Dette er en kommentar og repræsenterer forfatterens meninger.
Jeg var blandt dem, der gik i børnehaveklassen i årgangen 1980-1981.
Jeg blev opfattet som værende sød og ordentlig. Jeg husker i hvert fald, at en af de voksne sagde til mig en gang, at "du er så sød og ordentlig, Ragnhild". Hvad jeg havde gjort for at fortjene de rosende ord, ved jeg ikke.
Dygtig var jeg vist også. Til at tegne, sidde stille og følge med, holde orden på mine ting og selv tage de tunge vinterstøvler og alt overtøjet på (bævernylon-dragten med det tykke teddyfor var et mareridt).
Alle pigerne i børnehaveklassen var ordentlige, søde og dygtige. Vi sad pænt og roligt og gjorde, som vi skulle. Og sådan indfriede vi og videreførte de voksnes forventninger til os.
Der var også slemme børn – og de slemme børn var uden undtagelse drenge. Dem, det drejede sig om, gjorde ikke alle de helt slemme ting. Men der var en del afprøvning og innovativ udfoldelse blandt nogle af drengene.
Det begyndte i det små: Nogle sad ikke stille, nogle var frække i munden og svarede igen. Nogle skubbede og råbte, tog legetøj fra andre og var simpelthen nogle bøller. Og, selvfølgelig, blev pigerne til stadighed revet i håret.
Voksne ledte ikke nødvendigvis efter ord til at forstå adfærden: "slem, dum, sød, dygtig, ordentlig". Det var snarere, at ordene blev brugt til at beskrive, ikke til at stemple.
Men stemplingen skete i det øjeblik, ordet blev sagt. Jeg ved, at voksne er bevidst om, at ordet "slem" ikke skal bruges, men det kan sikkert ske, at det glipper alligevel.
Når sætningen siges, er stemmerne gerne lave, næsten undskyldende.
I børnehavegarderoben. På legepladsen. Rundt om middagsbordet hjemme. Det bliver ikke sagt i en ond mening, man prøver bare at forklare. Men det man egentlig gør, er at give børn en identitet, de ikke selv har valgt.
Etiketter
Gennem de sidste 30 år med en hverdag i en børnehave (med både andres og mine egne børn) har jeg observeret, hvordan etiketter kan sætte sig fast.
Børn, der allerede kæmper lidt, får en rolle, de må bære videre. Etiketterne har også konsekvenser for omgivelserne. Det kan forekomme, at børn, der omtales som "vanskelige", mødes med lavere forventninger, mere kontrol og mere irettesættelse.
De voksne går lidt hurtigere hen til netop dem. Det påvirker, hvordan andre børn ser dem – og hvordan de bliver inkluderet i leg og fællesskab.
På den måde kan én etiket blive starten på en selvforstærkende cirkel. Grænserne bliver på en måde endnu snævrere for disse børn.
Det betyder ikke, at vi skal holde op med at sætte grænser. Tværtimod. Børn har brug for tydelige voksne, der siger fra, når noget ikke er i orden. Men vi kan gøre det uden at definere barnet som problemet.
"Jeg kan ikke tillade dig at slå", er noget andet end "du er ond".
"Det her skal vi øve mere på", er noget andet end "du er ikke dygtig nok".
Nogle børn får skylden for hændelser, der er sket, selv når de ikke har været i børnehaven. Det handler om forventninger, mønstre og etiketter.
Nu skal det siges, at jeg bemærker, at etiketter ikke påklistres i særlig høj grad længere. Jeg er sikker på, at forklaringen ligger i flere ting.
Eksempelvis kompetenceudviklingstiltag og faglig udvikling i børnehavevirksomhederne, vejledning af personale og forældre, tidlig indsats og øget samarbejde på tværs af instanser, der arbejder med børn og familier.
Sproget former vores relationer
Børn udvikler sig i mødet med vores blik og vores holdninger til dem. de bliver i høj grad det, vi vil have, de skal være.
Hvis vi leder efter "problembarnet", er det ofte det, vi finder. Hvis vi leder efter et barn, der kæmper – og har brug for støtte – åbner vi en helt anden dør.
Har du hørt disse før?: "Der findes ikke børn, der er vanskelige, men børn, der har det svært" og "Der findes ikke børn, der er udfordrende, men børn, der udfordrer os".
