Rasmus Walter Interview ALT for damerne scroll-down
Foto: Franne Voigt "Jeg havde en fornemmelse af at komme hjem, den aften jeg mødte Barbara," fortæller sanger Ramus Walter i dette interview med ALT for damerne.

Rasmus Walter: "Det tester helt klart min personlighed"

Sangeren Rasmus Walter, der for alvor brød igennem med hittet Endeløst, var en gældsat musiker med en endeløs rastløshed, da han mødte sin Barbara for ti år siden. Sammen med hende forsvandt den sædvanlige kvælningsfornemmelse ved tanken om nogen form for begrænsninger, og nu er han landet der, hvor han skal være. Selv om det stadig er en prøvelse, at der hele tiden er andre behov end hans egne, der skal dækkes.

Af Juliane Nyborg
Livsstil ALT for damerne

For ti år siden skyldte han 300.000 kr. i skat, boede alene på et otte kvadratmeters loftskammer og regnede egentlig med, at han skulle leve som en fattig musiker resten af livet. Nu bor han i et treetagers byhus i et af hovedstadens dyreste kvarterer. Stilen er lys og nordisk, og køkkenalrummet dufter af kaffe. Han bor her med sin hustru, Barbara Gullstein, som er senior fashion director på modemagasinet Eurowoman, datteren på fire, sønnen på otte og snart en hund. At hans liv skulle se sådan ud som 43-årig, var aldrig et mål. Tværtimod. Indtil han var 33 år, var Rasmus Walter drevet af en stærk rastløshed. En uro, der altid førte ham videre.  

– Da min bror og jeg var unge, rejste vi på ferie til Sydfrankrig. Vi var begge helt absurd rastløse og havde konstant en følelse af, at der skete noget sjovere et andet sted. Vi var ikke i den samme by i mere end et døgn, for vi var drevet af den her rastløshed og skulle altid videre.  

– Jeg måtte aldrig være mere end en pakket kuffert fra at tage hvorhen, jeg ville. Jeg havde en kvælningsfornemmelse ved tanken om, at noget eller nogen skulle begrænse mig. Den fornemmelse forsvandt for ti år siden, og jeg havde ikke længere travlt med at skulle videre.  

Kun to kilometer fra Rasmus’ hus ligger Bakken, der tilbage i 2011 var en ny bar, der dannede ramme om undergrundsbands, tung bas, DJ’s og flygtige festglade københavnere. Rasmus var på daværende tidspunkt lige sprunget ud i en dansksproget solokarriere efter at have været forsanger for bandet Grand Avenue i 10 år. I en sen nattetime på denne bar møder han kvinden, der skal vise sig at tæmme rastløsheden.  

– Jeg husker, at vi stod og dissede hinanden i lidt sarkastiske vendinger a la: "pænt pandebånd", hvortil hun svarede: "pæn pædagogjakke". Den sene nattetime er så blevet til 10 år. 

– Jeg var 33 år og havde levet fra hånd til mund i 10 år på det tidspunkt. Jeg ville bare gerne spille musik og fortsætte sådan. Jeg levede ikke godt af musikken og havde ikke et rigtigt sted at bo, så jeg var på ingen måde et godt catch. Det er et mirakel, at hun syntes, jeg var interessant.  

Vidste du dengang, at det skulle være hende? 

– Jeg var sikker på, at jeg skulle med hende hjem den aften, indtil hun fortalte mig, at hun selv sov på en sofa hos sin mor. Så vi var sådan to halvt hjemløse flakkende individer, da vi mødtes. Men i stedet fik jeg hendes nummer. Jeg skrev til hende flere gange, men hun var ret tøvende. Heldigvis lykkedes det mig at overbevise hende om at mødes anden gang. Jeg inviterede hende op på loftskammeret, der i gamle dage havde tilhørt et par tjenestepiger. Oven på loftskammeret lå et gammelt tørloft, der ikke blev brugt til noget. I den ene ende kunne man kravle igennem et vindue og komme op på en form for lille balkon, hvor man kunne se ud over hele Frederiksberg Allé. Det var tidligt på sommeren, og jeg kan huske, at Barbaras kommentar til tørloftet var: "Ej hvor boheme". 

– Jeg tænkte ved mig selv, at det syn på tilværelsen kunne jeg godt lide. Det sagde enormt meget om hende. 

– Vi havde en hel sommer, hvor vi lå utroligt mange timer og kiggede ud over Frederiksberg Allé. Den sommer forseglede forholdet mellem os. 

