London Rom Paris

Rejseguide: London, Rom og Paris

Følg med vores filmanmelder Iben Albinus Sabroe til magiske filmlocations i London, Paris og Rom.

LONDON

Tag til London for at genopleve scenerne i de romantiske komedier, vi alle har grinet og grædt til alt for mange gange – men jo alligevel gerne ser igen. Og igen.

LIDT FOR GOD SERVICE

Location: Stormagasinet Selfridges

Film: ”Love Actually” (2003)

Sjældent bliver en gave så fin som det smykke, Alan Rickman køber i Selfridges i ”Love Actually”. På juleindkøb med sin hustru (Emma Thompson) ser han sit snit til at finde noget til en smuk kollega, der flirter med ham. Ved skranken i juvelerafdelingen kommer karmaloven efter ham på raffineret vis, fordi den dedikerede ekspedient (Rowan Atkinson alias Mr. Bean) pynter pakken med tørrede blomster så sirligt, at han er ved at blive afsløret. Scenen fra Richard Curtis’ julekomedie er fiktion, men serviceniveauet ligner virkeligheden i Selfridges, hvor den er optaget. Det eksklusive stormagasin har en af Nordeuropas største skoafdelinger og en enorm tøjetage. At gå rundt blandt Marni-, Stella McCartney- og Prada-afdelinger er som at være til modeshow, hvor du selv kan gå model. Og finde inspiration til mere prisvenlige mærker.

400 Oxford Street, Selfridges.com

LÆS OGSÅ: 24 timer i Amsterdam: Oldschool charme

ROMANTIK OG BØGER

Location: The Travel Book Co.

Film: ”Notting Hill” (1999)

Hugh Grant og Julia Roberts forelskede sig i boghandlen The Travel Book Co. i ”Notting Hill”, og resten er byhistorie. Siden er turister flokkedes til det landsbyagtige område, hvor rækkehuse snor sig langs Portobello Road, og vintagebutikkerne er verdensberømte. Det siges, at indbyggerne i Notting Hill hader komedien, der gjorde deres bydel til filmstjerne, men det bør ikke afholde dig fra at gå på opdagelse i det stemningsfyldte kvarter. Desværre lukkede rejseboghandlen for et par år siden, men en ny boghandel er åbnet i samme lokale, og Notting Hill har bevaret sin charme trods populariteten. Slut eventuelt turen i kvarteret af med en film i den nyrestaurerede biograf Electric Cinema, der serverer tapas og vin i bløde lænestole, og hvor instruktører jævnligt selv præsenterer deres film.

13-15 Blenheim Crecent

BRYLLUP UDEN GOM

Location: Church of Saint Bartholomew

Film: ”Fire bryllupper og en begravelse” (1998)

Af de mange bryllupper i Hugh Grants gennembrudsfilm er det sidste det mest mindeværdige, fordi gommen siger nej i sidste øjeblik. I øvrigt efter at have bandet højlydt i kirken. Selve kirkerummet er dog også ganske mindeværdigt. Scenen er nemlig optaget i Church of Saint Bartholomew the Great, der er opført i 1100-tallet i normannisk arkitektur og er en af de få bykirker, der stod intakt efter tyskernes bombardementer af London i Anden Verdenskrig. Hvis det majestætiske kirkeskib vækker andre minder i dig, kan det skyldes, at det også optræder i ”Shakespeare in Love”, Kevin Costners ”Robin Hood” og ”The Other Boleyn Girl” med Natalie Portman og Scarlett Johansson.

West Smithfield, Greatstbarts.com

Se guiden til Rom på næste side.ROM

Af gode grunde optræder romerske turistklassikere som Den spanske trappe og Colosseum i film fra den italienske hovedstad. De gamle travere holder nemlig stadig.

PITT OG CLOONEY VED POOLEN

Location: Radisson Blue es. Hotel

Film: ”Ocean’s Twelve” (2004)

Der er stil over Radisson Blu es. Hotel i Rom på den blærede, overlegne måde, der også kendetegner Vincent Cassels skurk i ”Ocean’s Twelve”. Det er nok også derfor, at han bor her på hotellet, da George Clooney og Brad Pitt besøger ham ved den strømlinede pool på tagterrassen. Hotellet ligger bag Roms hovedbanegård, men kompenserer for en lidt dårlig beliggenhed med fantasirige designværelser og lækre materialer.