Børn opfatter mere, end vi tror. De opfanger mimik og kropssprog, tonefald, blik og ord og bruger det til at passe ind i billedet og oplevelsen af, hvem de selv er.
Jeg stopper aldrig med at blive fascineret over, hvor tilpasningsdygtige, på godt og ondt, børn er.
Sproget former vores relationer. Når vi siger, "du er slem", lukker vi døren for nysgerrighed. Når vi i stedet siger, "det, du gjorde nu, gjorde ondt på andre", åbner vi for refleksion og læring.
Vi adskiller handlingen fra personen. Og på den måde giver vi barnet en mulighed for at vokse.
At kalde et barn "slem" kan opleves som en uskyldig beskrivelse af en handling. I praksis bliver det let en beskrivelse af barnet. Et barn, der igen og igen får at vide, at vedkommende er slem, vil før eller siden begynde at forstå sig selv gennem det ord.
Ikke som en der gjorde noget, vedkommende ikke skulle – men som en, der er sådan. Det bliver en sandhed om, hvem barnet er. Og når man først tror det, er det ikke så let at være noget andet.
Børn har brug for at blive mødt som mennesker i udvikling, ikke som færdige kategorier.
Når vi sætter de negative mærkater på, forenkler vi noget, der i udgangspunktet er komplekst.
Adfærd er kommunikation: Bag det vi kalder «udadreagerende» kan der ligge utryghed, frustration, sprogproblemer, overstimulering eller simpelthen behov for støtte. Måske kan barnet ikke helt regulere sine følelser i mødet med andre.
Positive etiketter
Der er også problemer med de tilsyneladende positive etiketter.
De søde, dygtige og ordentlige børn, der aldrig gør noget, de ikke skal. De, der altid får ros, og de, der "aldrig laver problemer".
"Du er så dygtig". "Hun er altid så sød". Det lyder anerkendende, og som et trygt sted at være, men også her ligger der en faldgrube.
For hvad sker der den dag, det søde barn bliver vred? Når det dygtige barn ikke kan klare det? Mange af disse børn strækker sig langt for at leve op til det billede, vi har givet dem.
De bliver bange for at skuffe de voksne
og bange for at fejle. De kan lære at undertrykke egne behov for at
opretholde billedet af sig selv.
Og de er bange for at vise hele deres følelsesregister. Det sidste gælder så absolut også børnene med de dårlige etiketter – følelsesregisteret får også kraftige knæk der.
Fysisk kommunikation
Jeg har ved
flere lejligheder oplevet adfærd som fysisk kommunikation: Morgenen derhjemme havde
været meget svær for det fireårige barn.
Så skulle vi have samling med resten af
børnehaven, men barnet var så ude af sig selv, at barnet og jeg tog en pause i
garderoben først.
Vi småsnakkede lidt, og barnet var faldet tilpas meget til ro til, at vi kunne gå ind til de andre. Da fik jeg et spark i maven så hårdt, at luften forlod mig.
Fy for katten, det gjorde ondt.
Barnet brød sammen i gråd, og da var der ikke
andet at gøre end at tage barnet op på skødet for at trøste og holde om det.
Det var
ikke nødvendigt med grænsesætning her. Barnet forstod, at det ikke var okay at
sparke mig i maven. Ordene kom langt langsommere ud end reaktionen. Barnet var ikke vanskeligt,
barnet havde det svært.
Når et barn
slår i børnehaven, stopper vi det. Selvfølgelig gør vi det. Vi sætter tydelige
grænser. Men vi siger ikke "du er slem". Vi siger, "Jeg kan ikke lade dig slå. Det
gør ondt". Dernæst hjælper vi barnet videre: Hvad skete der? Hvad kan du gøre
i stedet?
Vigtig huskeregel
En vigtig huskeregel for jer forældre: Når I taler om børn derhjemme, rundt om middagsbordet eller i bilen, tager I børnehavens historier med jer og former dem videre.
Hvis dit barn over tid bliver omtalt som "ham, der er lidt slem", er det nemt for både dig og barnet at begynde at tro på det.
Hvis I omtaler andre børn på samme måde, sker det samme.
Prøv hellere:
Ikke: "Hun er så slem". Men: "Hun havde det svært i dag og skubbede".
Ikke: "Han er så dygtig". Men: "Han øvede længe på det der og så lykkedes det".
Det kræver en hel landsby. Børn vokser ind i det, vi tror om dem. Så lad os give dem noget større at vokse ind i.
Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.
