Det er ikke gratis, når man som kvinde stiller sig frem og fortæller om Metoo og grænseoverskridende oplevelser.
Det ved Sofie Linde alt for godt, forklarer hun mandag aften i Aftenshowet.
Her fortæller hun, at hun er blevet spyttet på på gaden, at hun har frygtet at miste sit arbejde, at hun har mistet venner, og at hun har været decideret bange efter at have modtaget dødstrusler og hadefulde beskeder i indbakken.
Alt sammen fordi hun som kvinde stod frem og fortalte, hvad hun havde oplevet.
Derfor understreger hun taknemmeligheden for det mod, som de 11 nuværende og tidligere ansatte på TV2 har udvist ved at stå frem i den nye, omdiskuterede dokumentar ”Metoo: Sexisme bag skærmen”, hvor blandt andet Therese Philipsen, Louise Degn, Karen-Helene Hjorth, Janni Pedersen, Anna Thygesen og Cecilie Beck står frem og fortæller om sexisme og grænseoverskridende oplevelser på TV2.
”Det er ikke en debat, man kaster sig ind i gratis. Det er ikke noget, man gør for sin egen skyld. Det er jo i virkeligheden et udtryk for, at man er sin opgave som voksen moden. Man har oplevet noget, som man ikke ønsker skal ske for flere og de kommende generationer. Så det er et ønske om at ændre noget til det bedre for dem, der skal gå på den sti, man har betrådt, efterfølgende. Og det er jo i virkeligheden essensen af det her,” siger Sofie Linde, der også sætter ord på, hvad det har kostet hende personligt, at hun stod frem og fortalte om sine egne oplevelser til Zulu Comedy Galla sidste år:
”Jeg har aldrig i mit liv været så bange. Jeg har fået dødstrusler, jeg er blevet spyttet på på gaden, jeg er blevet kaldt alskens uhyggeligheder i min indbakke, jeg har frygtet for, om jeg kunne beholde mit arbejde, jeg har mistet venner. Det er IKKE omkostningsfrit at stille sig frem i denne her debat. Det er det heller ikke for de kvinder, som træder frem i denne her dokumentar.”
Læs også: "Det kræver mod" og "I er ikke alene!": Kendte kvinder bakker op
Vi er ikke kommet langt nok
I programmet understreger Sofie Linde også, hvor nedslående og sørgeligt det er at opleve, at der stadig bliver sået tvivl om kvinders troværdighed, når de stiller sig frem og fortæller om sexisme og grænseoverskridende adfærd:
”Nævn mig én kvinde, der er blevet taget i at lyve om det her. Nævn mig én. Ét konkret eksempel. Der er ikke nogen. Der er ikke nogen. Så hvorfor bliver vi ved med at holde det op imod de her vidnesbyrd?”, siger Linde i programmet og opfordrer til, at alle tager ansvaret på sig, når de taler om Metoo og forbliver så konkrete som muligt; så man eksempelvis ikke siger: ”Jeg synes, at Metoo er blevet for meget” i vage vendinger, men derimod konkretiserer, hvad man præcist mener, så man kan komme flosklerne til livs, og samtalen bliver mere konstruktiv og fokuseret på at placere et ansvar:
”Jeg tror, at hvis vi skal bevæge os i en eller anden konstruktiv retning, så skal vi til at blive sindssygt konkrete, når vi taler om Metoo. Der er for mange luftkasteller, som man kan henvise til.”