Søs Fenger scroll-down
Foto: Franne Voigt I en ny artikelserie kommer vi helt tæt på en række kendte kvinder, der hver især indvier os i en del af deres liv, som de ikke før har fortalt om.

Søs Fenger: ”Det var en total øjenåbner for mig, og bagefter var der ikke flere tårer”

Hun har masser af plads i lejligheden, men Søs Fenger elsker at gå på møntvaskeri. Det er neutral grund, det er terapeutisk at vaske tøj og en gave at hjælpe nye brugere med forvirrede blikke. Mød popstjernen, der bare mangler en kæreste for at være helt tilfreds.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Søs Fenger har lige været til boksning og beklager som det første, da jeg kommer ind ad døren, at hun stadig har træningstøj på. Boksning reddede hendes liv under corona, fortæller hun, mens hun laver te, for to års ufrivillig isolation og manglende mulighed for at komme ud og spille musik var noget nær et mareridt for hende.   

"Det er jo ikke, fordi jeg ville have taget mit eget liv uden boksning, men jeg tror, at jeg var gået helt ned med flaget, hvis jeg ikke havde haft min træning. Både til at distrahere mig, men også til at gøre mig lidt stolt af noget. Jeg er god til at bokse, og jeg havde brug for at mærke, at jeg var god til noget, når jeg ikke kunne komme ud og spille. Jeg plejer at tænke, at jeg har en masse at give, når jeg står på scenen – en masse kærlighed – og at jeg er skide god til det, men i to år var det bare ikke en mulighed. Og det er altså svært for en, der de sidste 40 år har arbejdet nærmest konstant med at spille livekoncerter og dele ud af sig selv og sit følelsesliv. For det er det, jeg gør, når jeg er ude og spille, og det er det, folk kan mærke og bliver glade for. Det er også det, der gør, at de somme tider begynder at græde til mine koncerter."

Går du efter, at folk skal græde til dine koncerter?

"Når jeg ser, at lommetørklæderne kommer frem, så tænker jeg altid, yes, det lykkedes! Så ved jeg, at jeg har rørt mit publikum."

Er der bestemte tidspunkter eller sange, som trækker tårer?

"Sangen ”Du er” får tit lommetørklæderne frem. Men der er også en sang, der hedder ”Stjernenat”, som jeg har skrevet til min far, som rører folk. Inden jeg synger den, fortæller jeg historien om, hvordan jeg en nat stirrede op på stjernehimmelen og kommunikerede med min far. Han var også musiker, og jeg fortalte ham, hvad jeg lavede, og om den mærkelige verden, jeg lever i. Mens jeg lå der og kiggede op på stjernerne, formede ”samtalen” sig til en sang inde i mit hoved. Når jeg fortæller den historie, er publikum så stille, at man kan høre en knappenål falde til jorden."

Der er noget dybt fascinerende over at sidde i Søs Fengers stue og lave noget så hverdagsagtigt som at drikke te og spise kardemommesnurrer. Hun er en meget markant del af lydsporet til min ungdom, og jeg kan også få tårer i øjnene over sange som ”Du er” og ”Holder øje med dig”. Der er noget ægte, sårbart og meget umiddelbart over hendes udstråling. Noget, der måske kommer af, at hun mistede sin far, da hun var fem år.

"Min far døde af kræft, og jeg tror, at hans alt for tidlige død har betydet, at jeg er forholdsvist barnlig. Jeg er faktisk lidt dårlig til at være voksen, og jeg kan enormt godt lide at være sammen med børn. Jeg har altid følt, at jeg taler deres sprog. Og så er der en anden ting, som jeg ved, at mange, der tidligt mister en forælder, oplever: Det gør en meget følsom. For mig betyder det, at jeg altid har antennerne ude, og at jeg altid lægger mærke til, hvordan alle andre har det, når jeg træder ind i et rum. Den følsomhed bruger jeg også, når jeg skriver sange, og når jeg taler med publikum fra scenen. Jeg føler mig forbundet med publikums ansigter og udtryk, og jeg aflæser lynhurtigt, hvordan stemningen er. Det er både en forbandelse og en velsignelse."

Kan det virke for voldsomt?

