Undgå de 10 værste feriekriser

Undgå de 10 værste feriekriser

1. TJEKLISTE-TYRANNEN

Du driver hele familien til vanvid med dine tjeklister. Især din mand, der flere uger i forvejen bliver bedt om at smide sine underbukser (samtlige) til vask, så de kan ligge stablet og klar til at blive pakket i kufferten et par dage før afrejse (mindst). Sommerhusferier forberedes som om en hungersnød var under optræk – bøtter med kødsovs og boller i karry står stablet i fryseren, og Fætter BR er lænset for Kongespil, petanquekugler og badmintonketchere – for børnene må ikke kede sig.

Coachen: Sig det højt – „jeg holder fri“

– I virkeligheden er du bare en „projektleder-mor“, der kæmper rigtig hårdt for selv at kunne komme til at holde fri – uden at behøve at sige højt, at det er dit behov. For når alt er fikset på forhånd, så håber du, at du også kan få lidt tid til at slappe af. Desværre er det en kamp, du ikke kan vinde – medmindre du faktisk fortæller familien, at du også har brug for bare at slippe ansvaret.

2. Et stk badebillet, TAK

Det er meget lettere, når andre tager ansvaret, og han har jo også så meget af det (altså ansvar) på sit krævende arbejde. Så når nu andre har sådan en lyst til at planlægge ferien, så lad dem (dig) dog… Når familien så først er kommet af sted, vågner han op og kommer i tanke om, at han for resten ikke har specielt meget lyst til Disney World Paris i højsæsonen. Og er der måske noget at sige til, at man er gnaven, når man skal stå i kø i to timer og betale en halv måneds-løn for en tur i rutsjebanen, når man ikke engang taler fransk!

Coachen: Er han egoist eller bare koblet af?

– Ferien er et koncentreret billede på det hverdagsliv, vi har. Så hvis du er gift med en egoist, der kun tænker på sine egne behov, så kommer det endnu stærkere til udtryk i ferien. Det kan selvfølgelig tænkes, at du styrer lidt for meget, så han på forhånd har opgivet at komme på banen. Få snakket om, hvilke drømme I hver især har for ferien. Sig, at du har brug for, at han også melder ud i god tid. Så kan det oven i købet være, at han gerne vil tage sin del af opgaverne med at planlægge en ferie, han også kan glæde sig til.

3. ER DET DIG ELLER MIG, DER PAKKER?

Pakke taske, pakke bil – det er der sørme stor forskel på. Det er faktisk nærmest et sammenstød mellem to verdener, to kulturer eller bare to køn, når du har brugt tiiimer på at pakke til hele familien og endelig ganske udmattet kan fremvise resultatet af dine anstrengelser: Voila, fire kufferter (én til hvert familiemedlem, vi taler minimum her). Ludo, Matador, playstation 3, tre blomstrede vattæpper, yndig kurv til stranden, køletaske, campinggrill… og lidt til. Så er det, at han skuer ud over bagagen, mens det sortner for hans øjne. For hvordan i himlens navn, kvinde, skal det kunne være i en Fiat Punto?

Coachen: Prop det nu bare i bilen

– Der findes også mange „projektleder-mænd“. Og de pakker bil på samme måde, som de laver regneark – i snorlige kolonner. Prop det nu bare i bilen, hun har jo virkelig overvejet hver sok og gjort sig umage, også for din skyld. Og når I først er fremme, vil du elske, at hun har tænkt på alt!

4. PITTORESKE POMFRITTER

Der er altid nogle, der vil ha’ mad. På helt urimelige tidspunkter. Men hvem har lyst til at afprøve det der turist-pizzaria med solblegede laminerede fotos af salami-pizzaer, der ligger på hjørnet af et trafikknudepunkt med udsigt til en byggeplads, hvor et femetagers parkeringshus er under opførelse. Når du nu ved – simpelthen kan mærke – at der er det mest romantiske, pittoreske og helt igennem autentiske trattoria… øhh, ikke særlig langt væk. Maks. en halv time på gåben, plus minus det løse.

