SMS: ”Jeg kan gøre dig til en bedre performer, hvis du betaler med et blowjob”
SPONSORERET indhold

SMS: ”Jeg kan gøre dig til en bedre performer, hvis du betaler med et blowjob”

Anna Vigsø har skullet finde sig i lidt af hvert som den eneste kvindelige deltager i macho-kampsporten battle rap. I dag er den 22-årige kvinde færdig med at give de rutinerede rappere verbal kamp til stregen i ringen. Nu satser hun på sin egen musik.

Foto: Private
17. okt. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Jeg var en meget vred teenager. Nok mest af alt fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv. Mine venner og veninder skulle på seminariet, læse medicin eller jura. Jeg havde ikke noget mål at gå efter.

LÆS OGSÅ: "På de dårlige dage tænker jeg: "Hold kæft, du er tyk, Sine"

Jeg begyndte at rappe med min bror hjemme i stuen som 15-årig. Det var en forløsning af få afkald på mine negative tanker. Jeg gik rundt med sindssygt mange frustrationer inde i kroppen, som jeg havde brug for at komme ud med.

En dag fik jeg en impulsiv idé: Jeg ville stille op til MC's Fight Night Danmarksmesterskaberne i improviseret rap, selvom jeg ikke havde den mindste smule erfaring. Jeg fik så mange verbale tæsk til den første konkurrence. Jeg havde aldrig nogensinde stået med en mikrofon i hånden før, og jeg skulle rappe om Svenne Banan. Det var en enormt pinligt, og jeg kan ikke engang huske, hvad jeg sagde på scenen, fordi jeg var så nervøs. Men publikum var på min side. De var helt oppe at køre, fordi jeg var den første kvinde i ti år, som havde stillet op.

LÆS OGSÅ: Bliver du 'phubbet' af din partner?

Efter første scenebesøg, gik jeg i skarp træning. Jeg øvede mig hver dag og blev lynhurtigt god til det. Jeg blev også med det samme accepteret i miljøet. Det var fantastisk pludseligt at blive en del af et miljø, hvor man kunne mødes på tværs af køn, seksualitet og religion, og hvor det hele ikke handlede om karakterer og fremtiden. Her handlede det om at have det sjovt.

Men det har ikke altid været lige nemt at være den eneste kvinde. Selvom jeg ikke har noget problem med det hårde sprog i ringen, så oplevede jeg engang at få kastet en CD og en sandwich i hovedet under en battle rap. Det var ekstremt grænseoverskridende. Jeg følte mig alene. Rundt om i salen stod en masse og buhede og råbte sexistiske ting. Da vores battle rap var færdig, blev fyren, jeg dystede imod, annonceret som vinder med ordene: "Ham her, han vækker vores indre svinehund." Og inden vi gik i gang, kaldte værten vores kamp for "pikken" mod "fissen", hvilket jeg følte var med til at fremme de sexistiske undertoner og ubehageligheder, der senere fandt sted.

Tit blev de sexistiske kommentarer også taget med udenfor ringen. Det værste, jeg har oplevet, var, da en af mændene begyndte at skrive sjofle beskeder til mig som: "Jeg kan gøre dig til en bedre performer, hvis du betaler med et blowjob." Jeg troede først, at det var en joke, men hans sjofle beskeder fortsatte i næsten to år. Jeg fortalte ham adskillige gange, at han skulle lade mig være, men det hjalp ikke det mindste. I ringen er jeg mester i at konfrontere mine modstandere, men i virkeligheden er jeg konfliktsky, og ved ikke noget værre end diskussioner. Derfor lod jeg også sms'erne gå i sig selv.

Jeg opfatter ikke mig selv som et offer. Tværtimod. Jeg er blevet taget godt imod af langt de fleste. Blandt folk i branchen har mit navn endda ændret sig fra "Vigsø den kvindelige rapper" til "Vigsø", hvilket også vidner om den accept, jeg har modtaget. Men uanset om det er i eller udenfor battle rap-verdenen, så findes der bare nogle idioter derude, som jeg har været uheldig at møde. Det er de samme personer, der sender andres nøgenbilleder rundt uden samtykke, som tilsviner mig og mit køn.

Når det er sagt, har jeg haft mange gode oplevelser. Blandt andet da jeg under Roskilde Festival skulle rappe mod min egen kæreste på skaterampen. Det var udfordrende og utrolig upassende, fordi vi kun lige var begyndt at date. Det var også en stor dag, da jeg gik videre i MC's Fight Night første gang. Min far stod blandt publikum og jublende med et skilt over hovedet. Jeg følte mig som en stjerne for en aften.

Efter at have rappet i ringen i mange år, blev jeg enig med mig selv om, at tiden var inde til at prøve noget nyt. Jeg havde brug for at skrive fra hjertet, i stedet for at svine folk til og være bundet op af et emne, som man er det i battle rap. Det har været en kamp for mig at få et pladeselskab til at udgive min musik, fordi de ikke har kunnet finde ud af, hvilken kategori de skulle placere mig i. Mange ville gerne, at jeg blev mere som Natasha. Men jeg er ikke og bliver heller ikke ligesom hende. Efter at have været til at hav af møder, besluttede vi os for selv at udgive musikken. I dag har vi udgivet en EP, som jeg er meget stolt af.

Min musik handler om mine drømme. Jeg synger om alt fra døden til at være hemmeligt forelsket i min svigerfar. På nummeret 'Råddenskab' synger også om det at blive ældre og finde ud af, at man er sårbar.

Selvom jeg laver musik nu, har jeg ikke sluppet battle rap helt. Jeg har min egen battle-liga sammen med to venner, hvor vi arrangerer og afvikler konkurrencer. Jeg håber, at der med tiden vil komme flere kvinder til. Vi mangler simpelthen nogle seje hip hop kvinder at se op til.

Anna Vigsø og band optræder med nummeret 'Råddenskab' fra EP'en

Du kan lytte til Anna Vigsøs musik her

LÆS OGSÅ: Ny rapport: Her er de bedste og værste lande at være pige i

LÆS OGSÅ: Instagram-stjerne snød tusindvis af følgere

LÆS OGSÅ: Kvinfo: Her er de fem største udfordringer for unge kvinder i dag