Kør-selv-ferie
SPONSORERET indhold

7 uundværlige tips til kør-selv-ferien med børn

Slik og vådservietter kan være de brikker, der gør bilferien til en succes. Journalist Sine Gerstenberg serverer alle de tricks, hun har lært på landevejen med børn på bagsædet.

Af:: Sine Gerstenberg
02. jul. 2021 | Børn | Vores Børn

1. Legepladsens luksus

Planlæg jeres rute hjemmefra efter byer og rastepladser, der har store legepladser. Intet føles som en større luksus for både børn og forældre end et aktivt stop efter timer med sovende ben og passivt aggressive albuer.

Er I smarte, benytter I selv børnenes fangeleg til en omgang intervaltræning for de voksne. Børnene gør langt mindre oprør mod at ryge tilbage i sikkerhedsselens faste greb, når de kan se, at I også har løbet jer trætte og fortjener køreturens magelige hvil.

2. Væk aldrig et sovende barn

På vores første bilferie troede vi, at det var klogt at følge de fornuftige forældres dagsrytme (læs: knurrende maver) og holde frokostpause mellem klokken 12 og 13. Præcis der, hvor vores yngste datter Ella på to år sov sin bedste lur, og hendes to brødre var fordybede i riskiks og bagsædeboksning.

Vi vækkede hende, da vi havde fundet en rasteplads, der kunne skrue ned for sulten blot for at konstatere, at ingen af ungerne var sultne, de voksne havde hverken lyst til bratwurst eller brötchen, og Ella kunne ikke falde i søvn resten af dagen.

I dag kører vi efter en simpel regel: Når der er ro, bliver der kørt. Drop spisetider, og sørg for at fylde handskerum med energibarer, nødder, frugt og chokolade. Så kan frokosten sagtens udskydes eller udskiftes med et kaffestop og en nødvendig is senere på dagen

Læs også: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!

3. Husk din egen iltmaske først!

Hvis du ligesom mig ikke bare er co-driver, men også underholdningschef, minibar, snack dispenser, historiefortæller, kortfører, hygiejnekontrol og slikmutter, så ved du også, at hvis først du mister fatningen, så bliver jeres roadshow til en farce.

Undgå at pakke hele natten inden afgang, glem ikke dine egne yndlings-snacks, og vær bevæbnet med et glittet magasin, en god bog, hovedpinepiller og koffeinforsyning. For det kan godt være, at der skal være ro på bagsædet – men den bedste bilferie starter altid med smil på forsædet. Så husk din egen iltmaske først!

illustration.jpg
Illustration: Alice Kaiser-Madsen

4. Parkér sukkerpolitikken

Jeg troede, at figenstænger, gulerodsstave og kiks repræsenterede hyggelige treats, da jeg første gang skulle kopiere min mors snackposer fra barndommen. Men jeg havde ikke taget højde for, at når den sidste time på vejen bliver til to, fordi gps’en sender bilen og faderens temperament på afveje, så er der kun én ting, der virker. Sukker.

Af den helt igennem masseproducerede og syntetiske slags. Mini-burgere i vingummi, slikkepinde, der har samme nuance som Draculablod, smølfefarvede bolsjer og dåser med hysteriske cola-kugler, der springer i luften på tungen. Frekventer din lokale bland-selv-slikpusher, og køb et ordentligt lager af alt det snolder, dine børn aldrig må få derhjemme. Kun på bilferier og i kærlighed gælder alle kneb.

5. Hey Mr. Dj

Det kan godt være, at vi moderne forældre skal sætte grænse, være tydelige, ikke curle vores kræ. Men face it! Dine tumlinger, tweens og teens har helt sikkert langt bedre styr på, hvad der rører sig på musikfronten, end både du og din mand.

Ellers ville I vel ikke cirkulere mellem hans lydspor af Phil Collins, Toto og U2 eller din egen liste af kvindekoryfæer, der ikke har været cool, siden det var smart at kalde sig selv en “Material Girl”, vel? Lad dine børn agere gæste-DJ’s og styre, hvordan familieferiens soundtrack skal lyde, og din egen biltur får pludselig karakter af alternativ dannelsesrejse.

Læs også: Sebastian Klein i ny podcast for børn: Verdens stærkeste dyr lever i Danmark

6. Vådservietter, vådservietter, vådservietter! 

Du kan glemme nærmest alt, men en ting er (næsten) vigtigere at huske end pas og pung: Vådservietter. Uagtet dit barns alder. Jeg kan ikke komme i tanke om den ubestemmelige fedtplet, tyggegummi-i-hår-uheld, tis-i-barnestol eller sandwichmayo-på-chaufførens-sikkeheds- selemoment, jeg ikke har kunnet redde med vådservietter.

7. Oplader, Ipad & Astrid forever 

Uanset hvor romantisk en drøm du har om at tilbagelægge hundredevis af kilometer på motorvejen kun underholdt af den frie fantasi og den åndrige samtale i børnehøjde, så glem det!

Moderne teknologi, også kendt som den firkantede pædagog, er altså alle tiders rejsepartner, når det gælder om at klare de ensformige timer på en flad motorvej. Sørg for at downloade yndlingsserierne, inden I rejser, at medbringe en oplader, der kan bruges i bilen, og køb et par film, uden at dine børn ved det.

Så kan du lade dem lege biograf på bagsædet og få en helt ny filmoplevelse. Drop popcornene, der skaber tørst og dermed tissetrang. Lav i stedet minislikposer, de selv kan rationere – med lige dele sunde rosiner og nødder, og mindre frelste sager som vingummi og slikkepinde.

Anbefalet til dig