Timeout i Berlin

Weekend i Berlin

HOTEL DAS STUE

I den tidligere danske ambassadebygning i Berlin fra 30erne ligger nu hotellet Das Stue, der med store, smukke rum, et monumentalt indgangsparti og smukke træ- og stengulve får tankerne hen på fordums tider. Stedet åbnede i 2012 og er nu opdateret til en cool og moderne oase, der blander det bedste af nyt og gammelt med gode muligheder for at spise, gå i spa og nyde alt, hvad du drømmer om på hotelfronten. Bag indretningen står den italienske designer Patricia Urquiola, som har leget med farver og materialer som tekstil, træ og kobber, der sammen med cosy møbler skaber en fantastisk atmosfære og en stemning, der er svær at slippe.

Das Stue, Hotel Berlin Tiergarten, Drakestraße 1, www.das-stue.com

SPONSERET: Søg flybilletter til Berlin på Rejsepriser.dk og få en billigere ferie

ANDREAS MURKUDIS

Den perfekte konceptbutik – det må næsten være Andreas Murkudis, der har skabt et super miks af moderne møbler med kant, smukke designobjekter, interessant keramik, lampeklassikere og cool tøj i lange baner i indbydende rammer. Butikken overtog de enorme lokaler fra avisen Der Tagesspiegel efter i otte år at have ligget lidt hengemt i en historisk baggård. Nu er de forvandlet til et mekka af designfund fra en lang række fantastiske designere.

Andreas Murkudis, Potsdamer Strasse 81 E, www.andreasmurkudis.com

BERLINISCHE GALERIE (MUSEUM FÜR MODERNE KUNST)

Tjek et af Berlins nyere museer, Berlinische Galerie, som er spækket med moderne kunst i alle genrer fra maleri, grafik og skulptur til multimedie, arkitektur og fotografi samt en imponerende permanent samling af kunst, der tematiserer over Berlins historie. Lige så imponerende er bygningen, der ligger få skridt fra det jødiske museum i et renoveret og nedlagt glaslager.

Berlinische Galerie – Museum Für Moderne Kunst, Alte Jakobstraße 124, www.berlinischegalerie.de