Børn kan langt overgå en aften på Buddy Holly

Mit liv består på nuværende tidspunkt af tre gigantiske lyspunkter. Faktisk dem, jeg har allermest kær. Nemlig mine to højtelskede guldklumper og deres far. Til sammen udgør vi vores helt egen lille familie.

Det er helt vildt surrealistisk. Jeg synes ikke, at det er mange år siden, at jeg fjantede rundt ung og naiv på Buddy Holly i en så stor brandert, hvor jeg ikke formåede at udtale “ind over med en øl”, i det jeg højst sandsynligt lå et sted neden under bordet stang-bacardi, glad og lykkelig.

Eller det jeg dengang karakterisede som lykkelig.

I dag er det begreb blevet noget mere nuanceret, eventuelt kedeligt i forhold til mit dengang unge sind. Det er ikke så tit, man finder mig på byens bodegaer eller barer for den sags skyld.

En rigtig god idé ville nok være at sætte sine penge på, at jeg sidder hjemme i vores skjoldede sofa i selskab med manden, Netflix kørende på tv’et, mobilerne i hænderne for at blive opdateret på verden omkring os fra det forgangne døgn og ellers lange blikke efter de to babyalarmer, der står truende på sofabordet (samt en lille bøn til Vor Herre om, at der er ro for i aften). 

En fuldendt dag med de tre ovennævnte – dét er lykken. Og så selvom det kan være vildt hårdt, at ældsteguldet ikke har villet give sin mor sit rituelle godnat-mys, mindsteguldet overpissede og gylpede på dynen, så hele skidtet (inkl. ungen) skulle skiftes, lige da barnets små øjne ellers havde lukket sig så smukt i, og man netop var overbevist om, at gensynet med Modern Family ikke lå så fjernt, så er familielivet det bedste, jeg ved.

Og så kan Buddy Hollys fyldte dansegulv, som oveni den trængte plads kan byde på en duns af sure fusser blandet med lidt opkast og et skvat øl, godt pakke sammen. Intet slår den tid, jeg kan bruge med mit guld. Skæbnen ville dog, at jeg faktisk i den forgangne weekend var på min første rigtige bytur med min bedste veninde.

Tiden med den her familie er enestående i mine øjne. Det er bestemt ikke en dans på regnbuer overtrukket med chokolade at få den til at fungere, men det lykkes nu meget godt alligevel. På trods af jeg stort set kronisk er omgivet af minimum ét af familiemedlemmerne, da jeg går på barsel med den mindste, så elsker jeg at spendere tid sammen med dem.

Jeg elsker at være på barsel, at være mor og bare at være. På trods af det er et (ulønnet) fuldtidsjob, så virker intet andet lige så tillokkende.