Trine Dyrholm
Foto: Michael Falgren Trine Dyrholm: ”Jeg har haft nogle år, hvor jeg har været sådan lidt ligeglad med, hvordan jeg så ud. Men pludselig er jeg ikke ligeglad mere”

Trine Dyrholm: "Jeg er indædt modstander af, at udseendet skal fylde for meget"

Alder, krop og begær er omdrejningspunktet i filmen ”Dronningen”, hvor Trine Dyrholm spiller den modne kvinde, der forfører sin 17-årige stedsøn. Og hun kan godt genkende længslen efter ungdommens frihed, samtidig med at hun nyder roen i at stå ved sig selv.

Hun står foran spejlet i soveværelset. Åbner langsomt sin petroleumsblå skjorte. Knap for knap. Mens hun kigger på sig selv. På kroppen. På brysterne. På maven. Hun drejer sig fra side til side. Berører sig selv. En moden kvinde, der er tilfreds med, hvad hun ser. Og en kvinde, der mærker nogle længsler. Noget begær.

Scenen stammer fra filmen ”Dronningen”, hvor Trine Dyrholm spiller advokaten Anne, der har styr på sig selv, familien og jobbet. Styr på livet. Lige indtil hendes 17-årige stedsøn Gustav flytter ind. Hans ungdom og virilitet sætter gang i nogle følelser hos hende, som er så forbudte, som noget kan være, og som ender med at tage magten fra hende. Hun forfører ham. Og han lader sig forføre. Dramaet er i gang og indrammes meget fint af Annes ord til Gustav, da de sidder nøgne sammen: ”Nogle gange er det, der sker, og det, der ikke må ske, det samme.”

Trine Dyrholm
Jakkesæt fra Boss, smykker fra Pernille Lauridsen. Fotograf: Michael Falgren,

Trine Dyrholm er selv midt i livet. 46 år og en af Danmarks dygtigste og mest succesfulde skuespillere. Hun kender godt til tankerne om alder, krop og længsler.

– På den ene side lever jeg jo i en branche, hvor beauty rules på en eller anden mærkelig måde. Og samtidig er jeg en indædt modstander af, at det skal fylde for meget. Så jeg har prøvet at insistere på, at hey, man kan godt have rynker, man kan godt spille uden makeup, man kan godt have lidt mave. Og samtidig er jeg også en slave af mit samfund. Selvfølgelig er jeg det. Hov, de er pæne, så vil jeg også være pæn. Men jeg forholder mig til det som et modent, reflekterende menneske. Forfængelighed er uinteressant i mit fag, når man spiller. Der bliver du nødt til at stikke det skråt op. I rollen som Anne spiller jeg en kvinde, der går op i sig selv, så jeg fik lavet fine negle, og jeg tog mig også lidt sammen til rollen i forhold til min krop. Anne er et kontrolleret menneske. Men jeg har også spillet roller, som ikke var sådan, og jeg synes, det er meget privilegeret, at jeg kan gøre lidt forskelligt. Så kan jeg hele tiden sige: Jamen, det er rollen, der skal være tyk, det er ikke mig, ha ha.

LÆS OGSÅ: Danica Curcic: Denne begivenhed ændrede mit liv

– Samtidig insisterer jeg på, at det ikke er noget, jeg tænker på, når jeg spiller. For man kan komme rigtig galt af sted, hvis man hele tiden ser sig selv udefra. Det går simpelthen ikke. Jeg kan ikke spille frit, hvis jeg står og tænker på, om jeg har dobbelthage, når jeg græder, eller at jeg skal huske at trække maven ind. Det er klart, man kan ikke undgå det hundrede procent, men det er noget, man skal være opmærksom på. Scenen i filmen, hvor Anne står og kigger på sig selv, synes jeg er interessant, fordi den viser en kvinde, der ikke har en masse komplekser over sig selv. Hun opdager sin egen krop igen og tænker, hov, jeg er da egentlig stadig okay. Typisk er der en masse skam og jeg-er-ikke-god-nok forbundet med den kvindelige seksualitet. Desværre. Stadigvæk. Vi kvinder har det med at fokusere på alt det, vi ikke har, men i filmen har vi vendt det om og siger: Vi prøver at lade hende kigge på sig selv og tænke, at det faktisk står meget godt til. Og publikum reagerer på den scene, fordi det er så uvant at se.

