og følger David Ra i vuggestue i bjergbyen. Når Nam Satya ikke underviser i Palma, og Luigi Vitali ikke skal rejse til et møde, arbejder de fra hjemmet, som er placeret, så deres liv ikke er helt isoleret, selv om de er omgivet af ro og natur.

Hvor Nam Satya er gået all in på den traditionelle Kundalini-praksis’ struktur, følger Luigi Vitali sit eget spor og har skabt sit eget flow, der fungerer for ham, med en 11 minutter lang meditation, som han laver hver dag. Han går heller ikke kun i hvidt: “Jeg går i Prada.” Og cykel- og gåture i bjergene og naturen omkring deres hus oplader ham lige så meget mentalt og spirituelt, som yogaen og filosofien.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

“Der er mange forskellige retninger inden for Kundalini og spiritualitet, og du behøver ikke gøre alt, hvad der står i lærebøgerne. Det behøver ikke at være så firkantet. Det kan være den samme meditation hver dag hele livet, der bærer dig igennem, men du skal spørge dig selv, hvad der giver dig energi, hvad der gør dig glad, og hvad der er med til at vedligeholde den glæde,” siger Luigi Vitali.

“Overgangen fra én tilværelse til en anden kan være udfordrende. Det var det også for mig i en periode. Men det, der gradvist skete, var, at meget af det, jeg plejede at lave, ikke længere føltes godt. En spirituel praksis behøver ikke være en afvænning, hvor du detoxer og ikke må se dine venner eller familie. Det er mere en vej, der åbner sig indeni dig og påvirker den energi, du sender ud i verden,” siger han. 

LÆS OGSÅ: Stor ulykke har sat tydelige spor i Bodil Jørgensen: ”Jeg fik en chance mere”

Vi bærer vores egen byrde

Det har ikke kun været i den individuelle udvikling, at spiritualiteten har hjulpet Nam Satya og Luigi Vitali. De har også lænet sig op ad deres praksis i deres forhold og familieliv.

David Ra, som snart fylder to år, blev født hjemme i huset, og efter fødslen havde de 40 dages ro til at lande sammen i den nye familie og skabe en stærk tilknytning uden for meget indblanding udefra. Det var en god start på forældreskabet, for en harmonisk og velfungerende familie kræver hårdt arbejde. 
“Når du bliver forælder, lærer du virkelig din partner at kende, og jeres dynamikker blotlægges.

Forældreskabet afslører så meget om dig – det er et spejl, der bliver holdt op foran dig,” siger Luigi Vitali.

For selv om du dyrker yoga flere timer hver dag og dagligt finjusterer din ‘frekvens’, betyder det ikke, at du ikke møder udfordringer, forklarer Nam Satya.

“Jeg tror på, at de udfordringer du møder, både når du bliver forælder og på andre tidspunkter i dit liv, er en del af din sjæls evolution. Og hvis du holder fast i det perspektiv og tænker: “Hvad skal jeg lære af det her, og hvordan kommer det til at udvikle mig?” bliver udfordringerne mindre overvældende,” siger hun og fortsætter:

Nam Satya , Luigi Vitali og deres søn Daniel Ra bor i bjergbyen Valldemossa på Mallorca.

“I mange parforhold hersker der en idé om, at din partner skal kunne rumme hele dig. Men i virkeligheden er det enormt egoistisk og ikke særlig kærligt over for den anden person, som har sine egne ting at bære på. Luigi og jeg gør virkelig meget for at tage ansvar for vores egne byrder og de problemer, vi hver især møder. Der vil altid være udfordringer og oplevelser, der får dig ud af balance. Men fordi jeg investerer i at være den bedst mulige version af mig selv for min partner og mit barn, drukner jeg ikke i udfordringerne.”

Luigi Vitali nikker.

“Vi har alle bagage og vores egne kampe. Det er ikke den anden parts ansvar at løfte din byrde, men at give plads og støtte, mens det står på. Det handler om at løfte dig selv, så du kan løfte den anden. Når du er i et forhold og har en familie, er det vigtigt at spørge dig selv: “Hvordan kan jeg tilgodese ikke mig, ikke hende, ikke min søn, men forholdet og familien som en enhed?” siger han.

“Der vil altid være perioder med uro og udfordringer, og derfor er det altafgørende at have et sted indeni, hvor du kan søge tilflugt og mærke dig selv. Det er ikke en flugt eller eskapisme, det er at komme hjem.”