Sofie Hviid

Foto: Trine Bukh Sofie stod tilbage med sin farmor og farfars hus.

"Jeg så nye sider af mennesker, som jeg kun havde kendt som hyggelige, gamle bedsteforældre"

Hvad gør man med et kæmpehus, som skal ryddes for minder? For Sofie Hviid var det uoverskueligt at tømme sine bedsteforældres hjem og vurdere, hvad der skulle brændes og bevares – og hun har lovet sig selv, at hendes egen søn aldrig skal stå i samme dilemma.

Huset i Jyllinge var enormt. En selvbygget villa med fuld kælder, loft og gildesal, som havde dannet ramme om en families liv gennem næsten tre årtier. Nu havde to mennesker efterladt alt jordisk gods akkumuleret gennem et langt liv: krystalglas, margretheskåle, viskestykker, teaktræsmøbler og tætfyldte ringbind med mødereferater, postkort og falmede fotografier.

Sofie Hviid og hendes familie havde taget tilløb til at rydde huset, siden hendes farmor gik bort, og hendes farfar flyttede på plejehjem – men havde skubbet opgaven foran sig. Og den havde kun vokset sig større, for huset kom hurtigt til at fungere som opbevaringscentral, hvor familien lige kunne placere nogle møbler eller et par kasser. Midlertidigt, selvfølgelig.

Men nu stod de der altså. På tærsklen til et hjem uden beboere, men med en uoverskue­lig mængde ting, møbler og minder. På tærsk­len til en opgave, der ikke længere kunne udskydes, da huset var blevet solgt.

"Det var overvældende," fortæller Sofie.

LÆS OGSÅ: Søstrene Christina og Liv Utzon: "Du var hendes hjerte- og smertebarn"

Føltes forkert

Hendes historie er en af flere i bogen Skal du ta’ det hele med dig?. Den henvender sig til seniorer, som skal flytte i en mindre bolig og må skære ned på ejendelene – af hensyn til sig selv, men også til de børn og børne­børn, der en dag skal tage sig af det, de efterlader.

Sofie var 35 år, netop startet som selvstændig, mor til en dreng og gravid med nummer to. Og nu skulle hun, sammen med sin familie, afvikle farfar og farmors liv, mens hun var i fuld gang med at få styr på sit eget.

"Det føltes ikke bare hårdt, men også forkert," husker hun.

"Min farmor og farfar havde gjort sig umage med deres liv. De havde tjent penge, sparet op og købt fine ting – jakkesæt, smykker og møbler – og det var ubehageligt at skulle vurdere alt det, de møjsommeligt havde anskaffet sig, for at afgøre, om det var værd at beholde."

Selv om Sofie og familien forsøgte at give ting væk gennem Røde Kors eller satte dem til salg på DBA, var der bare for meget. Bedsteforældrene havde tilhørt en generation, hvor man intet smed væk.

"Mængderne i sig selv betød, at vi måtte køre læs efter læs på forbrændingen," siger Sofie.

De private breve

Familien delte opgaven mellem sig, og Sofie fik ansvar for kontoret og metervis af ringbind. Her fandt hun blandt andet breve, som hendes farfar havde skrevet til hendes farmor.

"Det var nok ikke det, de havde forventet: At deres barnebarn ville læse, hvad de havde skrevet til hinanden i fortrolighed. De var meget private mennesker," siger hun.

"Men jeg kunne ikke bare smide ud uden at orientere mig – og selv om det føltes mærkeligt, var det også mærkeligt rørende; jeg så jo nye sider af mennesker, jeg kun havde kendt som hyggelige, gamle bedsteforældre."

Der vil altid være noget tilbage, når mennesker ikke længere er. Og nogen, der skal rydde op i det. Det er Sofie klar over. Og hun ville også gerne tage opgaven på sig. Men hun ville ønske, at hendes bedsteforældre havde ryddet bare lidt ud undervejs; lavet en grovsortering. For mængderne betød, at det, der kunne have været en rørende og varm oplevelse, blev en enorm belastning.

"Jeg ville gerne have holdt mere ubesværet fast i de lykkelige minder om huset," siger Sofie.