Hvordan har du det med kroppen i dit private liv?

– Jeg har haft nogle år, hvor jeg har været sådan lidt ligeglad med, hvordan jeg så ud. Men pludselig er jeg ikke ligeglad mere, nu kan jeg godt tage mig lidt sammen. Det er nu nok mest fordi, at det at være ligeglad betød, at jeg begyndte at få ondt forskellige steder. I ryggen. I nakken. Jeg opdagede, at jeg var begyndt at komme i skavank-alderen, hvor man indleder venindemøderne med, at alle fortæller, hvor de har ondt, og hvad de fejler. Og det gider jeg altså ikke rigtig. Samtidig føler jeg, at jeg aldrig har haft det bedre, end jeg har det nu. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg synes, det er ret spændende at være. Både arbejdsmæssigt og privat. Min søn er stadig tilpas lille til, at jeg har nogle gode år endnu med ham, hvor han stadig gerne vil kramme. Jeg er ikke nået til den fase, hvor han rigtig skal til at løsrive sig. Jeg føler også, at jeg er fri af ungdommens vaklen i forhold til, hvem jeg er. Jeg er en moden kvinde nu, og det passer mig glimrende. Jeg synes faktisk, det er ret skønt. Ærligt talt.

Hun slår en høj latter op.

– Men det betyder jo ikke, at jeg ikke stadig godt kan længes efter alle mulige ting, eller at jeg ikke stadig kan have issues med det ene eller andet. Det hører jo med. Uanset hvor gammel man er.

Der er mange unge, der tror, at længsler og lyster er noget, der stopper, når man passerer 40 år?

– Men så kan vi bare sige til dem, at det er DER, det starter, ha ha. Det er der, det sjove begynder. Jeg begyndte for alvor at spille alle mulige spændende og nuancerede roller, da jeg var midt i 30’erne. Når man når den alder, har man noget historie med sig, og det hele bliver lidt sjovere, fordi tingene ikke bare er sort-hvide. Pludselig er alting meget mere nuanceret. Forhåbentlig. Ikke dermed sagt, at unge mennesker ikke er nuancerede, for det er de ved gud. Det er bare noget andet. Som ung kan man have en tendens til ikke at være til stede der, hvor man er. Og så er det, at man som lidt ældre prøver at sige: Lad nu være med at stå og græde over, hvordan du ser ud NU, for om ti år vil du sidde og kigge tilbage og tænke, aj, hold kæft hvor var jeg pæn dengang, ha ha. Prøv nu at give dig selv lidt rum og fred.

Trine Dyrholm
Fotograf: Michael Falgren,

Kan du genkende den her længsel efter noget, der var?

– Når du laver dramatik, bliver tingene tit sat på spidsen. Det er der, dramaet folder sig bedst ud. Men det betyder jo ikke, at alle – fordi de mærker længslen – får lyst til at forføre en anden, som Anne gør i filmen. Men jeg tror, der er mange, der vil kunne genkende en længsel efter det, der var. Ikke nødvendigvis ungdommen, men det, ungdommen gør ved dig. Det frisættende. Det ukontrollerbare. Noget, som er uigenkaldeligt slut på en eller anden måde. Noget, som man måske ikke fik udlevet. Og det kan jeg da godt genkende.

I ”Dronningen” er der nogle meget eksplicitte sexscener mellem Anne og Gustav, og man kan næsten ikke undgå at tænke over, hvordan det mon er at spille sådan nogle scener. Og i øvrigt selv se dem bagefter.

– Seksualitet er et underliggende tema i ”Dronningen”, og vi har behandlet de her sexscener lige så nuanceret, som vi har behandlet alle de andre scener. Det var helt utrolig professionelt, og vi arbejdede med scenerne som med stunt-scener. Helt teknisk. Med storyboard og det hele. Inden scenerne var vi til møde, hvor instruktør og fotograf fortalte alt, hvad de ville lave af billeder, og hvordan de ville beskytte på den ene og anden måde. Den her film har været et af de tryggeste rum,
jeg nogensinde har prøvet på en filmoptagelse. Og det kan selvfølgelig være, fordi man er blevet opmærksom på, at man måske skal tale lidt mere om sådan nogle ting, fordi man før i tiden liiige glemte at tale om den slags. Eller fordi man ikke turde tale om det.

Din medspiller er meget ung, hvad betød det?

