Bilulykken ændrede Anne Sofies liv: "Selvom jeg var uheldig, var jeg også heldig den dag"

Humøret er i top. Anne Sofie Hartmann og hendes veninde snakker og griner i bilen på vej hjem til Ikast efter en hyggelig shoppetur i Silkeborg. 

Veninden tager telefonen frem. Noget, Anne Sofie som passagerer har oplevet mange gange før uden at bekymre sig synderligt.

LÆS OGSÅ

Hvornår kan jeg træne igen efter et halvmaraton?

Har du netop gennemført et halvmaraton, så læs med her, hvor løbecoach Sissel Møller kommer med gode råd til, hvordan du passer bedst på din krop i dagene efter.

Men denne gang er det alligevel anderledes. De kører ikke på en stille landevej, men derimod på en motorvejsrampe med 100 kilometer i timen. 

På vej ned på motorvejen.

Derfra går det stærkt. Alligevel oplever Anne Sofie de næste sekunder i slowmotion: Veninden, der sidder med hovedet begravet i telefonen, bilen, der kører hurtigere og hurtigere med retning mod rabatten i venstre side.

Anne Sofie råber hendes navn, og først nu kigger hun op fra telefonen – hiver hårdt i rattet og drejer skrapt mod højre. Bilen kører ned i en grøft, men har så meget fart på, at den ikke stopper. I stedet flyver den over et to meter højt hegn, lander på en mark og laver adskillige kolbøtter.

"Nu dør jeg," tænker Anne Sofie, før alt bliver stille.

Da hun kommer til sig selv, har hun blod overalt og er i dyb smerte. Hun registrerer, at hun ikke er død. At hun kan vrikke med tåen og derfor sandsynligvis heller ikke er lam. Men hun er ikke i tvivl om alvoren.

Et nyt menneske

Den dag i 2014 ændrede Anne Sofies liv sig for altid. Hun brækkede ryggen tre steder, venstre skulder, venstre kraveben, højre hånd og fire ribben. Derudover punkterede hun en lunge, fik knust knogler i bækkenet, revet en del nerver over og slået hovedet så slemt, at det blev til en alvorlig hjernerystelse. ⁣

Hun gik fra at være en ung kvinde fyldt med energi, med mange bolde i luften og et fedt job som kosmetolog til at ende i en hospitalsseng. De næste år henlå i tåge. 

Hun blev opereret adskillige gange og kom efterfølgende i et genoptræningsforløb.

Men smerterne forsvandt aldrig, og selvom man ved første øjekast ikke kan se det på den smukke kvinde med det lange lyse hår og venlige øjne, lever hun med dem som en daglig følgesvend. Hele ryggen gør ondt, og det stråler ned i benene. 

Nogle dage smerter hele venstre side af kroppen. Hun kæmper ligeledes med senfølger efter hjernerystelsen. Det har været en lang rejse at komme hertil, hvor hun er i dag. En rejse, hvor hun har skullet lære både at acceptere og give slip på vreden. 

For hvorfor skulle hun komme så slemt til skade, mens føreren slap?

LÆS OGSÅ

Sådan får du det optimale halvmaraton - ifølge løbeeksperten

Er du også ny udi halvmaraton-distancen? Læs med her, hvor løbecoach Sidsel Møller besvarer de vigtigste spørgsmål og deler ud af sine bedste tips, så du kan få det allerbedste løb på dagen.

"Selvom jeg vågner op med smerter hver dag, lever jeg i dag med dem på den bedst mulige måde. Og jeg får det bedste ud af de muligheder, jeg har," siger hun og fortsætter:

"Det var en frygtelig ulykke. Men livet ændrede sig ikke kun til det værre den dag. Jeg er blevet et mere positivt menneske. Jeg sætter pris på nogle helt andre ting i dag, end jeg gjorde dengang. Som for eksempel naturen og mine hunde, Mille og Molly. 

Jeg finder de små guldkorn og kan lyse helt op, bare jeg ser en gul rapsmark eller får et godt stykke chokolade," fortæller Anne Sofie, der i dag er 35 år og bor sammen med sin kæreste og hans to børn i Bording lidt uden for Ikast.

Ud af sengen

Hun står ud af sengen hver dag, for man får ikke noget ud af at ligge der og have ondt af sig selv, som hun siger. Hun går små ture, og hun styrketræner i sit lokale fitnesscenter sammen med alle pensionisterne. Når overskuddet altså er til det, for hun har også lært, at nogle dage har kroppen brug for ekstra hvile.

"Det værste ved smerterne er den træthed, der følger med. Uanset hvor meget, jeg hviler mig, er jeg altid træt. Men nogle dage har jeg selvfølgelig mere overskud end andre. Hvis jeg ikke har overskud, øver jeg mig i ikke at skælde mig selv eller min krop ud, men tale kærligt til den. 

For det er faktisk helt vildt, hvad den krop overkommer og har overkommet."

Anne Sofie prioriterer også at bruge tid med sine veninder, selvom hun ved, at hun efter en cafétur for eksempel er dødtræt. Om lidt skal hun på festival. 

Noget hun kun har været én gang siden ulykken.

"Min veninde spurgte bekymret, om jeg nu kunne holde til det. Jeg svarede: "Nej, men jeg gør det alligevel." Jeg vil også ud at have det sjovt. Det giver mig livskvalitet, og så må jeg tage den lidt med ro undervejs og bide i det sure æble bagefter og tage en dag på sofaen. Det handler om at leve så godt som muligt med smerterne," forklarer hun.

Livet er en gave

Folks fordomme rammer hende også indimellem: "Du er ung. Skal du ikke snart ud og have et arbejde", siger nogen.

"De kommentarer kan godt gøre ondt. For jeg vil jo så gerne arbejde. Jeg elsker virkelig mit fag. Mit hoved vil en masse, men kroppen kan ikke."

LÆS OGSÅ

31-årige Sofie har bulimi: ”Folk synes, jeg burde være vokset fra det”

Siden hun var teenager, har den i dag 31-årige Sofie Thomsen kæmpet med en spiseforstyrrelse, men skammen har holdt hende tilbage fra at sige det højt og række ud efter hjælp. Det er først i en voksen alder, at hun er begyndt at tale højt om det.

At leve med smerter er på den måde tveægget. For du skal både håndtere omverdens fordomme og også håndtere din egen skam eller bitterhed over ikke at kunne, hvad du kunne engang. Men små skridt tæller, og Anne Sofie har netop taget et vigtigt skridt.

"Jeg blev tilkendt fleksjob i 2023 efter en lang sej kamp. Og nu har jeg fået et job, jeg bare elsker. 

Jeg arbejder som kosmetolog syv timer om ugen hos en webshop, der sælger hudplejeprodukter. De dage, jeg går på arbejde, kan jeg ikke andet den dag. 

Men at kunne vinke farvel til dem herhjemme og sige: "Nu tager jeg på arbejde," det er bare så stort," siger hun med lysende øjne.

"På dage, hvor alt er svært og gør ondt, siger jeg til mig selv, at selvom jeg var uheldig, var jeg også heldig den dag i 2014. Hver gang bilen rullede rundt, ramte taget jorden i min side. Derfor kom jeg til skade og ikke min veninde. 

Men lægen på sygehuset fortalte også, at hvis jeg havde været bare få centimeter højere – jeg er kun 160 cm – havde jeg været død. På den måde har jeg også fået livet i gave. 

Nu er det min opgave at få det bedste ud af det."