Zenia Stampe om at miste sit barn i uge 24: "Jeg faldt ned i et sort hul"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en vej i Roskilde, hvor mit barndomshjem ligger, og hvor min mor stadig bor. Dengang boede jeg der med min mor, far, storebror, farmor og morbror, fordi det var en ejendom med flere lejligheder i. Det var et meget åbent hjem, hvor der kom mange mennesker ud og ind. Især mine venner. De kom ikke så meget for at se mig, men fordi det var et fristed, hvor man måtte hoppe i sofaen og tage noget i køleskabet. Jeg er selv social på sådan en måde, at jeg ikke har behov for at sidde tæt og flette fingre, men jeg kan godt lide et hjem, der minder lidt om en banegård. Jeg var et meget energisk, levende og udadvendt barn, og som min mor altid sagde: "Dig er der aldrig nogen, der glemmer." Jeg kan faktisk godt se det på barndomsbilleder af mig selv: Jeg havde et meget intenst blik.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg spillede meget tværfløjte, og selv om jeg var god, var jeg ikke god nok til at blive musiker. Jeg spillede sådan noget moderne klassisk, som, mange mennesker synes, er lidt vanskeligt at lytte til. Jeg tror, at klassisk musik var en mild form for oprør mod det, jeg kom fra. I mit hjem spillede min far jazz, og min mor spillede børnesange, og min storebror sådan noget computermusik. Og så spillede jeg klassisk. Men det handlede både om at gå andre veje og om at udforske det fremmede. Jeg har stadig min fløjte liggende fremme på kommoden i soveværelset, jeg spiller dog sjældent, selv om det stadig er en stor del af min identitet. Men med tiden fandt jeg ud af, at jeg godt kan lide at formidle.

LÆS OGSÅ: Mimi Jakobsen: "Da det blev 1967, kunne jeg jo ikke ryge hash ligesom alle de andre"

– Jeg skulle engang spille til en skolekoncert, hvor jeg skulle holde en lille tale om musikken, inden jeg skulle spille. Bagefter kom folk op og roste mig for talen – ikke mit spil. Så tænkte jeg: "Okay, måske er det noget andet, jeg er god til. Nemlig at komme ud med noget, at få folk til at lytte og tænde deres energi." Det gælder også i politik. Jeg elsker at rykke ved folks horisont og også selv at få øjenåbnere. Derfor blev jeg som ung aktiv i skole- og elevbevægelsen. Jeg kunne tage nattoget til Aarhus og sidde en hel weekend og diskutere folkeskolepolitik med de andre unge. Til gengæld var jeg ufatteligt dårlig til at gå til fest.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har Martin, som skrev en mail til mig 30. maj 2009. Han skrev noget a la: "Set fra distancen virker det som om, vi to kunne have en del at tale om. Må jeg byde på en middag?" Jeg havde lige været i et forhold, der gik i stykker, og jeg var ikke på udkig. Men det lød spændende med en teaterdirektør. Vi var først på Kung Fu Bar og bagefter på Rust. Vi blev kærester samme aften, og som Martin siger, så var det et arrangeret ægteskab. Han arrangerede det. Det var lige op til sommerferien, så vi havde ikke ret meget tid til at ses, for Martin havde en søn, Tøger, på tre år. Jeg anede ikke, hvordan det var at have børn, så jeg forstod ikke, hvorfor han ikke svarede på mine SMS’er med det samme. Vi så ikke hinanden i 18 dage – ja, jeg talte – men da han kom hjem, tog vi til Frankrig sammen, lejede en bil og sov første nat under åben himmel. Det var meget romantisk. Hans venner havde ellers advaret ham mod at tage på bilferie med en helt ny kæreste, men det gik godt, og senere lærte jeg Tøger at kende, og ham blev jeg lige så forelsket i.

– Jeg var vild med Martins frie måde at tænke på og hans videbegær. Jeg har taget en akademisk uddannelse, som handler om at analysere og putte i kasser. Men Martin sluger bare al viden råt og er god til at se de store sammenhænge og skabe fortællinger ud af det. Han er en gudsbenådet fortæller.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– I starten havde jeg svært ved at blive gravid, og indimellem mistede jeg håbet. Derefter mistede vi vores andet barn, Olga, i uge 24, og der faldt jeg ned i et sort hul. Heldigvis havde vi Erika, som var to år, så der var ikke så meget at gøre andet end at trække sig selv op og fortsætte livet. Men alle mine tanker gik tilbage til: Hvad var det, der gik galt? Hvad har jeg gjort forkert? Var det fordi, vi havde badet i Arresø, mens jeg var gravid? Eller var det en infektion fra vores badekar? De tanker forfulgte mig i lang tid, som om jeg kunne skrue tiden tilbage, så jeg kunne gøre det hele om, hvis bare jeg fandt ud af, hvad der var gået galt.