– Han er ung og ny, men han er fuldstændig på niveau rent professionelt. Der er slet ikke noget der. Men jeg påtog mig selvfølgelig – fordi jeg var den ”gamle skuespillerinde” – at lave et trygt rum og ligesom sige hey, vi er her, og det er super grænseoverskridende, men vi kan klare det. Det, der er vigtigt, er, at det aldrig bliver privat, og det gør det ikke. Som skuespiller er du pakket ind i en fiktion, og der står altså et kamera lige op i krydderen på dig. Selvfølgelig kan man godt fortabe sig i momentet: Nu leger jeg, at jeg er Anne, der… Men det har ikke noget med mit private jeg at gøre. Selvom det godt kan være lidt svært at forstå for publikum, der ser filmen.

LÆS OGSÅ: Christopher Læssø: "Jeg fik nok min datter, før jeg var klar"

Fordi det ser meget ægte ud…?

– Ja ja, ha ha. Det er ikke scener, man laver med et fingerknips, men det er der mange andre scener, der heller ikke er. Det er heller ikke bare lige sådan at lave en stor slåskamp eller en kæmpe bryd-sammen-scene.

Hvordan er det at se de scener bagefter?

– Når jeg ser en film, hvor jeg fylder så meget, som jeg gør i ”Dronningen”, skal jeg altid lige se den et par gange, før jeg kan abstrahere fra, at nå ja, det var den dag, hvor… Når jeg er ude over det og oplever filmen rigtigt, ser jeg den ikke som privat. Jeg kigger på, om den fungerer på karakterens, situationens og historiens præmis? Og hvis det nu ikke fungerede, så tror jeg, at jeg ville se det som privat, fordi så stritter det. Men jeg synes, at sexscenerne er så integrerede i temaet og karaktererne i denne film, at det er, som det skal være. Og så gør det ikke noget, at man som publikum føler, at det næsten er lidt for meget. Det er netop meningen, at publikum bliver vidner.

Trine voksede op i 70’erne og var bl.a. på ø-lejr med sin frisindede mor. Hun har et barndomsfotografi af sig selv, hvor hun sidder med rullekravesweater på midt mellem alle de andre på lejren, der rendte nøgne rundt. Det har hun grinet meget af senere, men hun havde åbenbart behov for at trække lidt kontra, fortæller hun, selvom barndomshjemmet slet ikke var et ekstremt 70’er-hjem.

– Jeg er folkeskolelærerbarn, og jeg lærte hjemmefra, at jeg skal huske dem, der ikke har det så godt. Jeg skulle være med til at passe på de udsatte og på dem, der har det svært. Derudover er jeg et sammensat produkt af to meget forskellige mennesker.

Trine Dyrholm
Jakkesæt fra Gestuz, bluse fra Sand. Fotograf: Michael Falgren,

Hvordan var dine forældre forskellige?

– Jeg har stadig min mor, min far døde for nogle år siden. Og jeg ligner nok min far mest. Han kunne godt have en lidt privat, melankolsk side, som jeg har arvet. Min mor har en meget social side, som jeg også har arvet. Hun er meget positiv, hun skaber netværk og liv omkring sig, og den side har jeg også.

Hvordan kommer det melankolske til udtryk hos dig?

– Jeg kan godt have nogle dage, hvor jeg er meget transparent og følsom over for det hele. Før jeg mødte min mand, Niclas, havde jeg også perioder, hvor det havde en mere destruktiv karakter. Hvor jeg ikke rigtig kunne finde ud af at forholde mig til mine egne følelser. Men jeg synes, at melankolien er en vigtig del af livet. Det er jo helt klassik ying-yang. Helt klassisk den glade maske og den sure maske. Livet er dualistisk, og det bliver dybere af, at du forstår begge sider, synes jeg.

Hvordan var det for dig at miste din far?

– Det var forfærdeligt. En kæmpe sorg. Det var et spejl, der forsvandt. Jeg savner ham stadigvæk. Men samtidig må jeg jo også sige, at det er sådan, det er. Døden hører med til livet. Det er syv år siden, han døde, og jeg havde en følelse af, at jeg dengang skrev mig ind i den kollektive fællesarv, for vi skal jo alle sammen miste en forælder. På et eller andet tidspunkt. Min far døde for tidligt, det er der ingen tvivl om, som 66-årig, og jeg kunne godt ønske mig, at han havde fået lov til at leve nogle flere år, og vi havde haft ham endnu og alt muligt, men han havde dog haft et godt liv. Han nåede at møde sine børnebørn. Både min søn og min søsters børn. Men det er ikke sjovt at miste. Og jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg skal miste endnu flere. Eller at jeg selv kan blive mistet for nogen. Tænk, hvordan min søn ville have det, hvis… Jeg kan godt blive overmandet af melankoli over, at livet er så sårbart. Og over alt det, min søn skal igennem. Det lille menneske.