"Ja, og jeg skal i hvert fald være forsigtig, når jeg kører bil, ha ha. Jeg elsker den kør-bil-når-du-kører-bil-kampagne, hvor man ser en mand med en papirpose over hovedet bag rattet."

"Jeg bliver selv meget nemt distraheret af alle de scenarier, der udspiller sig alle vegne. Det er lidt irriterende at have den hypersensitivitet, for nogle gange gider jeg ikke vide noget. Det er også derfor, at det at spille Nintendo kan være en lindring nogle gange, for så koncentrerer jeg mig om den verden. Og det samme gælder for boksning og havearbejde. Det er virkelig som at trykke på pause for mig."

Du spiller simpelthen Nintendo?

"Jeg tror altid, at jeg har været interesseret i spil og tegneserier. Jeg kommer fra et hjem, hvor vi altid er gået meget op i at tegne, og to af mine søskende laver faktisk tegnefilm. Det med at spille stak lidt af, da min søn blev stor nok til at interessere sig for spil, for så kunne jeg pludselig mærke, at uh, her er noget, vi kan dele. Jeg lod ham nogle gange pjække fra skole, og så lavede vi sådan en madras-ø med puder, popcorn og sodavand, og så kunne vi sidde på gulvet og spille spil en hel dag."

Du lyder som en drømmemor?

"Ha ha, ja. August, min søn, sagde for noget tid siden, at han føler, at jeg er hans mor – helt klart – men at vi også er kammerater. Og jeg tror, han ser på mig med samme omsorg, som jeg ser på ham med. Faktisk er det nogle gange ham, der er den voksne, og mig, der er den lille."

Spiller du alene, nu hvor din søn er blevet voksen?

"Ja, hvis jeg har været på job eller har haft en travl dag, så smider jeg mig på sofaen, og så tager jeg fat i den her."

Hun hiver en lyserød Nintendo Switch op af en skål på sofabordet.

"Mit band driller mig SÅ meget med det, for jeg kan også godt lide at sidde i bandbussen og spille lidt. Tiden forsvinder, når jeg spiller, og for mig er det en måde at stå lidt af ræset på. Nogle vil sige, at så har man spildt en time. Men sådan ser jeg det ikke. For mig er det en pause, men det er klart, at det skal foregå i moderate mængder, ligesom hvis man spiser usund mad, ryger eller drikker, eller hvad man nu gør for at flygte lidt fra virkeligheden. Alle har overspringshandlinger, og jeg synes, at mit niveau for overspringshandlinger er ret perfekt."

Hun griner.

Hvem er Søs Fenger?

  • Sanger, guitarist og sangskriver.
  • Fik sit gennembrud med bandet News i 1983 og har siden udgivet en lang række album, senest ”Vintermåne” i 2017.
  • Aktuel med en stribe sommerkoncerter samt kirkekoncerter i november og december.
  • Hun er 60 år, single og mor til August Fenger Janson, der er musikproducer, dj og filmkomponist.

"Jeg er dronningen af overspringshandlinger. Men jeg er samtidig også god til at sætte skibe i søen. Det gør jeg helt konkret ved at opsøge andre mennesker, når jeg skal lave noget. Jeg er god til at række hånden ud til andre, og det har jeg også skrevet en sang om: ”Du er i mit hjerte”. Det er en duet med Peter Frödin, og i musikvideoen går jeg rundt med sådan et bamsehoved på for at understrege, at man let kan føle sig anderledes og alene. Og det gør alle mennesker jo. Det kan være svært at række ud efter andre, hvis man er flov over sig selv og ikke synes, at man er værd at samle på. Der er så mange grimme ting, som vi mennesker kan finde på at sige til os selv. Ting, som vi aldrig ville sige til vores børn eller vores elskede. Der er en konstant afstraffelse og afklapsning. Det arbejder jeg selv meget med, for jeg synes, det er vigtigt at behandle sig selv ordentligt."

Er du blevet bedre til det med årene?

"Ja. Altså helt vildt. Men det har da også kostet nogle timer hos psykologen."

