KLUMME: Mor dyrker hverdagssex med åben dør. Jeg propper fingrene i ørene, tæller til 100 og drømmer om franske trompe l'oeil-malerier. Pigerne snorker i værelset ved siden af. Jeg mærker husets hjerte i stearinlysets blafren. Den menneskelige støj, vi frembringer.
LÆS OGSÅ: Kvinder: Dette er det værste ved første date
Fredag den 6. marts flyttede jeg fra værelset på Olufsvej 32 til lejligheden på Gothersgade. Møbler og farver fulgte trop. Familien blev hjemme. Nu ligger jeg med åbent vindue. Nøgen i sengen i bælgravende mørke. Alensomheden er tung som et anker på min mave. Jeg synker gennem madrassen. Druknes i tabt kærlighed og længsel.
Vi får økokylling til aftensmad. Pigerne gemmer Iphones i skødet, så mor ikke opdager dem. Menstruationssnak. Desserten er Fair Trade-havregrød fra Emmerys. Pigerne deler cyklus og anklager mig for dårlig hygiejne. De har opdaget undersiden af skrivebordet. Hvor jeg tørrer bussemænd af. Mor griner, pigerne skammer sig. Tænk, hvis veninderne ser det.
LÆS OGSÅ: 6 tegn på, at du klæder dig for dine veninder
Jeg bortjager ensomheden ved midnatsstreaming af muslimsk kvindehalshugning på computeren. Sekundet sablen rammer halsen, vender det sig i mig. Galdesmag og synkebesvær. Kaster op i toilettet, det er ikke rigtig mit.
Man skal have armene over hovedet hver dag, siger mor. Man skal danse. Bevæges af musikken. Mærke den i fingerspidserne. Lade den slynge sig om stemmebåndet. Se træerne blafre i Brumleby. Smile til den blå himmel.
Jeg føler mig som et plyndret futtog i ørkenen i en gammel Western. Drænet for olie og ribbet for værdier. Passagererne, der var yndige og småsnakkende sommerpiger, er reduceret til drøvtyggende køer på marken. Eller overboens stemme. Borte er alle mine kostbarheder. Opslugt af svundne minder.
Mor bestikker pigerne til at sove hos hende. De bliver for hurtigt store, siger hun. Jeg tilbyder at gøre det gratis, men jeg er dreng og voksen, det ville være underligt. Jeg står med lange ører udenfor, vil være kvinde og tale om bryster.
Ifølge Einstein findes to måder at leve livet på: Som om ingenting er et mirakel, eller som om alting er et mirakel. Jeg bevæger mig fra sidste- til førstnævnte. Nu modnes jeg i drømme uden mareridt, i uendelige løbeture, ved måltider uden faste tidspunkter og i langvarig tavshed uden minder. Mit humør ligner skyerne på himlen: Snart pragfuldt lysende, snart glødende, snart regnblå som elendigheden.
Det er grænseoverskridende, at Marie graver i skraldespanden, når jeg har onaneret. Hunden er i kronisk løbetid. Hvis jeg har smidt sædindsmurt toiletpapir i papirkurven aftnen inden, er dens indhold spredt udover værelset, når jeg kommer hjem fra skole. Mor tror, hunden er lesbisk, fordi den aldrig har fået hvalpe. Det kan jeg så afkræfte.
Jeg har døbt køkkenet Poul Borum. Stuen Inger Christensen: "Hvor er mit hjerte? Fanget i stenen. Gemt i en sø. Bankende dybt i en punklet kamel, som ligger og stønner i sand og skal dø". Citatet stammer fra Forgængelighed. Barndommen var forgængelig.
Far trækker vejret så højt, jeg ikke kan koncentrere mig. Jeg skifter fortov, men kan stadig høre ham på gåturen. Han trækker i døren uden at lukke den helt. Han støvsuger, men glemmer krogene. Hans blå, lysende og smalle øjne afslører blidheden hos den mand, der er ubetinget god. Man skal sige "jeg elsker dig" mindst en gang om dagen. Far gør det to.
