Rikke H'ørlykke Klavs Bruun Jørgensen ALT for damerne Interview scroll-down
Foto: Les Kaner Rikke Hørlykke og Klavs Bruun Jørgensen har været sammen i 26 år.

Rikke Hørlykke om at fremtidssikre kærligheden: ”Jeg tror, jeg har knækket koden”

Håndbold har spillet en hovedrolle i Rikke Hørlykke og Klavs Bruun Jørgensens 26 år lange parforhold, men når de kigger tilbage for at fortælle deres kærlighedshistorie fra begyndelsen, var der en enkelt gang, hvor jalousien fyldte mere end håndbolden, og Klavs ændrede sine karriereplaner for ikke at miste sin kone.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Rikke Hørlykke og Klavs Bruun Jørgensen, som har dannet par siden 1995, har noget meget forskelligt med hjemmefra i forhold til kærlighed og parforhold. Rikke voksede op stort set uden at kende sin biologiske far og lærte i stedet at navigere i en stor sammenbragt familie med sin mor, stedfar og fem halv- og bonussøskende. Klavs, derimod, kommer fra en helt sammentømret håndboldfamilie med en mor og far, der mødte hinanden gennem sporten, og to ældre søskende, der begge har spillet på landsholdet.    

Klavs: "Mine forældre er stadigvæk sammen. Vi har været en del af et sommerhuskollektiv siden 1975, hvor de tre andre familier, der er med, også stadig er sammen. Så mit billede af kærlighed har altid været, at når man først er sammen, jamen så er man en familie. Min far har altid være meget, meget kærlig, og min storebror og jeg har grinet lidt af, at både han og jeg har arvet hans libido. Min far har nærmest aldrig kunnet lade min mor være, og sådan er det den dag i dag, selvom han er 75 år. Han kan stadig sidde og kigge på hende og sige, at hun er den skønneste kvinde i hele verden."

Og sådan har du det også med Rikke?

Klavs: "Ja. Det er noget med lige at nappe Rikke lidt i numsen i løbet af dagen og generelt røre meget."

Hvordan er det at være genstand for den stærke libido, Rikke?

Rikke: "Ja, altså … hvorfor skulle du sige det, Klavs?"

Hun griner højt.  

Klavs: "Fordi vi jo sidder her for at tale om vores syn på kærlighed, og det handler også om at røre og være kærlige."

Rikke: "Ja, ja..."

Hun griner igen og vrider sig lidt på havebænken.   

Rikke: "Det er nok en meget god modsætning til det, jeg kan finde ud af... eller... jeg kommer jo fra..."

Nej, jeg spurgte, hvordan det er at være genstand for Klavs’ libido?

Rikke: "Ja, det er rigtigt. Jamen altså, det er jo dejligt, at der er en, der sætter pris på mig på alle måder, og som synes, at jeg er dejlig, lige meget om jeg har morgenhår og mormorunderbukser på. Det er en følelse af ubetinget kærlighed, når det ikke betyder noget, hvordan jeg ser ud, eller at jeg måske ikke altid lige gør, som Klavs godt kunne tænke sig. At jeg bliver elsket for den, jeg er, og ikke fordi jeg gør noget bestemt, er noget af det, jeg sætter allermest pris på i vores forhold."

Rikke og Klavs' kærlighedshistorie udspringer af en stor fælles interesse. Håndbold. De har spillet på eliteniveau i mange år, og de har begge været på landsholdet. Klavs har senere været træner for kvindelandsholdet i fem år, og i dag er han håndboldkommentator for TV2.

Rikke skød håndbolden i mål for sidste gang, da hun blev gravid med deres søn, Aksel, og i dag er hun selvstændig personlig træner og coach. De mødte hinanden rigtigt, da Rikke var 18 og Klavs var 20 år, men et år før havde de også mødt hinanden. Det kan Rikke ikke huske, men det kan Klavs.  

Klavs: "En af mine håndboldkammerater gik i klasse med Rikke på gymnasiet, og han havde inviteret Rikke og hendes veninde med til en fest. Han havde fortalt, at hende Rikke var lidt sød, så vi var alle spændte på at se hende. På det tidspunkt gik jeg i halvslidt tøj, havde ørering..."

Rikke: "Og blåt hår..."