Da Søs fyldte 30 år og blev mor, var der noget, der begyndte at rumstere i hende. Noget, som hun med det samme vidste, at hun havde brug for hjælp til at finde ud af. Det handlede om hendes far, det handlede om hendes opvækst, og det handlede om det teenageoprør, hun aldrig havde lavet, fordi hun som det sidste hjemmeboende barn ønskede at beskytte sin mor. Hun brugte en del år på at shoppe rundt blandt forskellige terapeuter uden at finde den rette. Men så en dag fik hun anbefalet en gestaltterapeut, og det blev et vendepunkt. Sammen fandt de ud af, at Søs bar rundt på tre versioner af sig selv. Lille-Søs, teenager-Søs og voksen-Søs. Terapeuten stillede tre taburetter op, og Søs skulle forestille sig, at de tre Søs’er sad på hver sin taburet.

"Og så dirigerede terapeuten mig rundt for at snakke for og med mig selv. Det vil sige, at jeg kunne sidde som en lillebitte Søs og sige: ”Jeg savner min far”. Som teenager kunne jeg rase og skælde ud og bruge en masse bandeord, alt det, jeg aldrig fik gjort, da jeg havde alderen til det. Og som voksen-Søs kunne jeg til sidst tale med de to andre versioner. Det var en total øjenåbner for mig, for efter den omgang kunne jeg trække vejret helt roligt, og der var ikke flere tårer. Jeg havde selv taget styringen samtidig med, at de to yngre versioner af mig også havde lov til at være der. Jeg fik fred med alle mine tanker, og jeg fik også sat nogle ting på plads omkring min ensomhed."

Har ensomheden altid været et tema for dig?

"Ja. Men i mit voksne liv har jeg indset, at ensomheden er noget, der følger alle mennesker. Tidligere gik jeg rundt i den vildfarelse, at jeg var den eneste, der var ensom, og at alle andre bare havde det fedt hele tiden. Men sådan er det ikke. Den indre kommunikation har hjulpet mig med at finde fred med ensomheden, så den ikke længere slår mig ud. Den er bare en del af mit liv, og jeg er god til at række ud og bruge mit netværk. Jeg har nogle fantastiske venner, hvor jeg kan ringe og sige, aj, jeg føler mig så ensom, kan vi ikke ses? Uden at det bliver noget frygteligt eller mærkeligt at sige. Det sjove er, at når jeg taler højt om mine egne svagheder, reagerer andre ved at lukke op og fortælle, at de har det på præcis samme måde. Jeg har dog også lært, at jeg lige skal scanne folk, så jeg ikke kommer til at sige noget, som kan virke grænseoverskridende, for jeg har det med at tale, før jeg tænker. Men som jeg sagde før, så er jeg heldigvis ret god til at mærke, hvor andre mennesker er."

I Søs’ hjem er der flere ting, der leder tankerne i retning af, at hun har en lidt spirituel side. En stor japansk lykkekat vinker i vinduet, og buddhafigurer troner rundt omkring. Den ene af dem står ved siden af en figur af Darth Vader fra ”Star Wars”, og Søs griner højt, da jeg kommenterer det.

"Det er meget typisk mig. Og jeg er sikker på, at både Buddha og Darth Vader har glæde af selskabet. Jeg er nok sådan en skabs-buddhist, men jeg kan ikke klistre mig op på en bestemt trosretning eller tradition. Jeg kan egentlig ikke særlig godt lide religioner, de skræmmer mig, så jeg har nok opfundet lidt mit eget."

Som er?

"Som er ”Star Wars” skråstreg buddhisme skråstreg Nintendo. Og så naturen som den store hersker. Jeg går tur ved havet og i skoven. Og jeg elsker træer. Jeg synes, at træer er FULDstændig vilde. Det her med, at de kan hele hinanden og kommunikere via rødderne … Det lyder jo helt pling-plong, men det er videnskabeligt bevist. Det er sandt. Jeg kan virkelig få en klump i halsen, når jeg om foråret går ud i sådan en nyudsprungen bøgeskov. Det hele er elektrisk lysegrønt, og det er fuldstændig overvældende. Det tror jeg meget på som terapi."

Det er blevet så moderne at omfavne træerne, gør du det?

"Ja..."

Hun griner.

"Når der ikke er nogen, der kigger."

Hvad mærker du, når du gør det?