Coachen: Det er jo drømme om nærvær

– Det handler i virkeligheden ikke så meget om, hvor I spiser. Men mere om din drøm om, hvor hyggeligt og dejligt det bliver, når I sidder dér på den helt rigtige restaurant. Det er en drøm om at mærke nærværet mellem jer, men den kan altså hurtigt briste på den lange, varme gåtur, hvor alle når at blive sure på hinanden. Kan du spise pomfritter eller pizza på en plastikstol og alligevel få den samme følelse i kroppen ved simpelthen at være til stede og nyde, at alle får ro i maven og energi til at fortsætte turen – så falder I garanteret over en skøn café til kaffe og is senere.

5. BYFERIE MED BØRN

Museer, shopping, gader med biler og bakker i 35 graders varme. Med børn. Nej, vel? Men du vil altså bare så gerne liiige ose lidt i Barcelonas lækre designbutikker og sidde på skønne fortovscaféer, når nu du er der. Otte timer senere og 100 procent opkogt har du fået købt et fup-Armani-bælte hos en gadehandler. Resten af historien kender du…

Coachen: Giv alle noget godt

– Hvis alle i familien får nogle af deres behov opfyldt, går det hele meget lettere. Og I vil også opleve en større følelse af samhørighed og rummelighed, fordi én netop ikke får alt på de andres bekostning. Med store børn kan du aftale, at I også laver noget af det, de gerne vil på byturen, for eksempel finder en park, hvor de kan løbe rundt med en fodbold. Med små børn må du lave pauser, hvor de kan soppe i et springvand, fodre ænder – uden at du skynder på dem. Giv dig tid. Du når ikke alle butikkerne alligevel, men nogle stykker – og alle har haft en god dag.

6. STROPPETUR – DET KU’ DU GODT HA’ SAGT

Teltferie, cykelferie, trekking med oppakning, rideferie gennem vildmarken, kanotur med flaske til at tisse i… Nogle mennesker er bare til outdoor-livet – og andre er ikke. Hvis du ikke ved det om din rejsemakker, inden I drager af, så ved du det senest, når solen går ned første dag. Der er ikke noget som ubekvemmeligheder og fysiske strabadser, der kan få mennesket til at vise sit sande (komfortable) jeg.

Du opdager det, når han vækker dig natten i tomandsteltet, fordi han kradser og klør i de 77 mutantstore myggestik (jeg har sødt blod, skat, myg har altid sværmet om mig). Når han på randen, nej vent – faktisk midt i et sammenbrud – kyler cyklen ind i den nærmeste hæk og hysterisk hyler: „Du sagde, at vi bare sku’ op ad bakken“. Eller når I vælter i kanoen, fordi han nægter at tisse i flaske, men i stedet rejser sig op og tror, at man kan svaje bagover for ligesom at få strålen over... det kan man så ikke.

Coachen: Det er bedre at være ærlig

– Igen: Når vi holder fri, forstærkes billedet af vores liv, og hvem vi egentlig er. Hvis I egentlig har en meget forskellig livsstil, bliver det også tydeligt her. Vær ærlig, og sig åbent, hvad I hver især forstår ved en rigtigt god ferie. Måske kan I aftale, at nogle dage kan den ene slappe af ved poolen, mens den anden trekker eller kører på moutainbike i bjergene. Man behøver ikke gøre alting sammen.

7. SEX, IKKE NU IGEN!

Så har man endelig fri og kan slappe af og sove længe og ikke tænke på noget som helst. Og pludselig er der bare hænder alle vegne og hele tiden. Hvad sker der med mænds seksualdrift, når de holder fri? Accelererer den fra 0 (er den nogensinde nul?) til 300 i løbet af de 45 minutter, turen med Molsfærgen varer. Vognporten er ikke engang gået op (og det er også ulideligt varmt i bilen, og ungerne slås på bagsædet), før hans indre Barry White begynder at brumme „Baby, take it all off… I want you the way you came into the world“. Dejligt, jamen selvfølgelig. Skønt at være begæret. Men heeele tiden…? Altså, sku’ vi nu ikke bare ta’ og hygge os.

Coachen: Hvorfor har du ikke lyst?

– Hvis nærværet og intimiteten mellem jer er til stede, vil du formentlig også have mere lyst til sex i ferien - når der nu netop ikke er stress og hverdagsrutiner til at sluge al energien. Men vi tager jo mange forventninger - dvs. skuffede forventninger - med ind i sengen, og så har vi bare ikke lyst til noget som

helst. Kig på, om der er områder af jeres samliv, som tager lysten fra dig. Måske synes du ikke, at han tager sin del af ansvaret og familieopgaverne - heller ikke i ferien. Så snak med ham om det.

