Derfor har dine børn brug for Pippi, Gummi Tarzan og Antboy

Af Sofie Winther Askgaard

Du kender sikkert klassikerne fra din egen barndom. Otto er et næsehorn, Brødrene Løvehjer-te, Mio min Mio, Pippi Langstrømpe... eller nye som Antboy og Karmaboy. Fiktive helte, der er med til at holde liv og kontakt til det, som opdragelsen og institutionaliseringen fjerner barnet fra, mener familieterapeut Fie Hørby.
– Det er blandt andet det med at leve, hvor der er højt til loftet, at turde drømme stort og følge sin nysgerrighed. Mennesket er så optaget af at høre til, at vi gør alt for at tilpasse os og ind-ordne os det sociale fællesskab, men det begrænser os på godt og ondt, siger hun og uddyber:
– Børn er generelt gode til at vende tingene på hovedet og se flere måder at løse ting på. Men i folkeskolen lærer de ofte, at der kun er én rigtig løsning. Det får dem til at lytte mere til svar uden for dem selv end de svar og impulser, de mærker indefra. Det er vigtigt, at de har fiktive helte, som tør gøre noget anderledes, vende tingene på hovedet og bryde ydre regler, som fx Pippi gør – igennem heltene får de udlevet det, de ikke selv tør eller måske længes efter at gøre mere af, mener hun.

Hverdagens helte

Pippi er én af de lidt mere ekstreme helte, mens fx Villads fra Valby eller Vitello er en form for hverdagshelte. Det er det særlige ved fiktive helte, siger børnebibliotekar Julie Arndrup, for de kan enten få børnene til at spejle sig indad, når de kan genkende sig selv i dem, eller de kan få dem til at spejle sig udad i verden, fordi de får præsenteret noget, de ikke kender fra sig selv.
– Villads fra Valby, Vitello fra Ringvejen, Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo er genkendelige for børn. De er ikke perfekte, de kan ikke finde ud af det hele, men det ender som regel godt. De kan få børn til at føle sig hørt, genkendt og forstået, mener Julie Arndrup og fortæller også, at mange forældre bruger disse hverdagshelte som udgangspunkt for samtalerne om at smide sutten, lære at gå på toilettet og starte i skole.
Hverdagsheltene giver også børn mulighed for at få sat ord på, hvordan de går og har det, når de fx kan føle sig misforstået eller overset i deres ellers gode intentioner, siger Fie Hørby.
– Villads fra Valby er et godt eksempel, fordi han gør mange ting, som børnene kender og selv gør. Det giver dem mulighed for med historien og helten i fokus nemmere at kunne tale med mor eller far om noget, som de selv har oplevet eller ikke kan forstå, siger hun.

Seje superhelte

De mindre børn op til 6-7 år er typisk gladest for de her genkendelige hverdagshelte, som får spaghetti til aftensmad og går i skole i regnvejr, siger Julie Arndrup, men senere begynder der at komme lidt mere ”ramasjang” på den, når det er litteraturens superhelte, der trækker – de præsenterer noget, som børnene ikke kan kende fra sig selv, en helt ny og spændende verden.
– Superheltene er noget vildere og sjovere end det ’leverpostejsagtige’ liv i folkeskolen. Begge typer af helte er selvfølgelig vigtige, men de fleste børn bliver bare modigere med alderen og vil gerne drømme sig til at kunne nogle vildere ting, siger Julie Arndrup, men understreger, at børn selvfølgelig er forskellige.
– Som barn elskede jeg at læse Pippi Langstrømpe, fordi hun var så meget anderledes end mig, som kom fra en kernefamilie. En, jeg kender, voksede derimod op i en mormonsk familie med strenge regler, og for hende var Pippi idealet; tænk at få lov til at være i fred og bo sådan! De fiktive helte kan altså noget forskelligt fra barn til barn, siger hun.