Under sin barsel fik Mia det dårligt: "Jeg troede bare, det var en virus"

Da Mia Nikolajsen bliver mor til Liam, tror hun, at hun skal have en barsel som alle andre. Hun skal sammen med sin kæreste, Jeppe, i ro og mag lære at være en lille familie, de skal gå til babysvømning og slentre lange ture med barnevognen, hun skal hygge med mødregruppen og tage på barselsbesøg hos veninderne.

Men virkeligheden viser sig at blive noget helt andet, for allerede et par måneder inde i sin barsel begynder Mia at døje med kvalme og svimmelhed.

– I starten tænker jeg, at det nok bare er en virus. Men da det har stået på i nogle uger, synes jeg, at det er lidt mærkeligt, at det overhovedet ikke bliver bedre – det bliver faktisk kun værre, fortæller Mia.

Hendes graviditet var forløbet uden de store skavanker. Det var en lang fødsel, hvor hun havde veer i 37 timer, fordi han sad fast nede i bækkenet, så han var svær at få presset ud. Til sidst endte hun med at få hjælp af en sugekop, så Liam kunne komme ud til sine forældre.

– Det er jo en stor omvæltning at blive mor, hvor man skal have amning op og køre, som er et kæmpe teamwork, både mellem mor og far og barn. Men det var dejligt, hårdt og hyggeligt – ja, alle de store følelser på en og samme tid.

Men så begynder den konstante kvalme og svimmelheden at sætte sit præg på hverdagen. Ved lægen får Mia taget blodprøver og en afføringsprøve for at se, om det kan være mavesår. Men ingen prøver viser noget.

– Sideløbende begynder jeg også at bløde, og jeg antager, at det er min menstruation, jeg har fået igen – selvom det godt nok er tidligt. Den første menstruation kan godt være uregelmæssig, så selvom jeg bløder konstant, er der ikke rigtig nogen, der kobler den blødning med alt det andet. Liam sover også dårligt og i meget korte intervaller, så jeg er både træt, og har jo heller ikke prøvet at føde før, så jeg ved jo ikke, hvordan man har det. Men det bliver værre og værre og værre, forklarer Mia.

– Det er så hårdt, at jeg nogle dage næsten ikke kan noget. Jeg kan bare ligge på gulvet sammen med Liam. Når jeg prøver at gå lidt ud, må jeg opgive, fordi jeg er svimmel og bange for at falde omkuld med ham.

Mia holder fast i sine aftaler med sin mødregruppe, for her kan hun nogenlunde ignorere det, fordi hjernen fokuserer på noget andet, men de fleste dage må Jeppe tage Liam, når han kommer hjem fra arbejde, så Mia kan lægge sig på sengen.

– Da jeg har blødt konstant i seks uger, er jeg igen ved lægen. Når man har menstruation, aftager det efter nogle dage, men det ligner ikke, at det har tænkt sig at stoppe. Og den voldsomme kvalme udvikler sig til, at jeg også begynder at kaste op.

Kan være kræft

Til sidst fik Mia en henvisning til en gynækolog, som kan se, at der er noget i Mias livmoder, som kan ligne en blodansamling, og hun sender Mia videre til Skejby Sygehus, hvor hun allerede får en tid dagen efter. En novemberdag i 2024, som i dag har indprentet sig i hendes hukommelse

– Lægen siger, at det nok er en god idé, hvis jeg faster, for det kan være, at de skal skrabe det ud. Det er Black Friday, hvor Jeppe altid har travlt på sit arbejde, og jeg har en aftale med nogle veninder, så mine forældre skal passe Liam om aftenen. Vi aftaler, at de kommer tidligere på dagen, så de kan tage med mig på sygehuset og passe ham, mens jeg bliver undersøgt.

På Skejby Sygehus undersøger de Mia med ultralyd, men de kan ikke helt vurdere, hvad det er.

– Der er både en overlæge, afdelingslæge, en supervisor og en anden læge, der kigger på det. Og i takt med, at de har brug for flere og flere øjne, kan jeg godt mærke, at det nok ikke bare er noget blod, der skal ud. Så jeg bliver nervøs, men indtil der havde jeg ikke skænket tanken, at jeg måske har kræft.

