Pandaer i Zoo bambus
SPONSORERET indhold

Bambus, pandekager og en særlig dessert: Alt du skal vide om Danmarks nuttede pandaer

Da to kinesiske pandaer flyttede ind i Københavns Zoologiske Have, opstod et nyt behov, for pandaer spiser bambus morgen, middag og aften, og de adskillige kilo planteføde skal produceres et sted. Det sker hos Søren Ladefoged i Vordingborg.

Af: Bente Halkjær Foto: Trine Bukh
08. okt. 2019 | Livsstil | Hendes Verden

Vi er nok mange, der har fulgt livligt med i de to kinesiske pandabjørne, Mao Sun og Xing Ers, ankomst til og indkvartering i Danmark – og måske har du endda været i Zoologisk Have i København og hilse på de to bamser. Men har du også tænkt på, hvad det kræver af Zoo at holde de to bjørne mætte og glade?

LÆS OGSÅ: Familie til kamp mod madspild: Sådan sparede vi 500 kroner om ugen

Pandaen er sådan set et rovdyr, men på trods af det er bambus dens livret, og med sine skarpe rovdyrtænder kan den så let som ingenting omsætte de seje grene til føde. Problemet med bambus er dog, at det ikke er særlig næringsrigt, og derfor er hver panda nødt til at spise omkring 50 kilo foder om dagen. Det tager selvsagt en rum tid at gumle sig igennem så meget mad, og Mao Sun og Xing Er bruger da også omkring 12 timer dagligt på at spise, mens resten af døgnet går med at sove.

Smag for dansk mad

Bjørnene kom til Danmark med to kinesiske dyrepassere og havde mad med hjemmefra, men da de først havde sat tænderne i Zoos bambus, var der ingen tvivl om, hvad de foretrak: dansk mad. Zoo havde ni forskellige sorter på lager, men lagde ud med tre af dem, og det viste sig hurtigt, at bamserne er særligt begejstrede for en bestemt sort, nemlig Phyllostacus bissetti. Og den får de så serveret i øjeblikket.

Da pandaerne spiser så store mængder bambus, må Zoo hele tiden være på forkant, og det er de med et stort ”spisekammer” i Vordingborg hos gartner og planteskoleejer Søren Ladefoged, som har dyrket bambus i 25 år. Det var altså en erfaren producent, der gik i gang med at producere foder på fem hektar til de to sultne bjørne, allerede fem år før pandaerne satte poterne på dansk jord.

Hele Sørens Ladefogeds planteskole er anlagt til dyrkning af bambus, og ordren på pandafoder betød en udvidelse på fem hektar, hvoraf 80 procent er tilplantet med pandaernes favoritbambus, Phyllostacus bissetti.

LÆS OGSÅ: Beas vilde livsstil: Gør kun rent i eddike og laver sin egen mascara og tandpasta

Planterne høstes fra gren til gren med en elektrisk håndsaks, og for at nå det hele er de flere mand om at få de vældige mængder bambus i hus. Søren Ladefoged går i gang med høsten om morgenen, så pandamaden kan være i Zoologisk Have til middag. To gange om ugen bliver op til et halvt ton friskhøstet bambus kørt til København. Søren Ladefoged kan høste fra de samme planter gentagne gange, men der går omkring et halvt år, inden stænglerne er tilpas træagtige til, at de falder i pandaernes smag.

Æble til dessert

Pandaernes dagligdag består ikke udelukkende af mad og søvn, for der er også træning på programmet, og når dyrene løser en opgave, venter en belønning – og lige i dette tilfælde er det ikke bambus, men derimod et lækkert æble. Nu er pandaer jo langtfra altædende, så det er ikke et hvilket som helst æble, de vil spise, men sorten ’Pink Lady’ glider ned.

Pandaerne får også indimellem serveret såkaldte pandakager, som bliver lavet efter kinesisk opskrift af blandt andet majs, sojabønner og havre, sådan at de får de nødvendige vitaminer og mineraler – men frisk bambus er og bliver deres livret.

Vil du se, hvor pandaernes mad kommer fra? Så kan du besøge bambusplante-skolen i Vordingborg hver lørdag mellem klokken 9 og 13.

Se mere på bambusudsalg.dk

Anbefalet til dig