Johanne Schmidt tæt på døden som yngre: Kunne være gået grueligt galt

En ulykke kan hurtigt få fatale konsekvenser, som fx dengang en efterskoleklasse fra Præstø kæntrede i en båd på Prætø Fjord. Andre er så heldige, at de slipper med skrækken, som

DRs generaldirekter Maria Rørbye Rønn, der kørte galt på de italienske motorveje med sin familie i bilen.

Da skuespiller Johanne Scmidt var yngre, kørte også hun galt med to gode veninder på bagsædet. Mirakuløst skete der intet med nogen af dem. Læs hele hendes historie og hendes tanker om døden herunder.

Forestillingen ”DØDEN” rørte mig, fordi…

… der bag hvert individ ligger historier og følelser, som er genkendelige. Hele spørgsmålet omkring, hvordan man håndterer døden, der har alle faktisk det samme smertepunkt: nemlig afskeden. Jeg er personligt meget bange for at miste folk, jeg holder af. Det er jeg virkelig. Men når man elsker stærkt og har stærke relationer, følger angsten med. I forestillingen er der en af de syv personer, der siger: ”Man kunne jo også bare vælge at leve fuldstændig ensomt og uden kærlighed og relationer, men der må man spørge sig selv, hvad vægter så mest – glæden eller sorgen.” Er det værd at leve uden, det er det jo ikke.

Jeg spiller Jonah i forestillingen, der er 34 år. Hun er blevet tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling af sin familie, fordi hun fortalte dem, at hun ville begå selvmord. Det har hun forsøgt flere gange. Hun er den eneste af karaktererne i forestillingen, der ikke er døende på grund af sygdom eller alderdom. Hun kan bare ikke se meningen med livet længere. Der er en lang monolog, hvor hun fortæller om, at vi arbejder, stresser og pendler livet væk.

Døden er tabubelagt, fordi…

… der ligger nogle store følelser i det med, at vi skal dø. Vi skal skilles fra dem, vi elsker, og det er det sværeste, der findes. Det er nogle store følelser, som kan være svære at rumme, og derfor tror jeg, vi fravælger samtalen om døden for at slippe for smerten. Og så er døden jo det ultimative kontroltab. I vores del af verden lever vi utroligt kontrolleret – vi vil gerne have styr på alt lige fra vores brand udadtil, til hvad vi spiser. Listen er lang. Men døden kan vi ikke kontrollere, den er uundgåelig.

Jeg håber, min egen død bliver…

… stille. Ikke noget med konfetti og festfyrværkeri. Jeg håber, jeg kommer til at dø uden et langt sygdomsforløb, og at jeg kommer til at sove roligt ind. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg gerne vil herfra. Det er jo mest økologisk at blive begravet, men tanken om at skulle lægges ned i jorden, kan jeg ikke have, så jeg vil nok helst brændes.

Jeg var tæt på at dø, dengang…

… jeg kørte grueligt galt. Jeg var chauffør i en bil og havde to veninder med på bagsædet – det var dengang, jeg lige have fået kørekort. Da vi kom til et sving, hvor jeg skulle dreje, fandt jeg hurtigt ud af, jeg havde for meget fart på. Vi knaldede ind i en kæmpemæssig husmur, og bilen blev totalskadet. 15 cm fra forruden var et kæmpejernrør, som vi lige nøjagtig undveg. Det var lidt mirakuløst, der ikke skete noget med os. Siden den dag har jeg haft sindssyg respekt for trafikken.

Det rørte mig, da min farmor døde. Hun døde af alderdom og blev 97, så det var helt naturligt, hun skulle dø. Jeg havde ufatteligt mange minder med min farmor. Jeg sov altid inde ved hende, når jeg var på besøg. Hun fortalte historier fra dengang, hun var ung. Hun havde været ung pige i huset og på egen krop mærket, hvad det vil sige at leve i en tid med klasseforskelle. Og hun har været sygeplejerske på et hospital, hvor tyskerne kom og slog hendes overlæge ihjel. Jeg er utrolig fascineret af mennesker, der har en historie.

Det sværeste ved døden er…

… at man ikke ved, hvornår den kommer. Jeg lever selv i den tro – og det skal man jo også for at kunne holde ud at leve – at jeg lever i lang tid endnu.

Døden skal nok komme. Indtil da så husk…

… at leve det liv, du selv vil. Det kan lyde så ophøjet, for man kan også leve under nogle omstændigheder, man ikke har lyst til at være under, men som man ikke kan komme ud af, men man skal huske at være tro mod sig selv. Mærk efter, hvad du selv synes, og lad dig ikke diktere af, hvad en eller anden ny trend vil have dig til at gøre. Hold fast i din egen kerne.

5 ting, Johanne gerne vil nå, inden hun dør:

1. Jeg vil gerne have børn og skabe en familie med min kæreste.

2. Opleve så meget af verden som muligt. Især vil jeg gerne gå Santiago de Compostela. Jeg har lidt problemer med mine knæ, men jeg har hørt, man også kan cykle den. Og så vil jeg gerne på safari.

3. Jeg vil gerne indspille en plade med mine egne sange sammen med min gode ven Kristoffer Fabricius.

4. Tilbringe så meget tid som muligt med mine forældre, søskende og venner. Lige nu arbejder jeg for meget, og det betyder, at overskuddet og tiden til dem bliver mindre.

5. Arbejde med Woody Allen og Lars von Trier. Allens humoristiske sans og erotiske film fascinerer mig, og Lars von Trier er fantastisk til at fortælle historier. Helt unik.

Forestillingen ”DØDEN” er blevet til i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater og balletkompagniet Corpus fra Den Kongelige Ballet og har premiere i dag. Læs mere om forestillingen her.

LÆS OGSÅ: Michelle Hviid om at blive ramt af hjernetumor

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen tvunget til at sælge sit hjem

LÆS OGGSÅ: Bille August om sin fars død: Det var en lettelse