Klavs: "Nej, det havde jeg ikke lige der..."

Rikke: "Og røg lidt hash..."

Klavs: "Shhh, og så kom Rikke i lang kjole og en ternet blazerjakke."

Rikke: "Tænk, at du kan huske, hvad jeg havde på!"

Hun ser helt glad ud.

Klavs: "Og så var der håret. Hun havde det der helt fantastiske øgenavn: Rikke Hårlak. For det hvide hår var bare kørt helt op her foran. Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, hold da op, hvor er de pæne i tøjet, de to piger. De var meget forskellige fra mig, men jeg syntes jo alligevel, at Rikke var meget køn."

Rikke: "Køn?"

Klavs: "Smuk."

Rikke: "Det er sjovt at høre, ha ha."

Klavs: "Jeg var ikke specielt veltalende dengang, og jeg havde svært ved bare at være galant og sød, så jeg fik sagt alle mulige tåbelige ting. Det er derfor, at det er heldigt, at Rikke ikke kan huske vores første møde."

Rikke: "Men du syntes bare, at jeg var sådan en poptøs?"

Klavs: "Ja, det tror jeg. Jeg syntes, at du var lidt spændende, men også forfærdelig. Året efter flyttede Rikke håndboldklub fra Værløse til Virum, hvor jeg spillede, og så gik der ikke ret lang tid, før jeg for alvor lagde mærke til hende. Hun var dygtig til håndbold og godt skåret i træningstøj."

Rikke og Klavs trænede tit lige efter hinanden i hallen, men hun vidste ikke, hvem han var. Det, mener hun selv, var ret chokerende for Klavs at finde ud af, for han og hans søskende var nogle af stjernerne i klubben, og Klavs’ forældre var også dybt involveret i håndbold og i klubben. Både dame- og herrespillerne hang tit ud på Park og på Jazzhouse i København. Klavs og Rikke begyndte at snakke lidt sammen i hallen, og Klavs mener bestemt, at Rikke tit sad og kiggede på ham, når han spillede. Det er hun ikke helt sikker på...

Klavs: "Men det gjorde hun, der var øjenkontakt på afstand. Og jeg begyndte at tænke, at det kan sgu godt være, at der en chance der alligevel. En dag fik jeg spurgt Rikke, om hun kom på Jazzhouse om lørdagen, og om vi skulle ses derinde. Det kunne vi godt, sagde hun. Og det har Rikke nok ikke tænkt synderligt over, men jeg så det klart som en aftale. Ikke en date, men noget derhenaf."

Rikke: "Det er dejligt at høre, kan jeg mærke. Jeg bliver helt glad."

Klavs: "Inden Jazzhouse havde jeg været til en anden fest, hvor jeg var blevet ret fuld og også lidt skæv, for jeg røg lidt pot og hash dengang. Men pludselig kom jeg i tanke om, at jeg skulle møde Rikke på Jazzhouse, og skyndte mig derind. Og så havde Rikke sådan en meget, meget lille Calvin Klein-kjole på, hvor man nærmest kunne se hele vejen op."

Rikke: "Aiiii!"

Klavs: "Den var ALT for kort, den kjole. Så jeg gik rundt bag ved hende for at skjule, hvad der skulle skjules."

Om Klavs og Rikke

Klavs Bruun Jørgensen

  • Født i 1974.
  • Håndboldekspert på TV 2.
  • Tidligere professionel håndboldspiller.
  • Spillede fra 1994 til 2009 på herrelandsholdet.
  • Fra 2015-2020 træner for kvindelandsholdet. 

 

Rikke Hørlykke

  • Født i 1976.
  • Selvstændig med firmaerne Hørlykke Performance, hvor hun tilbyder personlig træning, og Hørlykke Performance Online, hvor hun tilbyder online coaching og snart en shop med sine favoritter indenfor sundhed, livsstil og træning.
  • Tidligere professionel håndboldspiller. Vandt EM-guld med kvindelandsholdet i 2002, OL-guld i 2004 samt Champions League og DM-guld i 2005.
  • Har arbejdet i reklamebranchen og medvirket i tv-programmer som Vild med dans, Korpset
    og Morgentræning.

 

Sammen har Rikke og Klavs børnene Aksel på 14 år og Karla på 11 år.

Rikke griner højt.