LÆS OGSÅ: Charlotte Bircow: "Jeg vil aldrig mere stå i vejen for mig selv"

– Min første tur ud af huset, efter Olga var død, var ned til fertilitetsklinikken igen, så vi kunne få en ny aftale. På den måde tvang vi os selv til at se fremad, selv om lysten og energien var væk. Helt indtil jeg fødte Gotfred, handlede det hele om at bringe Olga tilbage. Men da Gotfred kom, kunne jeg jo ikke tænke sådan mere. Og så kom Hartvig. Når man får to nye børn, ønsker man ikke længere at skrue tiden tilbage. Nu ville jeg ikke længere gøre noget om. Jeg kan dog stadig blive ked af det, når jeg ser noget om små børn og døden. Lige da jeg skulle mødes med jer, så jeg noget på Facebook om en jordemoder i Randers, der laver små kister. Så får jeg straks en klump i halsen og tænker: "Hvor gammel ville Olga være nu, og hvem mon hun ville være blevet til?" Men jeg er nødt til at skubbe tanken væk.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Meget forskelligt. Jeg holder mig fra steder, jeg kan blive genkendt, for når jeg har fri, vil jeg gerne kunne gå rundt med tophue og uden makeup som en helt almindelig træt mor, og der er nogle steder mere velegnede end andre. Men når jeg bliver genkendt, er det altid søde reaktioner. 99 procent af gangene er det positivt, men der var en jul for to år siden, hvor det var virkelig ubehageligt, fordi jeg havde mit mellemste barn med. Det startede med, at en mand tog kontakt til mig, og jeg stillede mig op og snakkede lidt med ham. Derfra udviklede det sig til, at han stod og råbte ad mig, og til sidst råbte han højt: "Du ødelægger vores land!" mens jeg prøvede at flygte med en fireårig i ladcyklen. Den slags sker heldigvis sjældent. Så sent som i går var der en, der stoppede mig og sagde: "Du er så sej". Men langt de fleste, der genkender mig, tænker vist bare: "Hvor er det nu, jeg kender dig fra? Er det fra skolen eller fodbold?"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Det spørger jeg også mig selv om. Jeg er et vanvittigt godt sted og lige der, hvor jeg gerne vil være. Jeg har fundet manden i mit liv, har vidunderlige børn og job. Jeg har fået det liv, som jeg ikke engang turde drømme om som ung. Det er en lettelse, men også lidt underligt ikke at være på vej et sted hen. Jeg leder stadig efter ilden i mig selv, som i mange år brændte for humanismen. I dag er det kulturlivet. Det handler om mere end en opdatering eller et læserbrev. Jeg føler et stort ansvar, fordi det jeg gør, har betydning for, om folk kan blive i deres huse, eller om de må lukke deres teater.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: "Vi mødtes første gang til et politisk møde, hvor jeg var gift og han havde en kæreste"

– Personligt synes jeg, det kunne være spændende at være minister, men jeg synes også, det lyder som et meget hårdt job. På den ene side har de magt, men de er også jaget vildt. De må ikke begå fejl, og deres skæbne hænger ofte i en tynd tråd. Vi er generelt søde ved hinanden herinde på Christiansborg, men indimellem går der blodrus i den, og så forvandler politikerne og pressen sig til nådesløse bødler. Vi dyrker skandalen og snakker om hinandens fejl, og de mindste ting blæses op. Jeg prøver ikke selv at bidrage til den kultur, for jeg bryder mig ikke om den.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Jeg vil nok sige min mor. Min far har givet mig en masse referencer i livet, fordi han ved meget om mange ting. Men når livet er svært, er det min mor, jeg går til. Hun gør de store ting enkle. Hun sagde for eksempel engang til mig: "Zenia, dem, der bliver til noget stort, er ikke dem, der undgår at fejle. Det er dem, der rejser sig igen." Min mor har en jordnær snusfornuft, som er et anker i min tilværelse. Det var min far, der gjorde mig nysgerrig på verden, men det er min mor, der holder mig oprejst.