Den besked, som Mia får, er nemlig, at de vil sætte hende i et kræftpakkeforløb, så hun hurtigere kan komme i en MR-scanning for at få klarlagt, hvad det er, som hun fejler. De tager også nogle blodprøver, som også kan indikere, om det er kræft eller ej.

– De er søde og vil haste det igennem, så vi forhåbentlig kan gå på weekend med ro i maven. Det er et voldsomt ord, kræftpakke, pludselig at få smidt på bordet, og vi får så svar om eftermiddagen, hvor mit HCG-tal, der er et hormon, som fungerer som markør i graviditetstests, er skyhøjt. Normalt ligger det under fem, mit er lige under 400.000.

Mia har ikke tidligere i forløbet fået målt sit HCG. Lægen havde spurgt hende, om hun kunne være gravid – og det vidste hun med 100 procent sikkerhed, at det var hun ikke.

– Set i bakspejlet, hvis jeg havde fået taget de blodprøver, så havde de jo kunne se, at der var noget galt tidligere. Men beskeden den eftermiddag er, at de ikke kan sige noget med 100% sikkerhed, før jeg er blevet scannet, men samtidig er blodprøverne heller ikke supergode. Så jeg har måske kræft.

Det er en meget hård besked at gå på weekend med, fortæller Mia, og der er pludseligt lang tid til scanningen om tirsdagen.

– Men jeg vælger at holde fast i aftalen med mine veninder, fordi jeg har brug for lige at være sammen med dem og tænke på noget andet. De ved, at jeg har været på sygehuset for at få en udskrabning, men nu kommer jeg med nyheden om, at jeg måske har kræft, så det lægger selvfølgelig en dæmper på stemningen. Men vi bliver hurtigt enige om, at det er det selvfølgelig ikke, og det hele skal nok gå. Men resten af weekenden er nogle lange og følelsesmæssige hårde dage, fordi jeg inderst inde ikke ved, om jeg er købt eller solgt, selvom jeg forsøger at holde fast i, at det også kan være noget andet.

En appelsinstor knude i livmoderen

Tirsdag bliver Mia scannet, og svaret vil de have klar om torsdagen, men allerede dagen efter, får Mia det dårligere.

– Jeg kaster op i blespanden, fordi jeg ikke kan nå ud på toilettet, mens jeg skifter Liam, så Jeppe kommer hjem fra arbejde, så jeg kan lægge mig.

Efter et par timer får hun feber og ringer til afdelingen på Skejby Sygehus, som siger, at de skal komme, for de har også allerede fået svaret på prøverne.

Beskeden er, at Mia har Choriocarcinom, der er en sjælden, aggressiv kræftform, som kan opstå efter graviditet. Det er ikke en blodansamling inde i livmoderen, men en appelsinstor ondartet tumor på 8 x 9 cm.

– Det føles, som om gulvtæppet bliver revet fuldstændig væk under mig. På nogle punkter er jeg forberedt, men jeg har alligevel fået bildt mig selv ind, at det ikke kan være kræft. Det sker kun for naboen. Jeg kan bare huske, at det føles som om, at alting går i stå. Jeg føler, at mit liv passerer for øjnene for mig.

– Jeg spørger, om de ikke bare kan operere det her lort ud, men det gør de som udgangspunkt ikke. Men da de dagen efter tager vævsprøver at tumoren, kan kirurgen se, at den ligger så godt, at hun kan tage den ud, uden at det vil lave en hel masse ravage. Den ligger simpelthen inde i min livmoder som en baby.

– Da jeg vågner fra narkose, og de fortæller, at de har fået den ud, mærker jeg en kæmpe lettelse. Når du får at vide, at du har en tumor inde i dig – og at det også er en meget aggressiv kræftform, vil du jo bare have det ud, for jeg kan slet ikke klare tanke om at have det her inde i mig.