Rikke: "Du kunne ikke rumme det?"

Klavs: "Nej, jeg syntes, det var for meget. Og det var også fordi, at der havde jeg besluttet mig for, at du skulle være min."

Klavs tilbød Rikke, at hun kunne tage med ham hjem samme aften, så hun ikke behøvede at tage helt hjem til Værløse, men det afslog hun behændigt. Hun var lige kommet ud af et tre år langt forhold og havde mest fokus på at bide sig fast på det nye damehold. Efter nogle dage ringede Klavs imidlertid til Rikke. Han havde fundet hendes nummer i sin mors arkivsystem for håndboldklubben. De snakkede lidt, og stor var Rikkes overraskelse, da Klavs gav hende et stort kram og et kys på kinden, da de mødtes i hallen et par dage efter.

Rikke: "Okay, er vi nu SÅ gode venner, tænkte jeg. Jeg syntes, at han var meget sød, selvom han var meget anderledes end det, jeg kom fra. Jeg kunne godt lide den der rebelskhed, og at han var så uspoleret. Flabet. Det gjorde det lidt frækt. Jeg tænkte ikke, at vi skulle have et forhold, men der var Klavs lidt længere fremme i sit hoved. Da dame- og herreholdet noget tid efter skulle dele en bus til GOG på Fyn, satte jeg mig på et sæde for mig selv, fordi jeg ikke rigtigt var veninde med nogen på dameholdet endnu. Men så rejste Klavs sig fra sin plads og kom hen og satte sig ved siden af mig. Og tog min hånd sådan her."

Hun tager Klavs i hånden og fletter fingre med ham.

Rikke: "Og sådan sad vi så hele vejen til GOG, mens jeg tænkte: Neeej, hvad er nu det – er vi nu på holde-hånd-stadiet?! Mens Klavs' mor, der var med i bussen som holdleder, sad og råbte: "HVAD er det, der sker derovre? Hvad er det, min yngste laver?" Jeg blev så flov på Klavs’ vegne. Men samtidig tænkte jeg, nå, fuck it, jeg giver det et skud."

Efter kampene i GOG kyssede Rikke og Klavs lidt uden for hallen. Meget lidt, understreger Rikke. Men nok til, at Klavs efter halvanden måned flyttede ind hos Rikkes forældre. Så skulle han ikke betale for den dyre varme i sin og brorens lejlighed, og der var mad på bordet, fortæller hun grinende.

Rikke: "Så gik der et halvt års tid, og en-to-tre fik vi en lejlighed sammen i Virum."

Hvad var det, der gjorde, at I begge to tænkte okay, det er bare ham/hende?

Klavs: "Jeg aner det ikke. Til at starte med tænkte jeg nok bare "hende der skal jeg i kanen med". Men da det så først var sket, tænkte jeg bare..."

Rikke: "Du sagde ret hurtigt: Du skal være mor til mine børn."

Klavs: "Ja, det var sådan, det skulle være."

Du var jo meget ung, Rikke, tænkte du også, at Klavs skulle være far til dine børn?

Rikke: "Aj... det ved jeg ikke. Men jeg var meget moden af min alder, fordi jeg var elitesportsudøver. Når man er det, tager man mange valg, der er mærkelige i forhold til, hvad andre gør. Jeg var vant til at klare mig selv, og jeg var ikke bekymret for det. Jeg havde heller ikke behov for at komme ud og prøve en masse andet, for jeg var så glad for det, jeg var i. Det betød også meget, at Klavs og jeg delte så stor en interesse. Det er en livsstil at være professionel håndboldspiller. Vi spillede tre sæsoner i Virum sammen, og der voksede vores forhold. I 1998 flyttede vi til Tyskland for at spille, hvilket gav et kæmpe fundament. Pludselig var der ikke familie eller venner omkring os, så der skulle vi bare ha’ hinandens ryg."

Hvad var det, I for alvor faldt for hver især?

Rikke: "Jeg kunne mærke, at ham her kan jeg sgu regne med. Der var ikke alle mulige andre hensigter. Jeg behøvede ikke altid se perfekt ud, og jeg kunne være den drengepige, som jeg en gang imellem også er. Det var der plads til. Jeg er selv sådan en, der ikke måler folk på, om de har penge eller er på den rigtige måde, og jeg kan godt mærke, om folk vitterlig synes, at jeg er en fed person, eller om de bare står og spiller en plade af, fordi de gerne vil bruge mig til et eller andet. Det var den følelse, der ramte os begge to, at okay, vi vil sgu det samme her i livet, og der er rum til, at vi er så forskellige, som vi er."

