Lise Baastrup har et særligt morgenritual med sine børn: ”Man skal gå ud i livet med et smil på læben”
Da Lise Baastrup blev mor, blev hun pludselig ramt af spørgsmålet om, hvem hun egentlig var. Det var, som om alt andet end mor-rollen blev visket ud. Nu tænker hun tilbage og ser på sit eget liv, hvor både ensomhed, amerikansk kultur og et særligt morgenritual har været med til at forme hende.
Hvad husker du tydeligst fra din barndom?
– Jeg husker, hvordan årstiderne skiftede omkring vores hus. Jeg husker, hvordan vores morgenrutiner var. Mine forældre gjorde meget ud af, at vi nåede at hygge.
Vi måtte ikke stresse for meget om morgenen. De stressede sikkert helt sygt uden at vise det, men de gjorde meget ud af, at vi skulle have god tid, at det ikke virkede som om, at vi stressede. Hver morgen når jeg gik ud ad døren, så sagde min far også til mig gennem køkkenvinduet: Husk at smile.
Så smilte han med sådan et smil, så jeg også kun kunne smile. Han gjorde meget ud af, at man skulle gå ud i livet hver dag med et smil på læben. Fordi det kunne smitte videre til andre eller gøre en selv glad.
Det lille morgenritual har jeg taget med videre til mine egne børn.
Hvilke år var mest formende for dig?
– Som teenager begyndte jeg at spille i band, og det husker jeg som nogle ret vigtige år, hvor min personlighed dannede sig. Nogle fra parallelklassen vidste, at jeg kunne synge, så de spurgte, om jeg ville med i deres band.
Jeg har altid haft mange fritidsinteresser og altid gået til en masse forskelligt sport, men da jeg spillede i band, fik jeg sådan en fornemmelse af, at det her gad jeg godt lave. Hvis jeg bare kunne synge og være kreativ som mit job.
Det var også vigtigt, fordi musikken og teksterne blev en måde for mig at forholde mig til alt muligt og tænke over livet. Det var en ret vigtig lektie at forsøge at tænke nogle store tanker i en lille hjerne.
– Noget, der også har dannet mig helt sindssygt meget, var, at jeg tog et år til Nevada i USA, inden jeg startede på gymnasiet. Dengang var jeg 16, og jeg havde hverken mobiltelefon eller en mail, så jeg havde ingen kontakt med nogen, andet end et opkald hjem én gang om måneden.
Annonse
Jeg er ret glad for, at jeg prøvede at være virkelig afskåret og alene, imens man stadig kunne det. Det var en hurtig måde at blive voksen på.
Hvad tror du, det gav dig at være afskåret?
– Det har klart gjort mig mere selvstændig. Selvom jeg fik venner, følte jeg mig meget alene.
Min værtsmor var ikke så ofte hjemme, så jeg var meget i mit eget selskab, og det lærte jeg at sætte pris på. Det var helt klart rigtig godt at lære. Men jeg gik også med en følelse af klaustrofobi på et tidspunkt, og jeg skulle bruge nogle måneder på at finde ud af hvorfor.
Det gik op for mig, at ligegyldigt hvor jeg gik eller kørte hen, så var jeg omringet af bjerge og ørken. Jeg tror, jeg fik sådan en følelse af, at jeg ikke kunne flygte. Ikke fordi jeg havde lyst til det, men pludselig var muligheden der ikke. Der følte jeg mig meget lille i et meget stort sted, hvor mange ting i naturen kunne slå mig ihjel.
Jeg var bare lille mig, og ingen vidste, hvem jeg var. Så jeg måtte ligesom overbevise folk om, at de godt kunne lide mig. Det var en fed måde at finde ud af, hvem jeg så var, når jeg skulle møde nogle nye, som aldrig havde set eller hørt om mig før og dermed var fri for forudindtagede holdninger.
Hvad fandt du ud af om dig selv?
– Jeg fandt ud af, at jeg er god til at lære folk at kende hurtigt. Jeg ville jo gerne have nogle venner, så jeg sørgede for at være åben og lytte og være der for dem, jeg mødte, sådan så de tænkte, hun er godt nok flink.
Det krævede meget af mig, for folk i USA bor langt væk fra hinanden, så når de ses, planlægger de alle mulige arrangementer i weekenderne. Så tager de til brunch eller tager ud og ser en sportskamp, og der skulle man inviteres med. Når jeg blev inviteret med til de ting, satte jeg meget mere pris på det, det betød virkelig meget. Det der med at gøre et godt indtryk og vise overfor folk, at jeg er interesseret i dem, har jeg taget med mig videre.
– Så gav det år i USA mig også noget perspektiv på verden. Da jeg ville gå ud en aften og poste et brev til en veninde, kiggede min værtsmor skræmt på mig og sagde, er du sikker på det? For når solen går ned bag bjergene, så er den bare væk.
Annonse
Så er det mørkt og pissekoldt, og så kommer der coyoter og klapperslanger, der kan slå dig ihjel. Det er helt sindssygt, hvor forskelligt vi lever, og man skal ikke rejse særligt langt, før nogen bor under helt andre vilkår end en selv. Det prøver jeg at have for øje, for det kan være så svært for mange mennesker at finde og forstå hinanden.
Jeg synes også, at mine børn skal vide, hvor heldige de er. Det er ikke deres skyld, så de skal ikke have påduttet noget, men jeg håber, de kan se eller mærke, at de er privilegerede.
Hvordan har det været med til at danne dig, at du har fået børn?
– Det at få børn hjælper på alt i hele livet. Det er simpelthen så hårdt, at der er så mange ting, der bliver så ligegyldige. Alt andet er ligegyldigt. Så længe jeg kan få mine børn glade ud ad døren, og de har haft en god dag, og de sover godt, så skal alt andet nok gå.
Når det hele lykkes, så føler jeg mig lidt som et overmenneske. Så er mit eget arbejde bare sådan en bonus, som jeg går på en gang i mellem.
Da jeg blev mor, fik jeg sådan et kæmpe chok af, hold da op, det er så kun det, jeg er nu. Jeg tænkte, at jeg aldrig ville få det tilbage, som jeg var før – at hele min identitet nu bare var ”mor”. Nu var jeg hende, der skifter bleer og ammer og laver mad og putter.
Der var en periode, hvor jeg tænkte: Hvem er jeg egentlig? Men så landede jeg ligesom i det og fik en daglig rutine, som jo også ændrer sig hele tiden.
Min mindste er ved at smide bleen nu, og i går tænkte jeg, gud, hvordan var det, vi gjorde med den ældste? Det kan jeg ikke engang huske – det var bare som om, det kom af sig selv.
Det gjorde det garanteret ikke, men alle problemerne bliver bare mindre, da jeg fik børn.