Når Mia i dag ser tilbage på de mange uger, hvor hun kæmper med kvalme og svimmelhed, har der været forskellige ting, der pludselig nu giver mening.

– Jeg døjede fx meget med en tyngende fornemmelse, men det troede jeg skyldtes senfølger fra min graviditet – især når man har været igennem en lang pressefase, så jeg gik hos en GynObs mod en slap bækkenbund. Jeg var også begyndt at få ondt i lænden, så jeg var også begyndt til en osteopat. Jeg troede jo bare, at alle ’skavankerne’ hang sammen med, at min krop lige havde været igennem en graviditet og fødsel.

Føler sig utilstrækkelig

Fredag aften efter operationen får Mia lov til at tage hjem, og mandag begynder en uge med forskellige undersøgelser og tests. Der venter hende et forløb med både kemo og immunterapi, som vil vare i de næste syv måneder. Jeppe må sygemeldes fra sit arbejde, så han kan være der for Mia og Liam, og Mia må stoppe med at amme.

– Allerede på sygehuset siger de, at Jeppe ikke kan arbejde, fordi det bliver hårdt det næste stykke tid. I de uger, jeg får kemo, er vores forældre her også hver dag på skift, fordi jeg ikke er til nogen hjælp. Jeppe går jo også igennem det, men skal samtidig passe mig og Liam og gøre rent, lave mad og alt det der. Så de hjælper meget i de uger, så Jeppe også har lidt luft, og Liam heller ikke skal med, når jeg skal køres frem og tilbage.

Og midt i kemo, kørselsplaner og sygdom er Mia også netop blevet mor til Liam, der er blevet fem måneder.

– Det er svært, og jeg føler mig virkelig utilstrækkelig. Det er jo mig, der burde være der, men nu er jeg på sygehuset hele tiden. Jeg sidder og får det skide kemo midt i min barsel, hvor andre hygger med deres børn og går til babysvømning og alt det, jeg havde forestillet mig, at jeg selv skulle. Jeg bliver ramt af en uretfærdighedsfølelse over, at alle de andre, der er på barsel, er sammen med deres børn, men det er jeg ikke. Det er virkelig hårdt, for jeg er så træt og dårlig, at jeg kun kan klare at ligge for mig selv.

Der er dog heldigvis også dage, hvor Mia har det lidt bedre, så hun kan være sammen med Liam.

– Det bølger lidt op og ned i de tre måneder, hvor jeg får kemo. Jeg kan mærke på ham, at når jeg har det dårligt, søger han mig ikke så meget, men han kan også mærke, når jeg har mere overskud, begynder han at søge mig igen.

– Men det var megahårdt, og det er stadigvæk hårdt, fordi jeg har ikke energi til at være sammen med ham på samme måde, som andre kan være, fordi jeg stadig bliver udkørt og ikke har det samme overskud som andre. Så jeg synes stadig, at jeg kan føle, at jeg ikke er det, jeg burde være – og den følelse har været svært i hele forløbet. Men det er jo også noget, jeg bliver nødt til at prøve ikke at tænke for meget over, for det er vores vilkår.

Græder af spejlbilledet

I dag er Mia kræftfri, og hun får taget blodprøver hver måned. Selvom hele forløbet er gået stærkt, og Liam i dag er en glad dreng på to, er der mange følelser, som fortsat sidder i hende.

– Til sommer får jeg at vide, om de stadig vil tjekke mig. De har sagt, at jeg har en lille forhøjet risiko for at få det igen, og hvis jeg bliver gravid igen, vil jeg blive fulgt tæt. Men det er klart, at det sidder i baghovedet. Hvad nu hvis? Der er mange ting i sådan et forløb, som andre ikke forstår. Og lige nu ved vi jo heller ikke, om vi i princippet kan blive gravid igen. Det er man jo aldrig garanteret, når man har fået kemo, siger Mia.

En anden ting i forløbet, som overraskede hende, var de følelser, som overvældede hende, da hun mistede sit hår.