Klavs: "Først og fremmest tror jeg bare, at jeg slappede rigtig godt af i Rikkes selskab. Og det havde jeg ikke rigtig oplevet før. Tidligere havde jeg kun haft kærester i en måned eller tre – og så ud af vagten. Med Rikke var der en anden ro. Vi kunne godt nøjes med bare at ligge sammen og ikke sige noget. Jeg kan sagtens snakke og være selskabelig, men jeg har også meget brug for, at der bare er ro. Rikke gav mig en fornemmelse af, at her kan jeg trække vejret."

Et er, at man falder for hende den søde eller ham den trygge. Men hvordan får man forholdet til at vare ved i – indtil videre – 26 år? I Rikke og Klavs’ tilfælde er den fælles interesse for håndbold en stor del af forklaringen, og så er de gode til at give hinanden plads.

Klavs: "Der er ingen tvivl om, at det har betydet meget, at vi har en stor forståelse for, hvad den anden har gået igennem som elitehåndboldspiller. Det har ikke altid været nemt at få det hele til at passe sammen, men vi har altid fundet muligheder og løsninger."

I har været meget væk fra hinanden i forbindelse med træningslejre og turneringer gennem årene?

Rikke: "Ja, og det er nok også en af årsagerne til, at vi holder i dag, ha ha. Man lærer jo at savne på en anden måde, og man sætter mere pris på hinanden, når man så endelig er hjemme, i forhold til hvis man har gået og gnedet lår hver evig eneste dag."

Rikke: "Jeg sætter stadig mere pris på at komme hjem, når jeg har været ude og hente noget energi og lave nogle sjove ting. Hvis jeg gik op og ned ad Klavs herhjemme hver eneste dag, ville han også få spasmer af alle de ting, jeg synes, han skal gøre hele tiden. Vi har en gensidig forståelse for, at der er noget, vi er dedikerede omkring. Jeg har altid vidst, at når Klavs var væk, så var det ikke fordi, han valgte mig fra. Det var fordi, han valgte noget andet til, som også var vigtigt for ham. Sådan er det, hvis man gerne vil op på det høje niveau som professionel. Og den samme forståelse har Klavs haft for det, jeg har lavet. På den måde har der ikke været en ubalance i vores forhold, hvor den ene bare sidder hjemme og venter på den anden."

På hvilke punkter er I forskellige?

Rikke: "Jeg er meget mere ekstrovert end Klavs, og jeg kommer hjem og har alt muligt på hjerte. Det er faktisk først gennem de senere år, at jeg har fundet ud af, at okay, Klavs skal faktisk ikke rigtig be’ om alt det, jeg gerne vil hive ham med til. Før i tiden kunne jeg godt tænke, nå, gider han ikke lære mine venner at kende? Eller hvorfor gider han ikke det samme, som jeg synes er rigtig sjovt? Nu ved jeg, at Klavs henter energi i alenetid og skal bruge rigtig mange kræfter på sociale arrangementer, han ikke selv har valgt. Omvendt har Klavs lært, at det ikke nytter noget at bede mig om at ligge i en sofa og se film hele tiden. Så bliver vi bare uvenner."

Hvordan har du så haft det, Klavs, når du som landsholdsspiller og senere landstræner har været nødt til at være meget på?

Klavs: "Jeg bryder mig ikke sindssygt meget om at skulle snakke med alle mulige mennesker hele tiden og blive konfronteret i Netto. Men når jeg bliver det, så opfører jeg mig ordentligt og er imødekommende, men det kræver energi. Og så er der nogle, der spørger, hvorfor jeg så har valgt at være kommentator på tv? Det er jo fordi, jeg godt lide at snakke om håndbold, men jeg kan godt have det lidt stramt med alt det, der følger med af offentlighed. Samtidig ved jeg, at det er en del af jobbet, og har affundet mig med det."

Ingen går gennem et langt parforhold uden nedture og kriser.

