Signe Egholm

Foto: Trine Bukh "Det føltes vidunderligt at finde andre som mig," husker Signe Egholm Olsen.

Signe Egholm Olsen: "Det var først og fremmest en enorm kærlighed på en måde, jeg aldrig havde oplevet før"

Hvert årti har sin fortælling. Her er det skuespiller Signe Egholm Olsen, som tager os med gennem sine aldre.

0-10 år: Kollektiv, kedsomhed og klar suppe

"Jeg blev født i Ormslev – en lille by uden for Århus – lige da 70’erne slap, og 80’erne tog over. Mine forældre havde helt i tidens ånd etableret sig i et kollektiv, men det gik i opløsning, da min tvillingebror og jeg kom til verden i 1980, og den store gamle rødstenbygning, der engang havde været overlærerbolig, blev lavet om til et mere tidstypisk tofamilieshus. Barndommen er jo altid et lidt uskarpt billede. Det er svært at sige, hvad der er minder, og hvad vi henter fra vores fotoalbum, men helt overordnet husker jeg en meget tryg og lykkelig tid. Med flow-tv, kedsomhed og klar suppe med kød- og melboller og Hatting-flute. Bamse og Kylling søndag aften kl. 18.00 var ugens højdepunkt. Så sad man der helt ren og med vådt hår efter badet og håbede, at udsendelsen ville vare for evigt. Fordi det var så sindssygt hyggeligt og det eneste, der blev sendt for børn den dag."

"Jeg havde ikke så mange andre venner end de to piger, der boede i den anden del af vores tofamilieshus. Men vi var sammen hele tiden. Lavede teater og cirkus i kælderen og kørte i skoven og ud til grusgraven på vores cykler, uden at nogen af vores forældre nødvendigvis var blevet orienteret om, hvor vi var kørt hen. Der var en stor frihed til at være sig selv. Og til at kede sig. Bussen kørte kun en gang i timen i Ormslev. Og jeg husker, at jeg har siddet mange timer ved det stoppested. Komiker Jonathan Spang har sagt, at da vores generation var børn, kiggede vi på sten eller på vindens bevægelser i græsset, når vi ventede på noget."

"Og det er sandt, vi ventede i ordets egentlige forstand. Der var ikke en skærm, der kunne aflede os. Og i bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at den ventetid ikke kun var kedelig, men også gav tid til refleksion. Til bare at være. Det var faktisk en gave, som jeg godt kunne unde mine egne – og alle andres børn – i dag. Nu skal vi selv slukke for skærmene af egen kraft for at skabe det rum. Og den form for disciplin er der jo ingen i verden, der ejer."

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: "Jeg var bare ENORMT ked af det. Ingen sagde noget i flyet"

10-20 år: Længslen efter fællesskab

"Som 10-årig begyndte jeg at spille teater. Sammen med min far og en masse andre voksne mennesker, der røg cigaretter og spillede revy i det lokale forsamlingshus. Det var så flovt at være en del af det her kæderygende voksenmiljø, og jeg holdt det fuldstændigt hemmeligt for mine klassekammerater, men jeg elskede det. Og da jeg som 12-årig blev en del af amatørteatret Gellerupscenen med andre jævnaldrende, føltes det som at komme hjem. Indtil da havde jeg altid fandtes i periferien af fællesskaber og følt mig anderledes. Men her blev jeg del af noget, og det føltes vidunderligt at finde andre som mig og føle, at jeg hørte til. Jeg tror, det er fuldstændigt grundlæggende menneskeligt, at vi har brug for fællesskaber for at føle berettigelse og for at vokse som individer."

"I min dagbog skrev jeg, at hvis bare jeg kunne få lov at leve af skuespillet, ville jeg være lykkelig. Og det handlede ikke om at blive kendt og set. Det handlede udelukkende om, at det fyldte mig op med sådan en lykke, at jeg helt ind i knoglerne vidste, at det skulle jeg bare have mere af. Som teenager gik jeg målrettet og stålsat efter det. Spillede teater på ungdomsskolen, tog på teaterefterskole og ventede så tålmodigt og indædt på at blive 18 år, så jeg kunne søge ind på teaterskolen. Jeg kom ind i første hug i København. Det var den første blåstempling, og sådan én har man brug for, når man er på vej ind på et ellers ret usikkert karrierespor, og de fleste, der holder af én, synes, at man måske lige skulle tage adgangsgivende ungdomsuddannelse først, så man havde noget at falde tilbage på."

20-30 år: Feminisme og forelskelse

"Skuespilskolen føltes som en gave, selv om jeg var ved at dø af skræk. Jeg havde hele tiden en følelse af, at jeg manglede livserfaring, men det var samtidig en ret belejlig undskyldning ”kun at være 19 år”, når tingene var svære. Jeg blev tilbudt rollen som Ofelia i Hamlet, allerede før jeg blev færdig på skolen, og kort efter også en rolle i filmen Nordkraft. Måske var det derfor, at den stilhed, der ramte efter den første succes, føltes så sindssyg hård. Som skuespiller skal du lære, at tingene kommer i bølger. Og selvom du måske godt ved, at det er sådan, det er, så er det først, når du mærker det på egen krop og sjæl, at du helt forstår, hvor svært det er, og hvor stor kontrasten mellem stor og larmende opmærksomhed og fuldstændig stilhed virkelig føles."