– Vi flyttede ret hurtigt sammen i en lille lejlighed, og der kom gang i min dansksprogede karriere, så jeg kunne betale gælden af. Jeg regnede faktisk med at skulle være en fattig musiker resten af mit liv, men til alt held gik det ikke sådan. Inden for 9 måneder efter vi mødtes, blev hun gravid – og det var ikke et uheld. Alt føltes absurd rigtigt. 

Rasmus har gennem sine 20'ere turneret Europa rundt og levet et vildt ungdomsliv. I dag turnerer han ikke mere end et par dage ad gangen og kommer ikke længere væk end Aalborg. 

– Da jeg mødte Barbara, og vi fik et barn, fandt jeg ud af, at det fede jo var at være lige her og være sammen med de to mennesker. Det er langt federe at være til stede, også for mig selv. Jeg kan ikke gå rundt og føle, at jeg går glip af alt muligt. Men det er stadig svært. Jeg kan godt nogle gange have tendens til at ville videre, men det er mere hen imod et roligt liv.  

– Selvom rastløsheden var en drivkraft for mig, så er drivkraften ikke forsvundet. I virkeligheden blomstrer den nu, for jeg har en fornemmelse af at være det rigtige sted med dem, jeg skal være sammen med, og det gør det meget lettere for mig at lave de ting, jeg skal lave. 

Rasmus og Barbara er muligvis et særdeles godt match. Drivkraften og passionen tvinger dem væk fra hinanden, når de hver især har travlt, men det giver også en særlig gensidig forståelse af hinandens prioriteter i deres fælles liv. 

– I kraft af at jeg har været musiker og været min egen chef, og Barbara har været freelance stylist og også kørt sit eget show i mange år, har vi været nødt til at give plads til hinandens planer. Vi har en forståelse for, hvad hinanden laver. Det er selvfølgelig hårdt at være sammen med en person, der er meget væk. Vi arbejder begge meget og er meget passionerede. Men det gør, at når hun sidder og arbejder sent om aftenen, så forstår jeg godt, hvilke mekanismer, der går i gang. Hvis jeg havde et 9-17-job, hvor jeg ikke skulle tænke mere på arbejdet, når jeg kom hjem, ville jeg måske have svært ved at forstå, at hun gad bruge sine aftener på at dyrke sin passion og lægge 80 timer i et arbejde om ugen. Vi accepterer hinandens passion og giver hinanden plads til at være passionerede. Det tror jeg er fuldstændig afgørende for, at vi får det til at fungere.  

– På en eller anden måde passer vores liv altid sammen. Når den ene har travlt, har den anden mere ro på. Måske er det en indbygget indre dynamik, vi har, fordi vi også har børnene. 

Vi har siddet i nøjagtigt 27 minutter, da Rasmus rejser sig for at lave sin anden kop kaffe. Rastløsheden er ifølge ham selv passeret. Spørgsmålet trænger sig alligevel på. 

Hvem er Rasmus Walter?

  • Født i 1978.
  • Dansk sanger, sangskriver og guitarist.
  • Aktuel med albummet Jeg drømte om en rød lavthængende sol.
  • Tidligere forsanger i bandet Grand Avenue.
  • Gift med Barbara Gullstein siden 2017. Barbara er senior fashion director på Eurowoman.
  • Far til en datter på fire og en søn på otte.

Er du stadig lidt rastløs? 

– Både og. Når jeg arbejder, gør jeg det hurtigt, og jeg udgiver meget musik, for jeg kan godt lide at blive færdig med ting. Jeg har brug for at udkomme. Ting forsvinder mellem mine hænder, hvis jeg går og nusser for meget. Det gør mig ikke noget, at min musik forandrer sig, for sangene er nedslag i tiden. Det er fint at have lydt på en måde i år 2010 og lyde anderledes nu. Jeg hader at dvæle ved ting. Jeg vil videre, men det er ikke nødvendigvis rastløshed. Det er mere en effektivitet, der driver mig. Det er ikke rastløshed på den måde, at græsset er grønnere på den anden side, for sådan går jeg ikke rundt og har det længere. Jeg elsker mit liv, og jeg elsker, hvor jeg er.  