"Ikke noget. Og jeg troede ellers fuldt og fast på, at jeg ville kunne mærke livets kraft strømme igennem mig eller noget andet lækkert, men det er slet ikke det, det handler om, har jeg fundet ud af. At kramme et træ er mere noget med at sige tak, gamle ven, fordi du står her og spreder så meget glæde og kraft. Når jeg er ude i skoven, får jeg en følelse af, at jeg godt må være her, og hvis jeg er alene i skoven, gør det ikke noget, for så er jeg sammen med de fantastiske væsner, som har stået der i så mange år."

"Jeg elsker også at være oppe i mit sommerhus og leve et lidt mere primitivt liv. Jeg har lige været deroppe og hugge brænde sammen med min bror. Vi havde fået fældet et lille birketræ og to fyrretræer, der var skåret i kævler, og så skulle vi hugge dem til brændestykker. Jeg har aldrig haft så sorte negle i hele mit liv, men jeg elskede det. Jeg kan godt lide engang imellem at være rigtig svedig og nusset og bare pukle hele dagen, til jeg har ondt i kroppen. Vi havde hus i Sverige, da jeg var barn, og der lærte jeg at holde af alle de der fælles sysler omkring sådan et hus."

Så du lader op ved at bokse, spille spil, være i naturen og lave hårdt fysisk arbejde?

"Ja, det hele handler om opladning og om at få styr på tankemylderet. Det har jeg egentlig ikke tænkt over før, men det er jo et gennemgående tema."

Hun holder en lille pause.

"Og jeg kan også godt lide at gå på møntvaskeri."

Okay, og hvad handler det så om?

"Ja, hvad fanden er det for noget?"

Hun griner højt igen.

"Det er også sådan et helle for mig. Når jeg skriver musik og laver kontorarbejde, foregår det herhjemme, og her er jeg jo helt alene. Derfor kan jeg godt lide at komme lidt ud, og så går jeg på møntvaskeri på Strandboulevarden. Det er lidt samme følelse som at bo på hotel. Det er neutral grund, der er nogle andre, der passer det og står for det, og jeg kommer bare og bruger det. Det er sjovt indrettet, sådan lidt 50’er-agtigt, og jeg synes, det er terapeutisk at vaske tøj. Jeg elsker at vaske tøj, jeg forbinder det med glæde."

Så du har ingen vaskemaskine her i lejligheden – her er da ellers god plads?

"Nej, og der er ingen, der forstår det, ha ha."

Sidder du så bare på vaskeriet og venter, mens maskinen kører?

"Nogle gange går jeg ned på hjørnet og får en avocadomad, andre gange sidder jeg og spiller spil."

Så du snakker ikke med folk?

"Jo jo, det gør jeg også. Der er rigtig tit, at folk står på et vaskeri og kigger lidt forvirrede rundt. Jeg har vasket det samme sted i 25 år, så jeg siger altid, at de bare skal sige til, hvis de vil have hjælp til noget. Så føler jeg mig sådan – tadaaa – jeg kommer til din redning! Som sådan en helt. Ridderen på den hvide hest. Tit er det udlændige, der kommer på møntvaskeriet, og jeg gætter på, at det måske er mennesker, der er her i landet for at arbejde i en periode, og som derfor ikke har nogen vaskemaskine. Jeg tænker alligevel tit om de mennesker, der kommer på vaskeriet: ”Hvorfor har DU ikke en vaskemaskine?”. Men så kan jeg jo bare lige huske at kigge indad..."

Det er sjovt.

"Ja, det er skide sjovt."

Og besværligt?

"Ja, det er det. Men jeg synes bare også, at det er rart. Jeg kan godt lide at studere de typer, der kommer på et vaskeri. Og så kan jeg også godt lide den rutine, der er. Det er helt enkelt, der er ikke noget, der forstyrrer."

Hun kigger rundt i stuen.

"Du kan jo selv se, hvor meget der kan forstyrre her i stuen, der er mange distraktioner i et hjem. Men på møntvaskeriet er der et stort bord, hvor jeg sirligt kan folde tøjet og lægge mine sokker i par. Det er overskueligt og roligt. Det er nærmest meditativt."

Sidste år kunne Søs fejre 40-års jubilæum med musikken, og hun rundede også et skarpt hjørne på fødselsattesten.  

