Vibeke Windeløv: "Da jeg blev skilt, havde jeg det frygteligt"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været en vej i Skjern, hvor vi boede, til jeg var tre år, fordi min far var hjælpepræst der. Vi flyttede meget i min barndom, og i en periode boede jeg hos min mors forældre, fordi min mor arbejdede, og min far læste. Jeg var meget glad for mormor. Jeg voksede op i en præstegård på Midtfyn, senere fire år i Kolding og så videre til Kalundborg, inden jeg tog til USA og læste. Det er faktisk lettest at sige, at jeg er vokset op i provinsen. Min far og mor lavede meget arbejde for spejdere, holdt konfirmand- og ældremøder. Det var et hjem fyldt med liv.

Din levevej?

– Jeg var kæreste med Per (maleren Per Kirkeby, red.), og han var ved at lave en film. Jeg læste psykologi og var ret langt i mit studie, men de manglede en til at registrere scenerne, så det gjorde jeg, ligesom jeg også fandt statister. Jeg tror, jeg fandt over 500 gratis statister til den film, og faktisk kommer der stadig mennesker og siger til mig, at de var med dengang. Jeg havde aldrig tænkt over, at det at organisere og have sans for tal var noget, man kunne leve af. Men folk sagde, at jeg var god til det, og siden har jeg levet af at lave film.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: "Jeg er ikke sådan en, der går til fest og ligesom - knips - bare bliver festens midtpunkt"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Hele min lyst til at bygge ting op kommer fra min mor, som var landsformand for spejderforbundet FPF. Hun fandt engang et par gårde i nærheden af Kolding og byggede dem om til spejderfører-træningscenter. Jeg var meget involveret i det.

– Jeg blev kæreste med Per, da jeg var 21 år. Han havde en fantastisk kunsthandler, som lærte mig at se ham manøvrere i kunstverdenen og om, hvordan du fremmer en kunstners karriere. Det kunne jeg senere bruge, da jeg arbejdede sammen med Lars von Trier. Da Per blev en kendt kunstner, og jeg stod for store internationale produktioner hos Zentropa, endte vores hjem med at være fyldt med mennesker. Internationale kunsthandlere, museumsfolk, skuespillere og filmfolk.

Hvornår har du skudt genvej?

– Jeg engagerer mig meget i de mennesker, jeg arbejder med. Jeg bruger tid på at bygge tillid op. Det kan godt give genveje. Jeg stod engang i en situation, hvor en skuespiller ville ud af filmen Mandalay. Vi sad i Sverige og spiste middag, da det gik op for skuespilleren, at der var et æsel, der skulle dø i filmen. Altså det æsel var så gammelt, at det alligevel skulle have været på sæbefabrikken, og det ville blive aflivet langt mere nænsomt i filmen. Men han ville ud på grund af det æsel, og jeg havde to en halv time til at finde en anden. Jeg ringede til en skuespiller i Los Angeles og spurgte, om han ville gøre det for mig. En halv time senere sad han i sin nabos bil på vej i lufthavnen. Fordi det var så tæt på afgang, kunne vi ikke betale flybilletten med mit kreditkort, så jeg måtte bede ham lægge 10.000 dollars ud selv. Det gjorde han, fordi han kendte mig og vidste, at han ville få pengene igen. Jeg har altid behandlet skuespillere godt. Måske er det faktisk en omvej at bruge så meget tid på andre mennesker, men det kan godt vise sig at blive en genvej.

