Amning svamp
SPONSORERET indhold

AV – skal det gøre ondt at amme?

Nej, det skal ikke gøre ondt, men de fleste oplever perioder, hvor amningen er mindre idyllisk, fortæller ammerådgiveren.

Af: Karen Greve Foto: Colourbox
16. nov. 2010 | Børn | Vores Børn

Du har garanteret set dem! Ammende kvinder, der smiler, drikker latte og hyggesnakker, mens baby roligt dier ved barmen.

Det, du måske ikke har set, er de samme kvinder nogle måneder tidligere, svedende og desperate med sprængfyldte bryster og en utålmodig nyfødt. De fleste kæmper lidt for at komme godt i gang, og undervejs møder vi forskellige udfordringer.

Stine Roldgaard er ammerådgiver for Forældre og Fødsel og arbejder i barselsambulatoriet på Hvidovre Hospital. Hun beroliger dagligt nybagte mødre, der ikke synes, det er så let at amme.

– Det bliver slet ikke ved med at gøre ondt, men der er ikke noget at sige til, at vi bliver ømme i begyndelsen. Barnet danner et kraftigt vakuum, og brystet er et følsomt område, siger Stine Roldgaard.

De første uger skal du derfor være indstillet på, at amningen gør lidt nas. Derefter skulle begynder ømheden gerne forsvinde.

LÆS OGSÅ: Skab et lunt ammehjørne

Godt fat om brystet

Det er alfa og omega, at dit barn har rigtigt fat om brystet, når du begynder og helst skal undgå problemer undervejs. Ikke kun spidsen af brystvorten, men et stykke af areola (det brune område) skal baby gabe over. Den lille skal have munden på vid gab, underlæben krænget ud og tungen under brystvorten. Få din sundhedsplejerske til at tjekke, om jeres ammestilling er o.k.– I starten skal du være meget tålmodig og lade baby finde vej. Ikke for mange hænder, der skal guide babys hoved og mors bryst sammen. Sid eller lig hud mod hud, og vent, råder ammerådgiveren.Hvis det gør ondt, når baby tager fat, så brug de åndedrætsøvelser, du kender fra fødslen, til at spænde af. Eller bare tæl langsomt til ti, så dit fokus forsvinder fra ubehaget.

Svamp, knuder, betændelse

Hvis baby ikke får tømt brystet ordentligt, eller hvis der er gået lang tid mellem amningerne, kan mælken hobe sig op og føles som små hårde knuder. Blid massage kan hjælpe, råder Stine Roldgaard:– Du kan godt forsigtigt massere de ømme knuder samtidig med udmalkning eller amning, men det er altså ikke muskelspændinger, så vær forsigtig.På den måde undgår du også en egentlig betændelsestilstand, hvor mælken siver ud i vævene, fordi mælkekanalerne bliver overfyldt. Tegn på brystbetændelse er, at dit bryst bliver rødt, og du får feber. Helt op til 40 grader! Det skal behandles med antibiotika, hvis ikke feberen går væk med effektiv amning og udmalkning i et døgns tid. Det samme gælder, hvis din babys trøske har givet dig svamp på brystvorterne.Ved trøske bliver baby hvid i munden, mens dine brystvorter kan blive røde og skællede.

Rifter og sår

Hvis dit barn sutter skævt eller yderligt på brystvorten, får du nemt små sår og revner, der kan gøre vanvittig ondt.– Når barnet slipper vorten, så kig på den. Den skal være rund. Ikke suttet skæv som en læbestift og heller ikke have klemmemærker, forklarer Stine Roldgaard.Sår og rifter på brystvorterne kan give infektioner, så de skal tages alvorligt. Husk, at baby skal have hovedet så meget bagud, at næsen hele tiden er fri af brystet. Prøv at skifte stilling, så du skiftevis ammer liggende og siddende. Lad brysterne lufttørre, og sørg for, at huden kan ånde under bh og eventuelle ammeindlæg.

Når det gør alt for ondt

Hvis du har sår, svamp eller brystbetændelse og ikke kan holde ud at lægge baby til, så kan det være en løsning at malke ud et par gange med hænderne eller med en brystpumpe og give baby mælken i flaske. På den måde får brystvorterne en pause, og du opretholder din mælkeproduktion. Du kan også i nødstilfælde købe tynde suttebrikker på apoteket, som placeres om brystvorten, så baby sutter gennem silikone.

Kilde: Håndbog i vellykket amning, Sundhedsstyrelsen, ammerådgiver Stine Roldgaard fra Forældre og Fødsel.

LÆS OGSÅ: Brysternes udvikling: Fra undfangelsen til efter amning

LÆS OGSÅ: De 7 mest almindelige fejl ved amning

LÆS OGSÅ: Amning er det eneste rigtige – eller hvad?