LÆS OGSÅ: Clara Rosager: "Jeg er og bliver en evig romantiker"

– Samtidig kigger jeg på min mor, som stadig er super frisk, men hun bliver også ældre. Og jeg kan også se mit eget forfald. Det er jo ikke noget, der kommer bag på en, man har levet hele sit liv med viden om, at det får en ende, men det er klart, jo tættere du kommer på, at du er ældste led, jo mere nærværende bliver nogle af de temaer jo.

Kan du sætte nogle flere ord på de svære perioder, du havde, inden du mødte Niclas?

– Jeg har bare haft perioder i mit liv, hvor jeg ikke har været super lykkelig. Men det ser jeg ikke som noget ekstraordinært. Jeg tror, der er utrolig mange mennesker, der kender det. Jeg havde en periode i slut-20’erne, hvor jeg pludselig blev overvældet af at prøve at forstå, hvad det vil sige at forholde sig til den eksistentielle ensomhed. Som ikke har noget at gøre med, at du er alene, men som har noget at gøre med nogle meget større følelser af eksistens. Senere oplevede jeg ulykkelig kærlighed, som blev ved med at gå i ring, og jeg oplevede sygdom og død omkring mig. Men igen, det er jo arketypiske ting, som vi alle sammen skal igennem, og der er bare perioder i livet, hvor det er tid til at reflektere lidt. Og nogle gange kan de perioder have en mere melankolsk lyd end andre gange.

Hvordan har de kriser været med til at forme dig?

– Jeg tror, at når man slår hul ned til nogle dybere lag i sig selv, så udvider man det menneskelige rum og i mit tilfælde også det kunstneriske rum. Men frem for alt modner det et menneske.

Trine Dyrholm
Fotograf: Michael Falgren,

Så du ville ikke have været det foruden?

– Der er nogle ting, jeg godt kunne have været foruden, sådan er det vel altid, men jeg bruger faktisk ikke så meget tid på at fortryde, hvad der er sket. For sådan er det. Men jeg kan godt undre mig nogle gange over nogle mønstre, jeg selv har været med til at opretholde. Jeg kan godt tænke: Hvorfor skulle der gå så mange år, før jeg lige forstod det eller det? Eller: Hvorfor stillede jeg ikke ordentligt op for mig selv? Men jeg tror ikke, der er en endegyldig sandhed. Jeg tror, livet bevæger sig. Vi bevæger os hele tiden. Jeg tror ikke, der er et facit på noget tidspunkt. Jeg kan stadig tænke, at jeg ikke aner en skid om mig selv. Selvfølgelig er der en kerne, der er mig, men ens personlighed kommer jo også an på, hvem man møder gennem livet. Vi opstår i relationer, synes jeg. Det gælder også i arbejdet. Når jeg tænker tilbage på, hvad der har betydet noget i min karriere, så er det alle de kreative møder, jeg har haft. Med instruktører. Med kollegaer. Der hvor jeg har delt et kreativt rum med nogen og er blevet modnet af det.

Trine mødte Niclas Bendixen i 2006. De to har et meget tæt og dybt forhold, og hun omtaler ham som sin base. Niclas er instruktør og søn af Britt Bendixen, der især er kendt fra ”Vild med dans”. Hun fortalte i ALT for damerne i 2017, at Trine, da de mødtes første gang, havde sagt, at Britt ikke skulle regne med at blive farmor.

– Den biologiske følelse af at ville have børn har jeg ikke kendt til. Og fordi jeg havde været alene nogle år, da jeg mødte Niclas, havde jeg tænkt, nå, jeg skal nok bare ikke have børn. Og jeg havde forliget mig med det. Jeg var også lidt træt af at få at vide, at man ikke ved noget som helst, før man får børn. Og ja, selvfølgelig er der nogle ting, man forstår, når man får børn, men jeg lever jo af at prøve at forestille mig alt muligt, så jeg vil insistere på, at der også er nogle, der ikke har børn, der godt kan forstå nogle af de samme følelser. Det der med, at vi lukker hinanden ude af nogle klubber, det er noget mærkeligt noget. Så derfor tror jeg bare, at jeg havde det sådan, okay, det er ikke sikkert, at jeg skal børn. Jeg havde fritstillet det. Men så, da jeg mødte Niclas, føltes det helt naturligt, at vi skulle have et barn sammen.