8. TOUR DE FRANCE, IKKE NU IGEN!

Der er ikke ret meget, der i dén grad kan spolere følelsen af endelig-fri-og nu- skal-vi-bare-være-sammen… som når han som det første tænder for fjernsynet, når I træder gennem døren til hotelværelset. Tre uger, tre laaaaange uger varer turen. Og du har det nøjagtigt som kyllingen fra Tølløse, der blev frarøvet drømmen så tæt på målstregen og i stedet endte ensom og forrådt på et ukendt hotel (okay, du kender godt navnet), mens han sidder (dog måske med teenage-sønnen, det kaldes bonding) og sumper foran skærmen.

Coachen: Hans behov, dine behov

– Mænd er tit gode til at tage ansvaret for deres egne behov. Hvis han har lyst til at slappe af med at se fjernsyn i ferien, så gør han det. Og han har måske oven i købet et fællesskab med teen agesønnen omkring det. Få snakket om, hvad I hver især har behov for i ferien, så I kan sørge for, at alle føler sig tilgodeset. Og gør noget godt for dig selv, mens de sidder foran kassen – måske havde du under alle omstændigheder lyst til at slappe af med at læse nogle gode bøger.

9. TEENAGE TIMEOUT

Hvor skal vi bare hygge, gå ture, snakke. Endelig er hun fanget sammen med jer, hendes forældre, i et sommerhus på Møn. Nu kan hun ikke smutte væk med venner hele tiden, nu kan du endelige komme lidt ind under huden på hende og opleve den gamle mor-barn-følelse. Og så hænger hun ved mobilen hele tiden. Eller finder andre unge i området, hun kan være sammen med. Så sidder du der med din store forladthedsfølelse. Og kommer måske lige til at signalere, at hun godt ku’ ta’ og ha’ dårlig samvittighed, når hun igen stikker af, for nu har du lige lavet te, og I sku’ rigtigt…

Coachen: Tillykke!

– Sig tillykke til dig selv. Din teenager er i gang med den smukke proces, det er at blive et selvstændigt menneske, og vennerne er bare (mindst) lige så vigtige som dig lige nu. Nyd de øjeblikke, hvor hun faktisk er der og godt gider dig. Hvis du oser af selvmedlidenhed og skuffede forventninger, skubber du hende enten helt væk – eller ødelægger den udvikling, hun er i gang med ved at holde hende alt for fast, så hun er nødt til at tilsidesætte sine behov til fordel for dine.

10. MANUSKRIPTFORFATTEREN HOLDER ALDRIG FRI

Det bliver en fantastisk ferie, for du har booket det skønneste hotel på en klippeskråning med udsigt over havet i italienske Cinque Terre. Med lille privat strand, pool, lækker restaurant og lille hyggelig by i gåafstand. Du har monteret dvd-skærme i bilen, medbragt film til turen ud og hjem. Du har købt ny bikini,opdateret børnenes garderobe, købt krimier, læst guidebøger og planlagt ture osv., osv., osv. What could possibly go wrong?

Well, en hel del viser det sig. For du hakker på børnene ned gennem Tyskland, når de ikke gider se de film, du har taget med. Og krimien, du i kærlighed har købt til din mand, havde han allerede læst. Ungerne bliver pronto køresyge, når I kører i det italienske klippelandskab, så efter tre opkastninger (inde i bilen) opgiver I ture i området. Hotellets restaurant serverer kun morgenmad (viser det sig), og den hyggelige lille by har kun to pizzarier (så lille er den), så aftensmad bliver et valg mellem mor-jeg-skal-kaste-op eller pizza igen, igen. Og så spændende er den strand/pool heller ikke på sjettedagen, just five more to go…

Coachen: Din store gave

– Det er jo rigtigt fint at prøve at skabe de perfekte rammer for en skøn ferie. Men pas på, at du ikke har skrevet hele manuskriptet for jer alle sammen på forhånd. Det bliver aldrig helt, som man har forestillet sig, så du må være åben for, at tingene tager en anden drejning undervejs, så du ikke reagerer med surhed og skuffelse, når familien ikke bare i fuld taknemmelighed tager imod den fine gave, du har pakket ind til dem. Det er meget svært at hygge sig på kommando!

Familiecoach Pia Beck Rydahl står bag de gode råd på disse sider.