Drømmerejse
SPONSORERET indhold

11 tips fra Luksusfældens eksperter: Sådan får du råd til det, du drømmer om

Er en direktørløn nødvendig for at få råd til en designertaske, en lækker bil eller en rejse til Bali? Svaret er nej, men forklaringen er knap så simpel. Her får du eksperternes bedste råd.

Af:: Michala Rosendahl
15. nov. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

1 Bliv bevidst
Hvis du drømmer om at rejse mere, bliver du nødt til at spare et andet sted. Tænk over, hvad der er vigtigt for dig at have råd til, og hvad du kan leve med at undvære.

2 Lav et budget
Hvis du bruger penge uden at have et budget, risikerer du at stå sidst på måneden med en følelse af ikke at ane, hvor dine penge er forsvundet hen. Gennemgå dine indkomster og udgifter, lav et realistisk budget, og gem dine boner, så du kan se, om du holder dig inden for rammerne.

3 Opret en opsparings-konto
Det kan være svært at lade være med at bruge penge – især hvis du bare kan svinge dankortet. Hvis du virkelig ­ønsker at spare penge op, kan det derfor være en fordel at oprette en opsparingskonto og sætte en spærring på, så du ikke kommer til at bruge de opsparede penge på dagligdagsting og impulskøb.

4 Vær opmærksom på de små beløb
Det kan godt være, at budgettet ­ikke vælter, hvis du køber en caffe latte på vej til arbejde, men hvis du gør det hver dag, så løber det op. De små beløb er farlige, fordi folk ofte glemmer, at de faktisk bruger penge, så vær opmærksom, og husk, at hver en krone tæller.

5 Drop impulskøb
Det er farligt at lade sig friste, for det er ofte impulskøbene, der smadrer hele budgettet. Øv dig i at tænke dig om en ekstra gang, inden du køber noget, og gå hjem og overvej, om du egentlig har brug for det. Hvis du slet ikke kan ­leve uden, så undersøg markedet – måske kan du finde produktet billigere et ­andet sted.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

6 Lav en madplan
Ved at lave en madplan undgår du madspil, og derved sparer du penge. Desuden er det en fordel at handle stort ind med en indkøbsliste i hånden en gang om ugen fremfor at handle sporadisk ind på vej hjem fra arbejde. På den måde mindsker du nemlig antallet af situationer, hvor du kan blive fristet til at købe alt muligt andet end netop det, du mangler. Se ugens madplan på ALT.dk lige her 

7 Gennemgå abonnementer
Mange mennesker har alle mulige abonnementer kørende, og det er en god ide at stoppe op og spørge dig selv: "Behøver jeg virkelig at have den store tv-pakke, når jeg også betaler for Netflix og HBO?"

8 Undersøg banklån og forsikringer
Brug lidt tid på at undersøge mulighederne, og hent tilbud ind fra forskellige firmaer og banker. Måske kan det betale sig at omlægge dit lån, og måske kan du få en billigere forsikring.

9 Spar på el og vand
Der er masser af penge at spare, hvis du bliver bevidst om dit vand- og elforbrug, og de fleste kan sagtens skrue lidt ned uden at bemærke det. Sørg for eksempel for at slukke dine elektriske apparater i stedet for at lade dem stå standby.

10 Køb brugt og sælg videre
Loppemarkeder, Trendsales og DBA. Der er masser af muligheder for at købe brugte ting, og det kan spare dig for mange penge. Samtidig kan du rydde op i klædeskabet, på loftet og i kælderen og tjene en ekstra skilling ved at sælge dine gamle ting videre.

11 Prut om prisen
Danskerne er dårlige til det, men det er bestemt værd at forsøge. Selvfølgelig vil en kassedame nok kigge underligt på dig, hvis du forsøger at prutte om prisen på en liter letmælk, men hvis du handler i mindre butikker, kan det ofte betale sig at være lidt fræk og bede om et godt tilbud.

Kilde: Civiløkonom og tidligere vært på "Luksusfælden" Gustav Juul og økonomisk rådgiver og vært på "Luksusfælden" Kenneth Hansen.

LÆS OGSÅ: “Jeg kigger med hovedrysten på dele af ungdommen, når det handler om økonomi”

LÆS OGSÅ: Malene og Lasse skal bo på 15m2: “Vi får en husleje på maks. 1.500 kr”

LÆS OGSÅ: 3 simple men effektive tips mod din pengepungs Bermuda-trekant