Stine Stengade: "Børn har brug for, at deres forældre er tilgængelige"

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
– Jeg er temmelig dårlig til at komme ud ad døren til tiden. Jeg kommer altid til at presse citronen og har tendens til at blive irritabel, når det sker. Jeg mener, det er jo bare at gå ud ad døren... men jeg arbejder med det. Min søn og jeg har lavet en regel om, at man gerne må kommentere på det og lave sjov med absurditeten, mens det foregår – det gør altid godt.

Hvilken film betyder mest for dig?
– Hvis jeg skal nævne en film, så er det "A Streetcar Named Desire." Jeg var ikke mere end 12-13 år, da jeg så filmen første gang, men jeg var allerede fast besluttet på, at jeg ville være skuespiller, og jeg var fuldstændig betaget af skuespilpræstationerne. Særligt Vivien Leigh fascinerede mig. Når jeg ser hende spille, ser jeg en meget udtryksvarieret og nærværende skuespiller med en modig højrisikoinvestering i sin kunst. Hun er fra en tid, hvor spillestilen på film var mere teatralsk end nu. I mine øjne er hun lysende.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– Da jeg var 12 år, ville jeg træde op på en lav cementkant ved en hestefold, men skred og rev indersiden af benet. Det gjorde ondt, men der var ikke gået hul på mine røde joggingbukser. På den modsatte side af hestefolden stod en anden pige og kiggede på heste, og
jeg var så pinligt berørtover at være faldet, at jeg gik en omvej hjem for at undgå at passere forbi hende. Mens jeg gik, kunne jeg mærke blodet løbe ned ad mit ben. Jeg glemmer aldrig min stedmors ansigtsudtryk, da hun løftede op i mit ene bukseben og sagde, at jeg IKKE skulle kigge. Jeg blev syet med ti sting og måtte holde mit ben i ro i en uge. Siden har jeg tænkt over proportionerne i situationen: at jeg hellere ville gå en omvej hjem med et blødende kødsår end gå forbi et vidne til mit lille ansigtstab.

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?
– Muligvis, at jeg er tidligere fodboldspiller. Altså bare på hobbyplan. Da jeg i begyndelsen af min karriere nævnte det for en journalist, fordi jeg gerne ville skabe lidt modvægt til mediebilledet af Stine Stengade i "pels og perler", blev jeg overrasket over, hvor overrasket journalisten blev. Siden er jeg blevet udspurgt om det utallige gange. Mest af mandlige journalister selvfølgelig.

Hvornår synes du, andre mennesker er barnagtige?
– Når mennesker lader dårlig selvfølelse og personlige problemer gå ud over andre mennesker, synes jeg dybest set, at det er barnagtigt. At vi nok alle sammen en gang imellem falder lidt i, er en anden sag – men man må bestræbe sig på at lade være!

Hvad er din største last?
– Salt. Jeg spiser højst sandsynligt alt for meget salt i forhold til den anbefalede dosis. Mad uden nok salt kan være lige meget. Og popcorn kan jeg simpelthen ikke stoppe med, hvis jeg først er kommet i gang!

Jeg bliver upopulær, når jeg siger det, men jeg synes...
– ...at begrebet "kvalitetstid" med børn virker som en konstruktion opfundet af voksne, der er for meget væk. Ideen om, at man ved at være sammen med sine børn på en mere intens eller aktivitetsfyldt måde kan kompensere for et stort fravær i tid, mener jeg ikke, er rigtig. Jeg tror ikke på, det er til børnenes bedste. Børn har brug for, at deres forældre er tilgængelige, når de har behov for det.