Via Filippo Turati 171, Radissonblu.dk/eshotel.rom

PERFEKT MØDESTED

Location: Den Spanske Trappe

Film: ”The Talented Mr. Ripley” (1999)

Ikke færre end tre filmstjernekarrierer kom der ud af Anthony Minghellas filmatisering af Patricia Highsmiths 1955-thriller ”The Talented Mr. Ripley”, hvor Jude Law og Gwyneth Paltrow er det unge, smukke og rige par, Matt Damon vil være en del af uanset prisen. Rom tog sig nu heller ikke dårlig ud i filmen, hvis sofistikerede tidlig-Fellini-inspirerede tableau var domineret af creme- og pastelfarver. Det første møde mellem Matt og Gwyneth sker på Den Spanske Trappe, en location, som er det perfekte udgangspunkt for shopping og sightseeing. Piazza di Spagna, Via dei Condotti

LÆS OGSÅ: Tag på wellness-ferie i udlandet

PITTORESK PIZZA

Location: Trastevere

Film: ”To Rome With Love” (2012)

Woody Allen fik penge af det italienske turistbureau til at lave ”To Rome With Love”, og det er der ikke kommet noget godt ud af. Det skal nu ikke gå ud over Roms stemningsfyldte kvarter Trastevere, der har nogle fine scener i filmen. En gåtur i Trastevere er et must i Rom, og bliver du sulten undervejs, er det rustikke Pizzeria Dar Poeta et besøg værd.

Vicolo della Bologna 45, Darpoeta.com

Læs guiden til Paris på næste side.PARIS

Hvad enten du er til ekstravagant hotelluksus eller loppemarkeder – eller begge dele – har Paris nogle skønne locations, som fortjener (mindst) et visit.

OVER BYENS TAGE

Location: Kong Bar

Tv-serie: ”Sex and the City” (1998-2004)

Paris udgjorde en malerisk kulisse for de sidste afsnit af ”Sex and the City”, hvor Carrie Bradshaw levede eventyret ud med sin kunstnerkæreste og åbnede seer-nes øjne for den franske hovedstads lækreste steder. På Kong Bar mødte hun Aleksandrs ekskone til en fashionabel frokost indrammet af Philippe Starckminimalisme/ manga-stil på taget af Kenzobygningen ved Seinen. Menuen byder på en moderne fortolkning af japansk og fransk mad som f.eks. Kongs platte til 36 euro med blandt andre delikatesserne lakse-sashimi og ande-satay.

1 Rue du Pont Neuf, Kong.fr

I AUDREYS FODSPOR

Location: Hotel St. Jacques

Film: ”Charade” (1963)

Rækker budgettet ikke til en suite på George V, kan filmhistoriens vingesus opleves lige så godt på Hotel St. Jacques i det femte arrondissement. Her hjalp Cary Grant Audrey Hepburn med at skjule sig i den charmerende krimikomedie ”Charade”, hvor hun af mystiske årsager blev involveret i en forbrydelse. Mere pariserklassisk bliver det ikke, når værelsesindretningen er inspireret af Belle Epoque, og Toulouse- Lautrecs malerier er forbilledet for stemningen i hotellets bar. Et dobbeltværelse koster fra 130 euro og vil man forkæle sig selv, findes der værelser med balkon og udsigt over Notre Dame.

35 Rue des Écoles, Hotel-saintjacques.com

LEGENDARISK BOGHANDEL

Location: Shakespeare and Company

Film: ”Before Sunset” (2004)

Der er gået ni år siden, Jesse og Celine tog afsked med hinanden i Wien, da de mødes igen i Shakespeare og Co. ved Notre Dame i Paris i opfølgeren til ”Before Sunrise”. Stedet er en af byens mest legendariske boghandler og har siden 1951 insisteret på at sælge kvalitetslitteratur, uanset om udviklingen gør det mindre lukrativt. Et inspirerende sted at gå på opdagelse efter gode bøger på engelsk. Tag metroen til St. Michel, og fortsæt eventuelt i hælene af Jesse og Celine på deres tur gennem Paris.

Se deres rute i ”Before Sunset” her. 37 Rue de la Bucherie, Shakespeareandcompany.com

LÆS OGSÅ: Brighton: Sydenglands San Francisco