"Derfor var det også som at få et band, da jeg blev del af teatergruppen Sort Samvittighed. Vi var ti kvinder, der trådte sammen og skabte vores egne forestillinger, og det var en måde at tage magten tilbage på i stedet for at sidde og vente på, at telefonen ringede. Vi fortolkede mere eller mindre bevidst kvindelige kunstnere – for eksempel Anne Linnet i forestillingen Hvid Magi – men vi var meget optagede af, at vi i hvert fald ikke var feminister. I 00’erne var feminismen stadig bundet til 70’erne og til rødstrømpebevægelsen, og vi var jo ved at skabe noget nyt. I dag taler vi meget gerne ind i en feministisk dagsorden og er helt bevidste om, at vi netop gerne vil lyse på kvindelige stemmer i kunsten, som historisk set ikke har fået samme plads som mænd. Og når jeg ser tilbage på det i dag, er det også meget tydeligt, at det helt fra begyndelsen ikke kun var et kunstnerisk, men også et feministisk projekt."

"Jeg mødte min mand (sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen, red) på Århus teater, hvor vi var med i forskellige forestillinger. Der var et langt og turbulent indløb, før vi blev kærester. Men til sidst blev vi ligesom enige om, at når vi alligevel ikke kunne blive fra hinanden, måtte det jo være meningen, at vi skulle være sammen. Og da jeg fyldte 30, vidste jeg, at nu ville jeg også være gravid. Det ramte som på klokkeslæt."

LÆS OGSÅ: Gitte troede, at hun var lykkelig på 20. år gift: "Jeg var på mange måder naiv"

30-40 år: En medalje til Billie

"Vi var ikke engang flyttet sammen, så hurtigt gik det. To streger på en graviditetstest, og alt er forandret. Det ville være fedt at fortælle en fortælling om sådan et glamourøst rock and roll-forældrepar, der bare skrider nemt og overlegent ind i forældreskabet. Men sådan er virkeligheden jo overhovedet ikke. Og sådan var det heller ikke for os. Det er heftigt at flytte sammen og tage imod et lille nyt menneske på samme tid, og det var fuldstændigt overvældende og udmattende at få et barn. Men det var først og fremmest en enorm kærlighed på en måde, jeg aldrig havde oplevet kærlighed før. Vildt og lykkeligt og kaotisk."

"Og så, når alting er ved at falde lidt på plads igen, tænker man: ”Ej, hun skal da have en søskende” – og så bomber man sig helt tilbage til udgangspunktet. Med fuldt overlæg. Alle førstefødte burde i virkeligheden have en guldmedalje for deres mod som små pionerer hos helt uprøvede forældre. Især, når de så bare bliver bedt om at vige pladsen, så snart der kommer en lillebror til. Vores datter Billie burde i hvert fald have en."

"I dag er hun 10 år og hendes lillebror Morgan er 5, og det er som om, at den der undtagelsestilstand, der findes i småbørnsfamilier, er lettet, og Jimmy og jeg pludselig kan se hinanden igen. Det er faktisk ret sjovt: ”Hvad kan du egentlig lide at bruge tiden på for tiden? Nogle nye hobbyer eller interesser siden sidst?” Vi er dukket op til overfladen igen efter at have driftet familie i nogle år, og det er lidt som at vågne og se på hinanden for første gang i lang tid – vi skal genopdage hinanden, men faktisk også os selv. Der sker noget med alderen og moderskabet og den omfordeling af kroppen, der kommer med graviditet, jeg ved ikke rigtigt, hvad, jeg synes, er flot længere: ”Kan jeg lide at gå i glimmertøj?” Jeg er ægte i tvivl, og det er faktisk ret sjovt, at skulle finde ud af det hele igen."

LÆS OGSÅ: Mia Wagner: "Den følelse kan vi godt huske. Det føles som et kæmpeskridt at sige op"

40 år –: Nye roller

"Vi bliver tudet ørerne fulde af, at kvindelige skuespillere har en udløbsdato, og at den rammer sådan cirka omkring de 40. Sådan har det givetvis også været. Men jeg har ikke selv oplevet det på den måde. Tværtimod har jeg følt det som en befrielse at få mulighed for at spille andre roller end ”hende den unge”, som jeg det meste af min karriere er blevet typecastet som. Der er mange flere døre, der åbner sig for mig. Jeg kan pludselig spille mor til en teenagedreng i en kortfilm eller Bilbo Sækker i en opsætning af Hobbitten."

"En lille korpulent hobbit-mand, simpelthen. Det er jo vildt udfordrende. Og sjovt. Og det må det gerne være. Hvis der er noget, jeg gerne vil vise mine børn, er det, at det, man bruger sit liv på, selvfølgelig skal være meningsfuldt og givende, men det skal også være sjovt. Når kvinder bliver mødre, kan vi godt blive fyldt med skyld og skam over at bruge tid på andet end vores børn. På at gå på arbejde og lade os opsluge af det eller på bare at gå ud og være sammen med andre voksne."

"Men jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi ikke kun viser dem, at vi elsker at være sammen med dem i familieboblen, men også at vi har et skønt og sjovt og givende liv uden for den boble. Det er jo det liv, vi ønsker, at de selv får. At de sætter sig selv fri til at være dem, de er, og får mulighed for at udvikle sig og vokse gennem hele livet."

Om Signe Egholm Olsen, 41 år.

  • Uddannet skuespiller i 2003. Slog igennem med rollen som Maria i filmen Nordkraft.
  • Har siden haft adskillige roller i teater, film og tv-serier heriblandt Pagten og Borgen.
  • Var i 2007 med til at stifte teatergruppen Sort Samvittighed.
  • Aktuel med hovedrollen i thrilleren Klienten, der den 24. marts havde premiere i biografer landet over.
  • Privat danner hun par med sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen.
  • De to har sammen børnene Billie på 10 og Morgan på 5.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Familieliv og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg