Ulla Tørnæs: "Min mor døde, da jeg var otte år"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var i parcelhuskvarteret Kystparken i Esbjerg, hvor vi boede, fra jeg var to år. Min far var fiskeskipper og meget væk hjemmefra. Min mor døde, da jeg var otte år, så derfra boede jeg alene med min far, storesøster og lillebror. Jeg kan ikke krystalklart huske tiden efter min mor døde, men det er klart, at når man går fra to forældre i husstanden til én, så er alting ikke helt så strømlinet, som det kunne have været. Min lillebror boede nogle år hos mine bedsteforældre.

– For at min far ikke skulle være for meget væk fra os, besluttede han sig for at blive politiker i stedet, og så var han bare væk af den grund. Men han klarede det hele ved hjælp af netværk og familie, og det var et trygt barndomshjem. Vi boede alene med far i seks-syv år, så blev han gift igen med en kvinde, som han mødte på en havretskonference i Geneve. Hun var udstationeret i Geneve og har i høj grad påvirket mig til at have et udsyn mod verden.

– Jeg følte ofte, vi sad og ventede på far derhjemme. Jeg har i højere grad forventningsafstemt med mine børn, og jeg vil hellere sige, at jeg er hjemme klokken 17, og så overraske dem med at være hjemme klokken 16, end det modsatte.

Din levevej?

– Som barn drømte jeg om at blive dyrlæge, men jeg var ikke ret interesseret i matematik og heller ikke særlig god til det, så det blev jeg ikke. Jeg blev til gengæld påvirket af min opvækst. Min far blev senere folketingsmedlem og minister, og vi diskuterede altid samfundsforhold derhjemme. Min fars kone kom til at sidde i byrådet. Det var i de hele taget en politisk engageret familie, og helt tilbage fra mine bedsteforældre har vi været klar til at påtage os det ansvar. Da muligheden for at stille op for Venstre bød sig, greb jeg den. Jeg kan slet ikke lade være med at være politiker. Hvis du vil skabe forandring, er politik vejen frem. Og det er en fantastisk glæde, når det lykkes.

LÆS OGSÅ: BS interviewer Mette Frederiksen: "En skilsmisse er jo en genstart af et liv"

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det tager jeg meget afslappet. Hjemme i Holstebro, hvor jeg bor, og i Esbjerg, hvor jeg er valgt, er jeg bare en del af gadebilledet. Da mine døtre var små, syntes jeg dog, det kunne være svært at stå i en supermarkedskø med trætte børn og spekulere over, om folk talte om mine uopdragne børn. Men mine børn er vist egentlig bare ligesom alle andre.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Min mand, Jørgen, som jeg mødte til karneval i Venstres Ungdom i 1991. Jeg syntes, han var sjov. Han gik på Landbohøjskole, og jeg arbejdede dengang for Venstre. Faktisk var jeg gået hen til den fest, fordi jeg havde hørt, at der skulle komme gæster fra Baltikum, og det var spændende lige efter, Muren var faldet. Oppe i baren spurgte han mig, hvad jeg lavede i min fritid. Jeg svarede, at jeg er meget glad for heste. ”Det er jeg også”, sagde han, og jeg tænkte, at det var da noget af en scorereplik. Men det er faktisk rigtigt. Vi er begge interesserede i heste, ligesom vores tre piger er. Vi har dog kun to ponyer nu, og jeg får desværre redet alt for lidt. Men jeg kan godt! Jeg synes, det samarbejde med et levende dyr er så fantastisk. Min mand er også politisk interesseret, ellers ville han ikke kunne holde ud at leve sammen med mig.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er min mand, som jeg har kendt i mange år. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt og fået tre skønne, skønne børn sammen. Han kan jo ikke vejlede mig om konkrete politiske beslutninger, men han har en god fornemmelse for, hvor mine vælgere står i forskellige spørgsmål. Han er hudløst ærlig.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin om sin mor: "Jeg så hendes første TV-Avis - hold op, hvor havde de lavet om på hende"

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Ja, det er sket indimellem på mit arbejde. Jeg har stået i katastrofesituationer og talt med flygtninge eller mennesker, der sulter. I de situationer kan jeg miste vejgrebet, men jeg har øvet mig i ikke også at miste modet og troen. Jeg stod for eksempel engang og overværede en fødevareuddeling i Etiopien, hvor en mor pludselig rakte sit barn frem mod mig, for at jeg skulle tage barnet med mig. Hun var fuldstændig afkræftet og havde fire andre børn omkring sig. I 2005 var jeg på besøg i Ghana, hvor jeg var med på lægeklinikken, da en ung kvinde fik at vide, at hun var hiv-positiv. Dengang var hiv en dødsdom. Derudover vidste hun, at når hun vendte tilbage til sin familie, ville hun blive udstødt. Det værste var, at inderst inde vidste hun jo godt, at det formentligt var hendes egen mand, der havde smittet hende. Det er voldsomme situationer, men i dag kan jeg rumme det og bruge det, for det er den slags oplevelser, der giver mig energien til at kæmpe endnu mere.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg plejer at sige, jeg er administrerende direktør derhjemme. Arj, det var vist mest, da børnene var små. Jeg har jo arbejdet i København altid, så for at deres hverdag skulle være så rolig som muligt, lavede jeg madplan til hele ugen og forberedte al mad, inden jeg tog på arbejde i København om mandagen og først kom hjem om torsdagen. Så skulle jeg ikke sidde i København og tænke over, om de nu fik noget at spise. Det gav mig ro til mit arbejde at vide, at der var mad i fryseren. Men om de egentlig fulgte min madplan, er jeg ikke helt sikker på. Jeg tjekkede det aldrig.

– Selvfølgelig har jeg tænkt meget over, at jeg var væk dengang, men hvis du er nærværende, når du er hjemme, kan det godt fungere. Jeg håber, mine børn vil sige, at jeg var der, når jeg var hjemme. Også selv om jeg stod og fabrikerede frikadeller til fryseren. Du kan jo også godt nå at læse en mail, hvis du ikke gør det lige midt i et spil kort. Planlægning er vejen frem.

LÆS OGSÅ: Puk Elgård: "Man kan nemt smide et dyrbart venskab ud med badevandet"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da Ander Fogh Rasmussen vandt valget i 2001, og vi fik et rent borgerligt flertal, gik jeg første gang over dørtærsklen til et ministerium. Jeg havde været politisk ordfører, og jeg ønskede mig det ansvar, der følger med at være minister. Det bekymrede mig slet ikke. Jeg havde bare armene over hovedet, da telefonen ringede, og jeg blev spurgt, om jeg ville være undervisningsminister. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Til gengæld har jeg altid været meget bevidst om, at det ikke er mig selv, der bestemmer, hvornår jeg går ud ad døren igen.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at fortsætte mit arbejde for kvinders og pigers rettigheder og især deres ret til at bestemme over egen krop. For eksempel hvem de har sex med, og hvem de får børn med og hvornår. Det er nøglen til en mere retfærdig verden og øget økonomisk udvikling. Når en pige bliver gift væk som 12-årig og får børn derefter, kan hun ikke i særlig høj grad bidrage økonomisk til samfundet, som hun til gengæld kan, hvis hun får lov at gøre sin skolegang færdig. Det vil jeg gerne slå et slag for. Den slags er jo en selvfølge i Danmark, hvor jeg aldrig har beskæftiget mig med ligestilling. Det er der andre, der gør meget bedre end mig. Men da jeg fik denne post som minister for udviklingsbistand, gik det op for mig, hvor meget vold og voldtægt, der findes derude i verden. Det er faktisk ret almindeligt. Men det er jo de færreste kvinder, der har adgang til en mikrofon, det har jeg, og det forpligter. For nylig var jeg med kronprinsesse Mary i Kenya, hvor vi mødte en ung kvinde, som var blevet giftet bort som niårig. Gennem et hjælpeprogram var hun kommet ud af sit tvangsægteskab og var kommet i skole. Hendes største drøm var at blive hjernekirurg. Når folk spørger: ”Nytter det?”, svarer jeg: ”Ja”.