"Min farfar, der stod i døren og tog imod os. Min farmor, der forberedte maden i køkkenet. I et stort, varmt, levende hus, hvor vi alle var samlet."

LÆS OGSÅ: Klumme: Kan modkuren til skilsmisse være særskilte soveværelser?

Løfte til mit barn

Det tog et utal af weekender over tre måneder at rydde den store villa i Jyllinge. Den sidste aften, inden de nye ejere overtog, måtte Sofies bror og far køre vognlæs efter vognlæs hele natten for at komme i mål. Sofie havde fået besked på at blive hjemme med sin gravide mave.

På Instagram skrev hun derfor et langt og passioneret opslag om den opslidende proces, hun og hendes familie havde været igennem. En form for manifest. Med løfter til sig selv og kommende generationer. Og med opfordringer om mådehold til alle, der gad læse med.

En af sætningerne lød:

For hver sæk vi fylder, lover jeg mig selv, at Neo aldrig skal stå med bjerge af mine gamle ting for at vurdere, om de skal brændes.

Plads i laden

På det tidspunkt boede Sofie og hendes mand i en lejlighed i København. Året senere var de flyttet til Lejre. Til et rummeligt hus på landet. Med fuglekvidder fra trætoppene og springende hjorte i haven. Og en stor tom lade.

"Det lyder skørt, men det, vi ikke kunne finde ud af, hvad vi skulle gøre af fra min farfar og farmors hus, står i min lade nu. Og samler støv. Præcis som det gjorde i Jyllinge," siger Sofie.

Hun kan ikke lade være med at grine.

"Det siger lidt om, hvor svært det er, det der med at rydde ud og komme til bunds i sine – og andres – ejendele," fortsætter hun.

"Lige nu er jeg den i familien, der har mest plads, og så er det landet her. Og nogle gange skal ting også lige have lov at lande. Men jeg vil have det videre og på plads. Det skal også nok komme."

Sofie er mor til to nu, og der er kommet mere legetøj til. Også lidt flere møbler for at fylde det større hus. Men hun og hendes mand er bevidste om, hvad de anskaffer sig og hvorfor.

"For mig handler det med forbrug mest om klima, men der er kommet endnu en dimension til: Jeg vil ikke have, at det, jeg efterlader, skal være en belastning for mine børn," siger Sofie.

Sofies manifest på Instagram

Min farfars gigantiske hus er blevet solgt, og vi er i gang med at rydde huset, så de nye ejere kan flytte ind.   

Et halvt liv levet i det hus, tre børn er vokset ud af det og flyttet hjemmefra. Og det er blevet fyldt op med papirer i gamle ringbind, postkort, flere generationers legetøj og mere tøj, end jeg anede, mine bedsteforældre ejede. Og selv om de begge har forladt huset for en del år siden, den ene er død, og den anden er dement og på plejehjem, så er der noget helt forkert over at skulle rode deres ting igennem for at smide langt det meste ud.   

De har brugt et helt liv på at samle krystalglas, malerier og værktøj i bunkevis – og nu bliver alting groft sorteret og langt det meste smidt på en trailer og kørt til forbrænding. Vi har forsøgt at genbruge og komme af med så meget som muligt, men når ting står 30 år på et støvet loft, så er der ikke meget, der overlever.   

For hver sæk, vi fylder, lover jeg mig selv, at Neo aldrig skal stå med bjerge af mine gamle ting for at vurdere, om de skal brændes. Tiden er en anden nu, digitaliseringen gør mange ringbind overflødige – men mest af alt vil jeg stræbe efter, at vi kun anskaffer os de ting, vi virkelig har brug for.   

Selv om vi får mere plads end vores 54 m2, så skal vi aldrig fylde det med mere tøj, end vi bruger, og flere sæt bestik end det, vi spiser med hver dag. Det er hermed et løfte og en opfordring til alle om at nøjes med de ting, I har brug for i hverdagslivet. For miljøet, jeres mentale ro og for de børns skyld, der en dag skal rydde op.

Se, hvad vi ellers skriver om: Oprydning, Familieliv, Døden og Sorg

610x200_woordy_knap2.jpeg