Trine Dyrholm
Bluse fra Frame, bukser fra Julie Fagerholt Hearmade, sko fra A Pair. Fotograf: Michael Falgren,

Hvordan var det så at få et barn?

– Åh gud, skal vi omkring det?

Ja, det er et dameblad…?

– Jamen altså, det er jo det bedste, der er sket i mit liv. Det er der da ingen tvivl om. Absolut. Axel er min store kærlighed, og jeg håber alt det bedste for ham. Min familie, i det hele taget, betyder rigtig meget for mig, selvom vi ikke er sammen hele tiden. Jeg rejser meget, det har jeg prioriteret, for ellers kunne jeg ikke sige ja til de arbejdsmæssige ting, jeg gerne vil lave. Men det har Axel været med på, og så har jeg jo også en mand, der er der for Axel. Vi får det til at hænge sammen begge veje. Men altså… Axel er sjov. Han er ret fantastisk. Virkelig. Men det var ikke sjovt at være gravid. Jeg syntes, det var rædselsfuldt.

Hvorfor?

– Det var psykisk for mig på en måde, så jeg slet ikke kunne holde det ud. Det med at det ikke er konkret. Der er et eller andet, der tager bo i din krop, du kan ingenting, og du bliver bange for alt det, der kan ske. Men da det så skete – da Axel kom til verden – så var der pludselig et konkret output. En, jeg kunne elske. En, jeg elsker. Det kunne jeg meget bedre forholde mig til.

Hvordan er du som mor?

– Rædselsfuld…!

Hun griner højt og læner sig helt tilbage i stolen.

– Nej, jeg tror, jeg generelt er en ret kærlig og omsorgsfuld mor. Jeg er også en mor, som laver alle mulige fejl hele tiden. Og som, når jeg er stresset, lige bliver lidt for irriteret. Men jeg synes egentlig, at jeg er bedre til at være mor, end jeg havde troet, jeg ville være, ha ha. Jeg har heller ikke så høje forventninger til mig selv – i det hele taget – i mit personlige liv. Det er meget sjovt, for med mit arbejde har jeg altid haft sådan en selvsikkerhed. Jeg har altid tænkt: Det kan jeg godt. Jeg kan sagtens være kritisk over for mig selv, men i bund og grund tror jeg på, at jeg kan finde ud af at være skuespiller. Men så er der andre sider af livet, hvor jeg har det sådan: Uh nej, det kan jeg sikkert ikke finde ud af. Jeg er sådan en bangebuks med mange ting. Og jeg ved ikke hvorfor. På et tidspunkt havde jeg en teori om, at det er fordi, jeg har øvet mig meget mere i mit arbejde, end jeg har i det virkelige liv. Men igen – jeg synes, at tvivlen hører med. Jeg synes, det er underligt, hvis man ikke tvivler. Det kan godt være, at tvivlen gør en sårbar, men der var engang en klog kollega, der sagde til mig: ”Husk nu, at din sårbarhed både er din byrde og din styrke”. Sårbarheden kan måske gøre, at man knækker lidt engang imellem, men det er også den, jeg som skuespiller lever af. Det er en ressource, jeg kan tappe ind i, når jeg arbejder.

Hvem er Trine Dyrholm?

Trine Dyrholm
Fotograf: Michael Falgren,

Trine Dyrholm, født 1972 

  • Skuespiller aktuel i filmen ”Dronningen”.
  • Kendt fra tv-serier som ”Arvingerne” og ”Taxa”, film som ”Hævnen”, ”Den skaldede frisør”, ”Kollektivet”
    og ”Du forsvinder” og en lang række teaterstykker.
  • Modtager af seks Bodil-priser, ni Robertpriser og en Sølvbjørn.
  • Deltog i dansk melodi-grandprix i 1987 med sangen ”Danse i måneskin”.
  • Kæreste med instruktør Niclas Bendixen, som hun har Axel på 10 år sammen med.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Film, Karriere og Kropsidealer