– Men jeg har måske en arbejdsrastløshed. Som kunstner har jeg aldrig trivedes på sene nattetimer og billig rom, de sidste ti år har jeg ifølge mig selv skrevet de bedste sange mellem kl. ti om formiddagen og kl. tre om eftermiddagen. Jeg ved godt, at det lyder musikalsk uromantisk, men fordi jeg skriver meget om ulykker og kærlighed, der går galt, har jeg brug for at være et godt sted. Jeg kunne ikke skrive de sange, hvis jeg gik rundt og følte de ting, jeg skrev, i øjeblikket. For at jeg kan beskrive og være observant, skal jeg selv have det supergodt. Der skal være god stemning, folk skal være gode venner, og der må ikke være for mange dårlige energier, for min mave kan ikke klare det, jeg får uro og bliver nervøs. Jeg er egentlig ekstremt skrøbelig. Jeg hader at være uvenner og skændes, og jeg kan ikke tage på arbejde, hvis jeg ikke ved, hvor jeg har folk. Jeg kan heller ikke forstå, når folk ikke ret hurtigt når derhen, hvor man tilgiver hinanden, det gør mig utryg. Der skal utroligt meget til, for at jeg ikke kan tilgive nogen inden for 30 sekunder. Jeg kan ikke bære rundt på den vrede.  

Fordi han til tider har travlt og ikke altid kan være 100% tilstede, er det vigtigt for Rasmus at give sine to børn ro. Ligesom der skal være ro i hans egne relationer. Det er en naturlig prioritet, der kommer til udtryk igennem mange kram og søde ord, fortæller han, da han lader tankerne kredse om sin rolle som far.  

– Jeg er uden tvivl en god far, det ved jeg. Min otteårige søn skulle skrive et brev ovre i skolen, hvor han skrev "mor og far jeg elsker jer". Jeg tror ikke, der er så mange otteårige drenge, der skriver sådan nogle breve. Der er i hvert fald masser af kærlighed og omsorg. Jeg har altid gået meget op i at give mine børn ro.  

– Fordi at jeg til tider er et travlt og fraværende menneske, er det enormt vigtigt for mig, at jeg ikke lader det gå ud over mine børn. Som person er jeg rolig, og du kan ikke sige så meget, der får mig ud af kurs. Jeg går ikke rigtigt i panik. Den der ro og tilstedeværelse den er vigtig – også den fysiske. Vi krammer og kysser rigtig meget og siger meget "jeg elsker dig".  

– Det bliver nogle gange lidt for meget for vores otteårige dreng, og jeg ved, at vi snart ikke får lov til at kramme ham så meget mere, han synes allerede, det er pinligt, at vi følger ham hen til skoledøren. Så det er med at nyde det nu. Heldigvis er vores datter kun fire og elsker kram.  

Hvad er sværest, der hvor du er nu? 

– Mit svar er muligvis anderledes om to år ligesom min musik. Men lige nu er det på et personligt plan – og mit udgangspunkt er præget af, at vi har været sammen konstant i et år nu. Jeg har altid haft et stort behov for at være alene og kan godt lide at bruge mange timer i mit eget selskab. Det får man ikke så meget, når man har en familie med to børn. Jeg savner den der fordybelse, man har, når man bare er voksne mennesker sammen. Det er ikke fordi, at jeg vil undvære mine børn, for jeg elsker dem. Men de er børn, og jeg kan godt blive lidt bims af, at de er her hele tiden. Jeg savner fordybelse i en bog, en sang eller i at kigge ud ad vinduet, hvor tankerne lige kommer et lag længere ned. Det kan man ikke, og især ikke nu med hjemmeskole og så videre, for jeg bliver konstant afbrudt. Der er konstant behov, der skal dækkes, som ikke er mine egne. Det tester helt klart min personlighed hele tiden at blive afbrudt i al tanke og praktik.  

– Det er klart, at det kommer til at blive anderledes, når børnene bliver større, men med børn på fire og otte er det dét, der fylder og er svært.  

Hvad gør det ved dig som far og mand? 

– Med frustrationen følger også en dårlig samvittighed. For jeg vil jo gerne bruge tid med mine børn og fordybe mig med dem, men det er bare ikke altid, at man som 43-årig lige har lyst til at sidde og lege på gulvet. Det er helt naturligt, at man ikke deler interesser med sine børn, og når jeg tænker over det, har mine forældre da heller ikke siddet på gulvet og leget med mig, og det tænker jeg heller ikke, de burde have gjort. 

– Da jeg var barn, var der én mulighed: gå ud at lege. Det er som om, det ikke rigtigt er sådan, det fungerer længere. Jeg sagde til min søn på otte en dag, hvor han kedede sig, at han kunne gå ud at lege, hvortil han svarede: "jamen hvem skal jeg lege med?".

