Rejser: Derfor elsker jeg Lolland

Meyers rejseguide: Derfor elsker jeg Lolland

Christina Meyer Bengtsson, 49, indretningsdesigner og kampagnemodel for Part Two, kender Lolland og de omkringliggende småøer særdeles godt. Her driver hun sammen med sin mand, Claus Meyer, både hotel og æbleplantage og er initiativtager til musikfestivalen Appleflower Festival.

SE

I Toreby på Østlolland kan du opleve kunst og natur flyde sammen på Fuglsang Kunstmuseum. Fuglsang Kunstmuseum er et fyrtårn for dansk kunst, og samlingen indeholder store danske kunstnere som Jens Juel, L.A. Ring, Anna Ancher og Ejler Bille. Denne sommer er der desuden mulighed for at opleve særudstillingen "Naturdrømmerier. Olaf Rudes akvareller". Husk også at svinge forbi kunstmuseets atelier, hvor børnene kan tegne og male eller forsøge sig som kunstdetektiver. Slut besøget af med en tur i Fuglsang Parkhave.

Fuglsangkunstmuseum.dk

UDFORSK

Frederiksdal på Vestlolland byder på vandring i skoven, strand med smuk udsigt til Langelandsbæltet, smukke godser med lange alléer og lokal vin. Udforsk kirsebærplantagen på Frederiksdal Gods, besøg vineriet og se, hvordan godsets kirsebærvin bliver fremstillet. Godsejer Harald Krabbe giver rundvisninger og prøvesmagninger.

Frederiksdal.com/dk

KØB

Æbler, blommer og pærer i nogle af de mange gårdbutikker i området i perioden fra august-november, ost på Knuthenlund Mejeri og lokal cider på Fejø. Slå også vejen forbi gårdbutikken Dalbakkegård. Her finder du landets måske bedste frilandskyllinger. Kyllingerne går ude og får grønt græs, hvilket er med til at give kødet masser af struktur og kraft. Dalbakkegård sælger også landæg, frilandsænder og grøntsager.

Dalbakkegaard.dk

SPIS & BO

Spis en middag på hyggelige Hotel Saxkjøbing, som ligger midt på byens torv. Køkkenchefen laver mad af lokale råvarer baseret på principperne fra det nordiske køkken. Når man bliver træt, kan man dejse om på et af hotellets rare værelser. Spørg efter et af "kunstnerværelserne", hvor både John Kørner, Lise Malinovsky og Knud Romer har stået for dekoreringen.

Hotel-saxkjobing.dk

OPLEV

Lilleø er en fantastisk lille plet i Smålandshavet. En lillebitte ø med en smuk natur. I 2012 startede min mand Claus Meyer og jeg en musikfestival med Kenneth Bager på Lilleø, Appleflower Festival, som finder sted i slutningen af maj, der hvor æbletræerne blomstrer. Vi spiser dejlig mad, hører musik mellem æbletræerne og danser på stranden til solen går ned.

Appleflowerfestival.dk

LÆS OGSÅ: Rejse - Byt bolig med en familie i New York