Blomster og bier

Ja, så skete det jo. Det uundgåelige spørgsmå kom på banen. En helt almindelig, fredelig aften med mad på bordet og hyggesnak i køkkenet.

„Hvordan laver man børn, mor?”

Selma på knap fire år kigger spørgende på mig. Vi har lige talt om små babyer, og jeg er vist kommet til at sige noget om, at hvis hun skal være storesøster, skal jeg lige finde mig en kæreste først, fordi man ikke kan lave børn alene Så spørgsmålet er egentlig logisk og helt på sin plads. Og som den lille kloge og eftertænksomme pige, hun er, fortjener hun selvfølgelig et ordentligt svar.

„Altså, nu skal du høre; man skal være en mand og en kvinde.”

Nå, så langt, så godt. Ikke noget med udenomssnak eller den søde stork.

Omvendt orker jeg heller ikke at ryge i den modsatte grøft med 70’er-pædagogisk ”Når mor og far boller”-forklaring.

Jeg fortsætter: „… Og man skal være nøgne.”

Hvad skal man så kalde kønsorganerne kværner det rundt i mit hoved. Igen er det en balancegang mellem at sige noget, der er for ståeligt, uden at det bliver for meget for et par treårsører.

„Og så skal tissemanden ind i tissekonen – altså man skal selvfølgelig kunne lide hinanden rigtig meget. Og det er kun voksne, der kan lave børn.”

Jeg kan se på hende, at det ligesom ikke er så klart, hvordan der kan komme en baby ud af det. Hun kigger på mig med et undrende blik Og pausen er måske det, der får mig til at forklare videre:

„Øh, og så kommer der nogle celler ud af tis semanden, ind i kvindens mave, hvor der er et lille bitte æg, altså ikke et æg, som dem vi spiser, men et meget lille bitte et. Og så bliver det til en baby, der vokser sig stor.”

Nå. Det var måske en lidt teknisk forklaring. Hun ved allerede, at babyer kommer ud af tissekonen, det har Anna og Lotte og andre gode pædagoger leget sig igennem i diverse børneudsendelser og bøger.

Jeg forsøger at vende tilbage til det lidt blødere spor:

„Man skal jo være kærester og rigtig glade for hinanden. Man får ikke børn, bare man er nøgne sammen, vel! Og det er kun voksne, der laver børn.”

Jeg bliver dog affejet af den lille tøs, som eftertænksomt siger:

„Og så de der celler, der kommer ud af tissemanden, ik’ mor, kan de så enten være en dreng eller en pige?”

Touché!

„Ja, lige præcis, hvor er du klog.” Svarer den stolte og lidt lettede mor.

Et øjeblik bliver jeg dog i tvivl – hvordan er det nu lige, det er, med de der X’er og Y’er? Men jo, den er god nok. Hun har forstået det overordnede koncept.

Jeg bilder mig ind, at jeg faktisk har præsteret at komme med en nogenlunde meningsfuld forklaring, uden at give min datter bolle-traumer og uden at ty til historier om blomster og bier.

Min egen blufærdighed omkring spørgsmålet kommer egentlig bag på mig, for jeg ser mig selv som en rimelig åben person, der kan snakke om det meste. Men det er alligevel lidt grænseoverskridende at introducere min treårige pige for en af voksenlivets gåder.

Da jeg nogle dage senere fortæller om episoden til en mandlig kollega, er hans eneste kommentar, at man da ikke behøver at være nøgne …!