Rikke og Klavs har for nylig været igennem en udfordrende periode, fordi Klavs i januar 2020 "efter gensidig forståelse" stoppede som landstræner for kvindelandsholdet efter fem år på posten. Hvis han ikke var blevet fyret, var han gået selv, siger han, og først var han lettet over at skulle noget andet. Men så ramte corona, alt lukkede ned, og det var ikke bare lige sådan at finde et nyt trænerjob. I begyndelsen nød han at cykle en masse med sine kammerater, men da efteråret og håndboldsæsonen kom nærmere, var det ikke længere så sjovt.

Klavs: "Der blev det stramt. For så havde jeg pludselig ikke noget, og hvem var jeg egentlig, hvis jeg ikke var træner? Der blev jeg sgu lidt deprimeret og syntes, at det var svært."

Klavs: "Rikke har altid haft en handlingsorienteret tilgang til livet, og hun havde masser af idéer til, hvad jeg så kunne lave. Hun sagde flere gange: "Så kan du jo bare..." Og er der noget, jeg hader, så er det det, for der er ikke noget, der er sådan "bare". I hvert fald ikke for mig. Jeg synes altid, at ting kræver arbejde. Og det, jeg allerhelst ville, var at være træner, og det havde pludselig lange udsigter. Heldigvis har Rikke alligevel igennem årene lært, at "bare" ikke er et ord, der skal bruges ALT for meget over for mig, og hun kunne godt fornemme, at det på det tidspunkt var vigtigt, at de krav, der blev stillet til, hvad jeg "bare" skulle gøre, ikke var alt for voldsomme."

Så du følte, at Rikke bakkede dig op?

Klavs: "Ja, det har jeg aldrig været i tvivl om. Og det positive var også, at børnene var hjemme, og at jeg skulle agere skolelærer en del af tiden. Det var superfedt at have den tid med dem og samtidig selv ”gå i skole”, for skole er ikke noget, jeg har brugt sindssygt meget tid på. Så jeg lærte også noget og var samtidig aktiveret i dagtimerne."

Hvad betød den periode for jeres forhold?

Klavs: "Jeg synes, at det har styrket forholdet. Det, at Rikke godt kunne se, at hun skulle være mere rolig omkring, hvad jeg skulle og ikke skulle, er faktisk noget, der har betydet rigtig meget for mig. At hun godt kunne se, at hun ikke skulle prøve at presse mig ud i alt muligt."

Rikke: "Jeg er jo sådan en handletosse. Jeg har ikke altid løsningen, men så prøver jeg at handle lidt, reflektere lidt og så handle lidt en anden vej. Jeg er meget praktisk orienteret. Klavs er mere eftertænksom. Sådan nogle forskelligheder skal man være opmærksom på i et forhold, for ellers kommer man let til at overskride den andens grænser. Men jeg kommer stadig til det med Klavs. Fordi jeg er for ivrig på hans vegne."

Men i dag du kan mærke, når det sker?

Rikke: "Ja, det kan jeg i den grad. Men det er vigtigt at sige, at jeg jo gør det af kærlighed."

Rikke: "Fordi jeg ikke kan holde ud at se på, at Klavs er ulykkelig, og at han er et sted, hvor han famler. Jeg har kun lyst til at redde ham. Men jeg skal indse, at jeg ikke kan fikse det for ham."

Klavs: "Omvendt kan jeg somme tider komme til at ville fikse Rikke på det følelsesmæssige område. Jeg kan godt se, når hun er ved at kaste sig ud i noget, der måske ikke er godt for hende, eller at hun har så travlt, at hele lortet er ved at smelte sammen. Så det er på forskellige områder, vi kan være efter hinanden."

Er du bedre end Rikke til at snakke om følelser?

Klavs: "Ja, det tror jeg bestemt."

Rikke sprutter over af grin.  

Klavs: "Rikke bliver meget formel, når hun skal snakke følelser, som nu for eksempel i et interview om kærlighed. Og selvom jeg grundlæggende ikke bryder mig om interviews, så er jeg bedre til at slappe af i det og bare sige det, jeg tænker. Jeg tror, at jeg har været lidt mere i kontakt med det, der ligger allerinderst, og er mere afslappet omkring at vise det, end Rikke er."

