Rützou: "Det har været forløsende at stoppe firmaet"

- Jeg har det bedre, end jeg har haft det i mange år. Jeg har fået plads til at få skuldrene lidt ned. Det er ikke en optimal sund levevis at arbejde så meget, som jeg har gjort i mange år. Jeg har ikke ligefrem glædet mig til at svinge benene ud over sengekanten om morgenen. Jeg har altid haft spassertravlt. Jeg kan ikke huske, at jeg ikke har haft det. Sådan er det at lave det, jeg har gjort. Der har været mange privilegier, men også mange afsavn. De gange, det er gået allerhurtigst, har jeg faktisk dagdrømt om den tilværelse, jeg har lige nu. For tiden fokuserer jeg på fordybelse. Jeg er i gang med at prøve at finde ud af, hvem jeg er nu. Jeg har en sjælden platform til at redefinere, hvad jeg vil lave, og hvordan jeg vil prioritere. Jeg ser det ret holistisk. Jeg har altid haft et liv, hvor det, jeg laver, er en forlængelse af mig selv. Jeg ser ikke mig selv som en, der har et arbejde og er en privatperson ved siden af. Det er ikke et job. Det er noget, man er. Det er nok ret kendetegnende for at være kreativ.

- Jeg er en del af en generation, som er opdraget til at klemme balderne sammen. På den måde har det været ret forløsende for mig at stoppe mit firma. Men det er ikke noget, jeg har gået og drømt om skulle ske. I perioder, hvor jeg har syntes, at det gik den forkerte vej, har jeg tænkt: “Gid fanden havde det,” men kun i glimt. Det er jo ikke bare en leg, og man skal hænge i, så længe man kan. Jeg har mange gange tænkt på, hvad jeg skulle, hvis vi lukkede. Uvisheden har stået som et hult alternativ. Det har vist sig at være en gave for mig at få denne mulighed på et tidspunkt i livet, hvor jeg stadigvæk har en del saft og kraft i mig. Samtidig føler jeg, at jeg har udrettet og udlevet så meget, at jeg kan tage en pause som denne med en vis ro. Der er ikke noget, jeg har travlt med at bevise. Det går mere indad. Jeg er blevet ret karrig med, hvad jeg skal. Det er ikke sådan, at jeg ikke beskæftiger mig med det. Jeg er bare ikke stresset omkring det.

- Jeg føler mig privilegeret over, at jeg gennem alle årene har haft mulighed for at have et personligt formsprog, som har sagt tilpas mange mennesker noget. Jeg behøver ikke sidde her ret længe (på en café ved Søerne i København, red.), før der kommer en kvinde gående i noget, jeg har lavet. Det er nok det, der gør mig mest stolt. At mine tanker på et eller andet tidspunkt har udmøntet sig i noget, som folk har taget til sig. Det er en cyklus, der giver mening for mig. Hverdagen lige nu og her siger mig mere, end at jeg engang har set en stor filmstjerne i en kjole, jeg har lavet. Det betyder selvfølgelig også noget, men det står ikke lige så højt på barometeret.

- Jeg har ikke tænkt voldsomt meget over andre folks meninger om, hvad jeg har lavet. Men det var frustrerende at føle, at jeg efter en længere periode, hvor jeg bevidst havde ændret mit formsprog til et mere enkelt, stadig ofte skulle møde fordomme, om hvad jeg lavede, fra folk, der ikke havde sat sig ind i det. At jeg fik at vide, at jeg stadigvæk var enormt boho med pailletter over det hele og lag-på-lag, og hvad ved jeg. Jeg vil gerne indrømme, at det gik mig på. Det var frustrerende, fordi det var ude af mit råderum. Det føltes som at slå i en dyne.

- Det har været en personlig sejr at få to børn uden barsel i en branche, hvor de to ting synes uforenelige. Jeg udviklede en teknik, hvor jeg kunne tegne, mens jeg ammede. Ofte sætter man sig nok nogle lidt idealistiske mål omkring at være gode forældre. Jeg tror ikke nødvendigvis, at børn bliver lykkeligere af at få en hjemmebagt kagemand med i børnehaven på deres fødselsdag. Det gjorde jeg op med på et tidspunkt. Jeg kunne simpelthen ikke være Super Carla med det job, jeg havde. Til gengæld tror jeg på at have børnene med i alt. De var hjemmevante i min virksomhed og dryssede rundt backstage til mine modeshows. Hvis man har den nærhed, kan man stadigvæk godt arbejde sent, fordi de er med i det. Men jeg kan også mærke, at der er en stor tilfredsstillelse i, at jeg i dag kan drikke te med dem klokken tre om eftermiddagen. Det er en ret eksotisk oplevelse for mig.

- Jeg synes, det er dejligt at være i 40’erne. Jeg kunne bare godt tænke mig at have en pauseknap. Det bedste ved min alder er, at jeg endnu ikke føler mig vissen som kvinde. Jeg hviler mere i mig selv, end jeg gjorde, da jeg var 20. Det uheldige, der sker qua tyngdeloven, går mig da på i et vist omfang – alt andet ville være løgn at påstå – men det fylder gudskelov ikke så meget for mig. Jeg føler, at jeg er så meget andet end det, man kan se. Jeg er forfængelig, men jeg er også ret god til at glemme det. Når jeg mødte op med mascara på arbejdet, spurgte mine medarbejdere, om det var, fordi jeg skulle fotograferes. Det tangerer da det skræmmende, at man er kommet i reparationsalderen, og at det, man gerne vil af med, sidder lidt mere uhjælpeligt fast. Men på den anden side kunne det være værre.

- Den næste tid skal bruges på at prøve nogle forskellige ting af. I virkeligheden går jeg nok og venter på, at jeg begynder at kede mig. Det plejer at være sådan, en forandring indfinder sig hos mig. Når jeg bliver rastløs. Jeg tror, jeg har gjort vold på min kreativitet ved at presse mig så hårdt hele tiden. Jeg nyder, at jeg ikke partout skal levere varen. Jeg er nok bare lidt legesyg, fordi jeg så sjældent har haft tid til at være det. Det er en stor luksus. Jeg er klar over, at der er en foranliggende risiko for, at det kan komme til at føles som et tomrum. Men det tror jeg er motiverende. Tænk, hvad der kan komme ud af det.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt interview med dansk hovedrolle i 'The Model'

LÆS OGSÅ: Helle Thorning: Folk har svært ved at forstå vores ægteskab

LÆS OGSÅ: 10 ting, du skal vide om mindfulness