– Jeg synes klart, det er det sværeste. At få tid til at være en god far med god samvittighed, fordybe mig med mine børn og for eksempel sidde og tegne. Men også have tid til mig selv og tid til at fordybe mig i det, jeg gerne vil. Det er en svær balancegang, når man er fire mennesker under samme tag. Nogle gange er man lidt på samme side, andre gange er det fire forskellige stemninger, huset skal rumme. Det er blevet lettere med et treetagers hus sammenlignet med vores tidligere lejlighed. Her kan man gemme sig lidt væk. Men manglen på fordybelse og de konstante afbrydelser er hårde for både Barbara og mig. 

Hvad gør du, når du bliver frustreret? 

– Nogle gange kommer jeg til at råbe, og det hader jeg. Fem sekunder efter tænker jeg: "fuck, nu kom jeg til at råbe for højt igen". For mig som voksen bliver der vakt en retfærdighedssans, fordi jeg synes, børnene kan være utroligt urimelige, og så kommer jeg til at råbe. Jeg ved, det er pædagogisk ukorrekt, at det ikke kommer til at hjælpe en skid, og at de går i børnehaven næste dag og råber ad deres venner. Men nogle gange bliver jeg drevet derud. Samtidig bliver jeg ramt af en dårlig samvittighed, og jeg prøver på bedste vis at være pædagogisk og sætte mig ned og tale med dem i øjenhøjde. Ofte handler det om, at jeg er stresset, eller at jeg måske har en sang, jeg går og brygger på.  

– Heldigvis er børn jo også vildt grineren og gør alle mulige fantastiske ting, og der er så utroligt meget kærlighed. Det er det mest imponerende. 

– Når det kommer til mine børn, fortrænger jeg alle skænderier. Når jeg tænker på børnene, tænker jeg kun på det positive, det er en ret vild evne, som jeg ikke vidste, jeg havde.  

– Jeg kan virkelig fortrænge, at en lille pige på fire år har stået og skreget af mig ti minutter tidligere, at hun ikke vil i seng. Når dagen er omme, og jeg lægger mig i seng, er det altid med et smil på læben og en masse kærlighed i hjertet til mine børn. Så værre er det heller ikke, men jeg synes, det er svært.  

Rasmus har dedikeret en sang til hver af sine børn, og kærligheden er der ingen tvivl om. Hans hustru har også fået et par sange igennem årene, hvor de har kendt hinanden. På den front har deres forhold været en inspirationskilde for ham både på de gode og svære dage. Heldigvis er der en tung overvægt af gode dage, men det kan blive svært: 

– Det er også svært for parforholdet. Bare det at have en samtale er en kamp. Vi kan ikke sidde og spise aftensmad sammen og tale om, hvordan dagen er gået, uden at blive afbrudt. Det er de helt banale og basale ting, der bare ikke kan lade sige gøre, fordi børnelivet kommer på tværs. Det burde være en menneskeret at tale med et andet menneske uden at blive afbrudt.  Men det er jo klart midlertidigt. Det er typisk den alder, de har lige nu. Når de bliver teenagere, kommer de bare til at ville sidde på deres værelser og absolut ikke gide at afbryde. Men lige nu er det svært ikke at have tid til at være et voksent menneske både i forhold til mig selv, men også i min relation til min kære hustru. 

Relationen til Barbara er på flere måder som det treplanede hus. Rummeligt for passion og forskellige stemninger, men først og fremmest et hjem, forklarer Rasmus, imens han sidder skævt og tilbagelænet i køkkenstolen på midterste etage.  

Hvorfor tror du, det var hende, du faldt for? 

– Jeg havde en fornemmelse af at komme hjem, da jeg mødte hende, og den følelse vil jeg altid have, tror jeg. Det hele faldt i hak. Jeg syntes selvfølgelig også, at hun var sindssygt smuk, sød, sjov og begavet, men jeg kan bedst beskrive det med, at jeg følte, at jeg hørte til. 

– Hvorfor jeg føler sådan med netop hende, kan jeg ikke forklare. Ikke en gang videnskaben kan fortælle os nøjagtigt, hvorfor vi har det sådan med nogle mennesker, og ikke har det sådan med andre. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg havde levet det liv, jeg havde, lige op til vi mødtes, eller om det var forudbestemt. Men det var bestemt en følelse af at komme hjem, og mit behov for at manifestere mig selv forsvandt­. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Familieliv og Musik
Tilbage til toppen