Rikke: "Jeg føler ikke, at jeg skjuler noget. Men jeg tænker ikke så meget over den slags ting. Jeg er meget i nuet og er faktisk ret glad hver dag. Jeg elsker mit nuværende arbejde, hvor jeg kan flytte folk træningsmæssigt hver eneste dag, og den energi skal man ikke underkende. Klavs kan godt have en tendens til at sige, at jeg skal gøre noget godt for mig selv, men det fylder ikke for mig. Jeg vågner ikke op og tænker, aj, nu skal jeg også have gjort noget ved et eller andet. Jeg venter, til det fylder nok."

Klavs: "Og det er det, der kan være problemet. For meget arbejde og alt muligt kan pludselig fylde rigtig meget, så jeg prøver at få Rikke til at tage det opløbet."

Ud over at arbejde meget kaster Rikke sig også glad og gerne over et hav af udfordringer. Hun har medvirket i bl.a. Vild med dans, Fangerne på Fortet, Morgentræning og senest i Korpset på TV2. Her var hun en af de tre, der gennemførte hele det benhårde program, der skal vise, hvad der skal til for at blive elitesoldat. At være så meget "på" medfører naturligt en del opmærksomhed, og netop opmærksomhed har i perioder givet udfordringer i parforholdet.

Rikke: "Der har da været perioder, hvor vi måske har glemt at gøre os umage over for hinanden og er blevet drevet i andre retninger. Jalousi fyldte meget i starten af vores forhold. Bare tanken om, at Klavs var sammen en anden..."

Fyldte det for jer begge to?

Klavs: "Ja, det gjorde det."

Rikke: "Det er kommet og gået undervejs i forholdet, men jeg synes ikke, jeg har haft det sådan i lang tid."

Hvordan har I håndteret det, når I var bange for, at den anden var på vej ud af et sidespor?

Klavs: "Så har man taget en beslutning om at gøre noget andet. Jeg var på vej til Kiel for at spille på et tidspunkt, men det droppede jeg, fordi jeg tænkte, at hvis jeg gør det, så er det ikke sikkert, at jeg har Rikke resten af livet."

Var det drevet af jalousi?

Klavs: "Ja, det var det."

Rikke: "Vi har haft perioder, hvor den ene har været i vælten med meget opmærksomhed, og i andre perioder har det været den anden."

Klavs: "Og det er det, der kan spille en et puds en gang imellem. Når der er meget opmærksomhed. Og sådan har det jo været igennem hele vores samliv. Nu er vi blevet så gamle efterhånden, at vi er ved at være vant til det, og det er også derfor, at jeg har det fint med, at Rikke er med i alle de her ting. Jeg ved godt, at der følger opmærksomhed med."

Og det er fint for dig, at hun deltager i tv-programmer og den slags?

Klavs: "Ja, bare jeg ikke skal være en del af det, ha ha."

Meget apropos opmærksomhed var der lige før interviewet ankommet en pakke til Rikke. En lille brugt Blommer i Madeira-æske helt pakket ind i tape og med Rikkes navn og adresse på en påklistret adresseseddel. Pakken blev åbnet under stor opmærksomhed og med masser af grin, for hvad var der dog i den lille kasse. Noget frækt? Noget ulækkert? Var det fra en stalker? Indholdet viste sig at være tre keyhangers med nøgleringe udformet som guldmedaljer til de tre "vindere" af Korpset. Intet medfølgende brev. Ingen forklaring. Bare en pakke ud af det blå fra – må man formode – en fan.

Hvad tænkte du om den pakke, Klavs?

Klavs: "Lige der tænkte jeg, åh nej, en eller anden tosse... Men det er ikke sådan, at jeg bliver nervøs."

Rikke: "Nej, det er vi langt forbi. Men da vi var yngre, var det klart noget, der spillede et puds en gang imellem. Så blev det sådan du-skal-satme-ikke-kigge-på-andre-end-mig-agtigt. Men det lærer man at håndtere undervejs. Jo mere man lærer hinanden at kende, jo mere tillid opbygger man. Jeg har da prøvet at stå og tænke, at der var en eller anden, der så godt ud eller var dygtig til noget, og at det var lidt fascinerende. Og jeg ville da også være blåøjet, hvis jeg troede, at Klavs aldrig havde kigget på et par andre bryster eller en anden numse end min. Men jeg er i hvert fald altid nået frem til, at dem, jeg har kigget på, aldrig har nået Klavs til sokkeholderne. Og den konklusion kommer jeg stadig frem til. Det er overhovedet ikke det værd."