– Jeg kan tydeligt huske, da de sagde, at nu skulle jeg forberede mig på, at jeg nok inden for tre uger ville miste mit hår. Det er en sindssyg oplevelse, som man slet ikke kan forholde sig til. Og folk prøver at sige, at det vokser ud igen. Men det kan godt klinge lidt hult, for jeg ved godt, det vokser ud igen, men det tager flere år. Så der kommer til at være en lang periode, hvor det er noget andet, og noget, jeg ikke selv har valgt. Det er en præmis, fordi jeg får kemo, så jeg kan få lov til at leve.

– Jeg havde mange dage, hvor jeg græd, for det første, jeg tænkte på, når jeg så mig i spejlet, var, at jeg var syg. Jeg blev mindet om kræften samt alle bekymringer og følelser, hver gang jeg så mit spejlbillede, og det var virkelig svært. For det er ikke meningen, at jeg skal være 32 år og ikke have noget hår. Det var en proces, men jeg fandt ro i at være skaldet, og jeg nåede et punkt, hvor jeg ikke græd, hver gang jeg så mig selv i spejlet, så man accepterer på en eller anden måde, at det er præmissen.

Sygdommen har også haft en indvirkning på hendes forhold til Jeppe.

– Det har sat nogle ting i perspektiv, og vi er gået igennem noget, som mange af vores venner overhovedet ikke forstår. Og vi er kommet ud, både med en styrke, men også med en viden om, at livet kan være kort, og vi ved ikke, hvad der sker, så det er vigtigt, at man er der for hinanden, og man hjælper hinanden. På den måde har vi jo fået et bånd mellem os. Og delt noget, som mange ikke har været igennem.

– Men man kommer alligevel lynhurtigt tilbage i den samme hverdagstrummerum, som før jeg blev syg. Til at starte med havde jeg tanken, at livet er for kort til at irritere sig over ligegyldige ting. Men omvendt kan man også sige, hvis det er de ting, man har at irritere sig over, så er det jo egentlig meget godt, hvis det bare er småting, ikke? Men jeg har altid i baghovedet, at vi ikke ved, hvad der kan ske i morgen, og det er nu, at vi har hinanden.

Føler sig alene

På nogle punkter er Mia stadig ved at finde ud af, hvad der skal ske nu, hvor hun har gennemført et fysisk krævende forløb for at blive kræftfri, men også skal bearbejde, hvad det har betydet mentalt.

– Der tales ikke meget om det, der foregår bagefter et kræftforløb – og særligt den ensomhed, der pludselig kan opstå, fordi jeg også bearbejder en proces. Mange kan tænke, at nu er dit hår begyndt at gro ud, og du er ikke længere i behandling, så alt må da være top dollar-agtigt. Men jeg er ved at bearbejde det, og jeg er i en proces for at finde ud af, hvem er jeg så nu, efter jeg har haft den her sygdom? Og hvad skal der så ske? Jeg føler, at jeg er blevet givet en chance mere. Så hvad gør jeg så med den følelse?

– Alle de følelser og alt, der rører sig i mig, og det, jeg har gået igennem, står jeg alene med, fordi dem omkring mig ikke kan forstå det. Og det forstår jeg også godt, for jeg ville heller ikke selv kunne forstå det. Så det er fair, men det er også svært, fordi jeg så kan føle mig ensom, selvom jeg ikke er alene, siger Mia, og fortsætter:

– Der er noget, som sætter sig, når man har haft have alle de ’hvad nu hvis’-tanker. Hvad nu, hvis jeg ikke overlever det her? Hvad nu hvis jeg aldrig mere skal opleve XYZ? Hvad nu, hvis ikke jeg skal se mit barn vokse op? Så kommer han aldrig til at kunne huske mig, og jeg vil bare være en på et billede, han får at vide, var hans mor. Sådan nogle ting sætter sig bare i hjertet på en. Alle har selvfølgelig sådanne flygtige tanker, men det har sat sig helt ind i kroppen, hvor det er noget, jeg skal finde tilbage fra. Og der ville jeg ønske, at der var mere fokus på også at kunne tilbyde hjælp til det.