"Det er lidt underligt at fylde 60 år, når man er så forholdsvist barnlig, som jeg er, men ellers har jeg haft det fint med det.  Det eneste, der er lidt kedeligt, er, at jeg ikke har en kæreste. Jeg synes sgu, det er svært som 60-årig at finde en ny kæreste. Jeg har prøvet at være på et datingsite, men det var helt til grin for mig. Jeg kunne jo ikke skrive, hvem jeg var, og så blev det hele så mærkeligt kunstigt. Jeg har ikke prøvet det der med at swipe til den ene eller den anden side på billeder af forskellige mænd. Det er så definitivt, og jeg er sådan en vægelsindet type, der ville få det sådan: Åh nej, ham for tre gange siden... Ham kunne jeg godt lide alligevel. Det går jo ikke."

"Jeg har dejlige venner, mine dejlige søskende, min mor, som lige har rundet 90, og ikke mindst min fantastiske søn, som jeg elsker overalt på jorden. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der er i mit liv, men nogle gange har man brug for en, der er der, når man kommer hjem, og som siger: ”Hvor var du bare fed, da du gjorde det og det”. Eller: ”Hvor ser du godt ud”. Og som giver en laaang krammer. Så det skal jeg have."

Hun griner.

"Nu har jeg sendt det ud i universet som en slags kontaktannonce, så må vi se. Men det er bare slet ikke moderne at være 60, når man er kvinde. Mange jævnaldrende mænd er begyndt deres liv nummer to. De er blevet skilt fra deres første kone, og så er de startet forfra med en yngre. Sådan er det i mange, mange tilfælde. Og det er uretfærdigt, men der er INTET at stille op. Det er bare sådan, det er. Forleden dag hørte jeg en kvinde sige, at ældre mænd bliver distingverede. De får gråsprængt hår, lidt tyngde og lidt alvor, de hviler godt i sig selv, og der er respekt om dem. Kvinder … De er bare lige til at smide i skraldespanden. De bliver forladt. Det er jo også derfor, at der er mange kvinder, der er så bange for at miste deres udseende, og som gerne vil have, at deres bryster stadig skal sidde oppe på skuldrene. Jeg synes, det er ret tarveligt, at det er sådan, men det er jungleloven."

Hvad tænker du selv, når du ser dig i spejlet?

"Jeg laver alt muligt fysisk for at passe på mig selv. Det holder mig i form, og det holder mig i balance. Så jeg er glad for den, jeg er, og jeg synes, jeg er pæn."

Hun smiler og kigger lidt ned.

Nu bliver du helt genert?

"Det er sådan lidt flovt at sige. Men jeg synes, at jeg klarer det meget godt af en 60-årig at være. Så..."

Hvis du er på udkig efter en mand, er der så ikke masser af tilbud, når du står på scenen?

"Jo, på afstand. Men jeg vil næsten vove at påstå, at jeg er den, der sidst bliver budt op til dans. Folk holder lidt afstand, for uha, det er Søs Fenger, hende kan jeg da ikke byde op. Som om jeg ikke er et menneske. Jeg oplever, at folk holder sig tilbage, enten fordi de er lidt generte, eller fordi de tror, at man er sådan en powerperson på en eller anden måde, når man står på en scene. Eller de tror, at man er enormt rig, fordi man har været på forsiden af ALT for damerne eller optrådt på tv. Det har altid irriteret mig enormt meget, når folk tror, jeg er rig, for musikere kæmper virkelig. Vi har kun én platform, hvor vi kan tjene penge, og det er ved at være ude og spille. Folk køber ikke cd’er mere, og de forventer, at musik skal være gratis. Vi skal løbe hurtigere og hurtigere, og jeg priser mig da lykkelig for, at jeg stadig er efterspurgt."

Bliver du ved med at stå på scenen, så længe det er sådan?

"Det ved jeg ikke. Jeg arbejder også på andre projekter. Men jeg bliver ved med at synge, så længe jeg synes, at stemmen lyder godt, og så længe jeg har kræfter til at rejse rundt. Jeg bliver jo nok træt af de lange ture rundt i landet på et tidspunkt, men det har været mit liv i 40 år. Det er min hjemmebane. Da vi ikke havde været ude og spille i to år på grund af corona, var jeg lidt bekymret, da jeg skulle på scenen igen. Kunne jeg finde på noget at sige? Havde vi stadig noget at give? Det havde vi heldigvis, og det var simpelthen så fedt."

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed, Karriere og Interview
Tilbage til toppen