LÆS OGSÅ: Mads Langer om sin forlovede: "Jeg gik nok og ventede på, at tiden var rigtig, så vi kunne blive kærester"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Da jeg blev skilt, havde jeg det frygteligt. Jeg var flyttet fra Per et halvt år inden, han fik en hjerneblødning, og jeg kunne ikke andet end at flytte hjem igen. Jeg boede der i fire måneder, hvor han i starten ikke troede, han kunne male længere. Det var nogle af de bedste måneder i vores ægteskab. Når du er gift med en kunstner, er du altid nedprioriteret. Men når han ikke malede, kunne vi igen tale om vigtige ting. Det var en intens og givende tid, hvor alting ikke blev givet til kunsten. Men da han begyndte at male igen, gik det galt, og så flyttede jeg. Alle ved, at en skilsmisse er hård, men at det var så slemt, anede jeg ikke. Vi blev faktisk ikke gift med min gode vilje, for jeg var rødstrømpe, men en advokat havde fortalt os, at hvis jeg døde, kunne mine forældre gøre krav på vores søn. Så blev vi gift. Vi var sammen i knap 30 år og fik to sønner.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har mange mennesker, men nogle mænd er de vigtigste. Per, som jeg var gift med, og Nicholas, som jeg er gift med nu. Jeg mødte ham gennem en direktør, som sagde, at han var det mest begavede menneske, hun havde forhandlet med, og så inviterede hun os til sin fødselsdag og satte os ved siden af hinanden. På det tidspunkt havde jeg været alene i ni år. Det viste sig, at han var begavet og en skøn kosmopolit. Han er også vegetar og totalt uinteresseret i mad, hvilket var lidt af en streg i regningen. Men han er et vanvittig sødt og generøst menneske. Jeg kunne aldrig drømme om at forlade ham, og mine børn ville aldrig tilgive mig, hvis jeg gjorde det. Nicholas og jeg har tilsammen syv børnebørn i alderen nul til otte år. Ofte kommer jeg hjem og finder fem små børn i lejligheden, og Nicholas er skidegod til det. Hos os er det ikke konen, der står for det med børn.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Da jeg var gift med Per, bestemte jeg alt undtagen over kunsten. Han blandede sig ikke og gad ikke tage sig af andet. Sådan er det ikke med Nicholas. Du kan ikke kommandere med ham, for han vil højest gøre det modsatte.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: "Alle havde en fest omkring mig, men jeg havde det helt af helvede til"

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave teater, havde jeg aldrig selv tænkt den tanke. Men det var en kæmpe oplevelse, og jeg ville ønske, at jeg var startet noget før. Jeg ville også gerne være fortsat, men det var for hårdt. Det teater slugte mit familieliv og min fritid. Jeg sad tit og arbejdede til klokken tolv eller et om natten, og så vågnede jeg klokken fem om morgenen og tænkte på alt det, jeg ikke havde nået. Jeg var præcis ligeså træt, når jeg stod op om morgenen, som når jeg var gået i seng om aftenen. Jeg kan huske, jeg sad i mit hus i Italien i påsken 2017, og her læste jeg Ida Jessens bog En ny tid fra side 1 til 280 i ét stræk. Det var første gang, jeg havde haft ro til at lave noget ikke-arbejdsrelateret i flere år. Samtidig lå to filmproducenter, der er yngre end mig – Peter Aalbæk og Ragner Grasten – på Riget og fik bypassoperationer. Jeg gik direkte ind til min mand og sagde: ”Jeg stopper på teatret”. Jeg vil da hellere sidde en fredfyldt aften og læse en bog.

– Da jeg holdt op på teatret i sommer, havde jeg aldrig prøvet at passe et barnebarn. Nu stiller jeg gerne op og går ture i Dyrehaven og snakker med Oswald på tre måneder. Vi har en fest. Jeg vil gerne hjælpe mine børn og træde et skridt tilbage og tænke: ”Nu er der andre, der er vigtigere end mig”. Men jeg har da haft øjeblikke, hvor jeg fortrød, at jeg gik, for jeg savner at have ansvar.

Hvor er du på vej hen nu?

– Det ved jeg ikke, for jeg har aldrig haft en plan. Jeg har været freelancer hele mit liv og altid prøvet at sige ja mere, end jeg sagde nej. Nu skal jeg lære at sige nej, for jeg vil ikke vågne om morgenen med dårlig samvittighed over alt det, jeg ikke når. Jeg vil ikke være producent igen, for jeg vil ikke ligge om natten og spekulere over, hvor den næste million skal komme fra. Jeg er stadig involveret i et filmselskab, og jeg arbejder stadig meget, men jeg vil også have mere tid i mit hus i Italien, og jeg vil have bedre balance til fordel for familien. Lige nu og de næste ti år er der nogen, der har brug for mig der.