Jeg begraver dagene i tidlige sengetider, kaffedates og vilkårlige middage. Læselyst viger for længsel; Ro for rastløshed. Jeg bliver træt, bare jeg åbner en bog eller begynder på en film. Min klippe, min Peter, min tryghed er forsvundet. Jeg kan ikke sidde stille, jeg kan ikke finde kærlighed.
Latteren oplyser Olufsvej, mens Gud viser sig i pigernes smil. Zoe er på besøg, der er pudekamp, Justin Bieber, høj musik og lykke, der føres til min mund ved tåren fra mit øje. Som en refleks begynder smilet, som er der to magiske strenge, der forbinder læber og øjenbryn, når huset løfter sig fra jorden.
Slentreturene har mistet deres værdi. Byen er ikke spændende, når man bor i den. Rosenhaven visnede, da jeg flyttede ind overfor. Det samme gjorde Botanisk Have og Gijsbrechts malerier, der ikke længere ligner virkeligheden, men blot er tabt fortid som Elmgreen & Dragsets institutionsudstilling.
Som liljer blandt tidsler er kvinderne i familien. Som et æbletræ blandt skovens træer er mit hjem blandt andre rækkehuse. Husets hjerte er som hoveddøren altid åbent. Et hjerte, der kan nøjes med et fundet bånd, et stjålent blik og et flygtigt ord.
Der er dødstille i stuen. Hvis far var her, ville han danse omkring. Jeg sætter Earth, Wind & Fire på, men kan ikke finde energien. Stirrer tomt på mit gamle yndlingsbillede, der har mistet alle farver, til jeg beslutter at gå i seng og sove uden drømme.
Det smukke ved Strauss' symfonier er rytmeløsheden. Uden fast struktur og tempo. At lytte til musikken er som at køre med et tog uden endestation. Zarathustras stemme runger til pigernes fnisen på badeværelset. Og stearinlysets dansende bevægelser.
Hvis blot disse mure kunne tale. Dele mine savn; mine minder. Så jeg ku' rejse på drømmenes måneskinner og besøge midnattens drømmespinder. Hvis blot jeg aldrig var flyttet og aldrig var forelsket. Det værste er jo, at jeg sådan set er glad for lejligheden.
Far og jeg og en pige jeg gerne vil kysse spiser middag på spansk tapasrestaurant. Hun rejser sig og går på toilettet. Far blinker til mig. Han fylder hendes vinglas og spørger, om hun kan danse.
Tredive mennesker i sommerhus på Langeland. Musikken buldrer på terrassen, og pigerne fyrer den af. De voksne er fulde og på vej i seng. Jeg ved ikke, om jeg burde rejse mig og danse eller lægge mig til at sove. Jeg ved ikke, om jeg er barn eller voksen.
Ene hjemme med en halvkold, halvtom kande neskaffe og to kopper på mit sofabord. Slukker stearinlys, loftlys og musikken. Børster tænderne i stilhed, mens fyrværkeriet buldrer i det fjerne. Gurgler en mundfuld ensomhed, inden jeg låser hoveddøren.
Ømme stænger efter gårdsdagens løbetur. Jeg har fri i dag. Jeg ligger i sengen uden planer, uden overskud og med dæmpede trafiklyde strømmende ind fra Gothersgade. Dannebrogsflaget udenfor blafrer i vinden, mens kirkeklokkerne ringer klokken otte.
LÆS OGSÅ: "Hvorfor er der ikke nogen, der fortæller danskere, hvordan danskere er?"
LÆS OGSÅ: 11 ting, ingen fortæller dig, før du er gravid
LÆS OGSÅ: "Jeg er 21 år og i gang med mit 3. sabbatår"
Robert Høgh
Jeg er 20 år gammel. Jeg bor på Gothersgade i Indre by og studerer statskundskab på Københavns Universitet. Jeg elsker at lave mad, rejse og læse tykke bøger og anser mig selv for at være kristen.
Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.
