
"Det er en barsk historiefortælling og en trist øjenåbner"
Anmelder Anna Pia Holmgaard skriver om en af ugens bøger, at det er en barsk historiefortælling og en trist øjenåbner.
Et liv under tvang og vold
”Skæbnens bog”
Af Parinoush Saniee
Gyldendal, 488 sider, 350 kr.

Det er svært at forestille sig, hvordan det er at være livsglad og ambitiøs kvinde i Iran. At plusordene kan blive til ens værste fjende og trussel mod livet. Det har Parinoush Saniee skrevet en bog om med Masumeh som fortæller. En kvinde i en familie, hvor sønner får lov at gøre, hvad de vil. Piger skal finde sig i undertrykkelse. Ikke sært, at det iranske styre så problemer, når bogen beskrev, hvor lidt frihed iranske kvinder har. De forbød den, men den blev en øjeblikkelig succes, da den udkom. Masumeh oplever vold, den forbudte lyst til at lære, møder en mand, hun ikke må få, og bliver tvangsgift med en anden. Da han forsvinder, får hun et hårdt liv som enlig mor. Det er barsk historiefortælling og en trist øjenåbner. Der er lang vej igen, men bogens succes viser, at kampen fortsætter. ap

LÆS OGSÅ: Topkarakter til "helt igennem gribende" bog
Klassisk dannelseshistorie
”Den røde jord i Mzuzu”
Af Trine Andersen

Gyldendal, 415 sider, 300 kr.

Alice er rodløs, akademiker og prøver at finde et sted i livet, hvor hun kan skabe noget, der minder om selvstændig retning. Det er ikke ligetil, og hun ender i Malawi i et faldefærdigt hus uden andet end en vis kærlighed til bøger og fotografi. Det er en klassisk dannelses- og udviklingsroman, Trine Andersen har skrevet, hvor Alice med tiden får indtil flere mænd i sengen, en vis form for autoritet i sit eget liv og en rolle i et blodigt, politisk opgør, der koster liv i byen. Alices historie om at drage ud for at vende hjem til sig selv er måske plantet i Afrika, men den er Dyssegård- parcelhus i sit setup. Jeg ville ønske, at kanterne mellem hvid og sort, kvinde og mand, tjener og herre var skarpere ridset op for dynamikkens skyld. ap
Troende i Transsylvanien
”Den udstødte”

Af Anouk Markovits

Rosenkilde og Bahnhof, 250 sider, 300 kr.
Transsylvanien 1939. Drengen Josef gemmer sig under et spisebord, hvorfra han kan se sin familie blive flækket midtover med en høtyv. Det makabre mord beskrives billedligt set med uskyldens barneøjne: ”Mors sko dinglede fra snorebæltet, der holdt de lasede bukser oppe.” Herfra springer fortællerstemmen videre til fjerne lande, synsvinkler og tidspunkter, men den bibeholder det skarpe, sprudlende og enormt billedmættede sprog. Paris, England og New York lægger scene til en storslået fortælling om tro, krig og kærlighed. ”Den udstødte” binder en række menneskeskæbner sammen med historien på forbilledlig vis, hvilket kunne hænge sammen med, at forfatteren Anouk Markovits selv er vokset op i et stærkt religiøst hjem. Romanen favner bredt, hvilket bliver både dens styrke og svaghed. knj
LÆS OGSÅ: "Tankevækkende krimi, der holder sine læsere på plads"