Har I begge to fået stalkerhenvendelser gennem tiden?

Rikke: "ORK ja!"

Klavs: "Jeg har ikke fået i nærheden af, hvad Rikke har."

Rikke: "Jeg ignorerer det bare, nå, nå. Og jeg viser det til Klavs, hvis det er noget sjovt eller mærkeligt. Jeg tænker faktisk ikke ret meget over køn i forhold til alt det, jeg laver. F.eks. besteg jeg Kilimanjaro med fem-seks mænd. Nogle træningsmakkere. Der var flere, der sagde, okay, tager du afsted med seks mænd på et bjerg? Øh ja, fordi vi alle synes, at det er sjovt at gå den tur og stå på toppen. Jeg tænkte seriøst ikke over det. Andre gange har folk omvendt spurgt mig, hvordan det er at være gift med en mand, som ligger i træningslejr med kvindelandsholdet, og hvor alle vil gøre hvad som helst for at være den, der starter inde? Så har jeg haft det sådan: GUD! Det har jeg slet ikke tænkt over."

Klavs: "Helt ærligt, det sker jo ikke..."

Rikke: "Nej, det siger du jo, ha ha, men når folk konfronterer mig med det, så har jeg da tænkt over det. Men egentlig gider jeg ikke tænke over det eller vide noget om det. Det var mere, da jeg var yngre. Der kunne jeg skabe alle mulige billeder inde i mit hoved. Det har jeg parkeret. Jeg kan alligevel ikke ændre på tingene. Og jeg må indrømme, at jeg nok tænker: Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af. Og sådan har du det også, ikke Klavs?"

Klavs: "Det er blevet bedre."

Rikke og Klavs er statistisk set midt i livet, og de har begge gjort sig nogle tanker om, hvordan man bliver gamle sammen uden at tabe gnisten.

Rikke: "Når jeg har oplevet andre par, der pludselig går fra hinanden i 50’erne, har jeg tænkt over, at det er vigtigt, at man bliver ved med at have noget sammen, når børnene flytter hjemmefra, og man ikke længere har den fællesnævner i dagligdagen. Det er bl.a. derfor, at jeg somme tider skubber lidt til Klavs, for jeg ved, hvor meget godt det gør for mig at være aktiv hver dag. Jeg kunne så godt tænke mig, at vi om ti år havde nogle interesser, vi delte. Det kunne være, at jeg skulle med Klavs ud og cykle, eller vi gik lange ture med hunden. Det er så vigtigt, at man ikke ryger alt for meget væk fra hinanden. For så kommer man ud af balance, ligesom vi har oplevet det i det seneste år efter, at Klavs stoppede som træner. Men jeg tror, at jeg har knækket koden. Det handler om, at vi hele tiden bliver nødt til at kommunikere, hvor vi hver især er, og hvad vi synes er fedt. Hvis vi stopper den snak, ender vi med at have to forskellige billeder af verden, og så bliver det svært at mødes og have en alderdom sammen."

Klavs: "Jeg tror faktisk, at vores børn og deres idræt kommer til at fylde, og jeg tror, at det vil være en ting, vi er sammen om. Jeg kan jo se på mine forældre, at det, at de er taget ud og har set håndbold sammen, har fyldt meget i deres forhold. Og så aner jeg jo i øvrigt ikke, hvor jeg selv lander. Det kan være, at vi på et tidspunkt sidder i Tyskland eller Frankrig, fordi jeg har fået et trænerjob der, og så skal vi igen til at finde ud af, hvordan man strikker en hverdag sammen i et andet land. Vi må se, hvad der sker. I hvert fald tænker jeg, at der er så mange ting, der stadig skal prøves, at jeg ikke er nervøs for vores fremtid sammen."

Ny serie: Summer of love

"Hvordan mødte I egentlig hinanden?"

Stil det spørgsmål til ethvert par, og du er sikker på at få en anekdote igen. Så det gør journalist Marie-Louise Truelsen i denne sommer og lader kendte danskere fortælle de historier, der binder dem sammen som par.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed og Parforhold
Tilbage til toppen