Thorkild Vindelev.

Nicolai og Torkild har skabt dét, de selv har savnet som fædre: ”Mænd har stadig meget at lære”

Hvem snakker mænd med, hvis de synes, det er udfordrende at være far? Måske ingen, tyder noget på. Og det vil to terapeuter gerne gøre noget ved. Derfor har de startet Forløbet Far, hvor fædre kan dele deres tanker og følelser med hinanden.

Vores Børn logo

Anton synes ikke, det er svært at være far. Svært er for voldsomt et ord. 

Men siden hans søn, Anker, kom til verden for to år siden, har det alligevel ramt ham, hvordan forældreskabet sætter nogle ting på spidsen og ikke bare er en dans på roser. 

Han kan for eksempel mærke, at hans personlige behov i højere grad står for skud derhjemme, og at hans konflikter med hustruen Marie ikke kun bevæger sig i de samme mønstre, men også er blevet en anelse hyppigere. Og det er gået op for ham, at han ikke ønsker, det skal være sådan. 

At han gerne vil kunne gøre det hele lidt anderledes. Lidt bedre. Som mand og som far.

Nu sidder han så på en sort klapstol i et hvidt, højloftet hjørneværelse, et par etager over jorden i en lejlighed i det indre København. Hvor stukudsmykkede stuer er omdannet til venlige terapirum, og hvor blødt, varmt eftermiddagslys falder ind gennem store ruder. Og han er ikke alene. 

Sammen med fem andre fædre danner han en halvcirkel på et tykt gulvtæppe, og alle har de blikket rettet mod terapeuterne Nicolai Severin og Torkild Vindelev, der har taget plads foran et blankt whiteboard. De to er initiativtagere til Forløbet Far og i færd med at tage hul på en session for den lille gruppe. 

Den afsluttende i en række, gør Torkild Vindelev opmærksom på, hvor de har arbejdet med temaer som vrede og følelsesregulering. For nu at nå til emnet konflikter. Den slags, man kan have med sit barn, forklarer psykologen, men især dem, man oplever med sin partner eller moren til sit barn. 

Fordi de i høj grad også kan påvirke ens rolle som far.

Anton og de fem andre mænd lytter. Koncentreret, ser det ud til. En er i glat lyseblå skjorte, en anden har solbrune ben i kridhvide tennisstrømper, en tredje er i slidte jeans og har tatoveringer, der titter frem hist og pist. 

En broget flok, der ikke nødvendigvis ville finde hinanden andre steder.

– Vi starter med en lille grounding in-meditation, siger Nicolai Severin og retter sig op, – og jeg vil gerne invitere jer til at give jer selv et øjeblik i stilhed.

Deltagerne møffer lidt rundt på stolene, finder en rar position, lukker øjnene.

– I løbet af de sidste måneder har I arbejdet med at blive mere bevidste om jer selv som mand og som far. I har udforsket jeres skjulte mønstre, I har lært at regulere jeres følelser lidt bedre og lært at sætte grænser. Det kræver mod at se sig selv i øjnene, og det kræver mod at have tilliden til at dele med andre mænd. Så prøv at mærke det i jer selv; taknemligheden for det mod. 

Mændene trækker vejret dybt, enkelte hænder og fødder har svært ved at finde ro. Om lidt skal de selv på banen. Alle tuner ind.

Spejlingens kraft

Tager man et kig på de mandebilleder, der bliver præsenteret rundt omkring, er der måske mere end nogensinde plads til det terapeutiske rum, som Forløbet Far tilbyder. 

Tobias Rahim synger om, at alle mænd græder (selvom de bliver bedt om at lægge låg på), manosfæren prædiker en kvindefjendsk maskulinitet, og toneangivende stemmer som chefpsykologen Svend Åge Madsen bevidner fra sin forskningsstol på Rigshospitalet, hvordan mange mænd i dag mangler et sprog for deres følelser – og tilmed nogen at dele dem med. 

Et afsæt for grundig forvirring kan man tænke, men måske også en anledning til at være nysgerrig og blive bare en lille smule klogere på sig selv og sin egen rolle. For eksempel i en familie.

– Vi har skabt Forløbet Far, fordi vi ved, at mange mænd savner et rum, hvor de kan tage livtag med de følelsesmæssige og praktiske udfordringer ved at blive far, og vores erfaring viser, at spejling i andre mænd kan gøre en forskel, har Torkild Vindelev forklaret, inden dagens session.

– For mange fædre kan det kræve mod at åbne op og dele det, de kæmper med derhjemme – for eksempel oplevelser af ikke at slå til eller følelsen af at være klemt i det nye familieliv – og en vigtig pointe med forløbet er, at åbenheden og sårbarheden ikke skal stå alene. 

De skal gå hånd i hånd med konkrete erfaringer af at kunne bruge nye forståelser og redskaber til at håndtere udfordringerne.

Når man først begynder at føle sig mere kompetent, får man nemlig automatisk overskud til at sætte flere ord på sine udfordringer, og så opdager man også lettere, præcist hvor skoen trykker.

Det er derfor også dét, der skal ske lige her, mellem fyldte vandglas og jakker, der er kastet over ryglæn, fordi sommersolen får rummet til at koge. Udfordringer og sårbarheder skal erkendes og deles. Og mødes med nye strategier og værktøjer. ”Konflikt er for mig …” noterer Nicolai Severin med en blå tusch på whiteboardet og beder alle byde ind. 

Hvis de har lyst, naturligvis.

– En uenighed, hvor man ikke finder hinanden, foreslår en far, der virker tryg ved at tale.

– Og en mulighed for forståelse, supplerer en anden.

– Jeg mærker bare: Løb! Kom væk! lyder det fra en far med korslagte arme, som kommer på banen som den allersidste. En anelse trodsigt, lader det til, men samtidig bundærligt.

Torkild Vindelev gentager de forskellige input, anerkender løbende og skriver ned. Pointen med gruppeforløbet er netop, at det er mændenes egne ord og formuleringer, der danner springbrættet for forandring. 

Også når de om lidt skal i gang med en række øvelser, forklarer han, hvor de får mulighed for at opdage egne konfliktmønstre, udveksle dem med hinanden og reflektere over nye strategier.

– Hvis ikke vi finder gode måder at tale om og håndtere de udfordringer vi opdager, når vi står midt i bleskift, barnevognsture og søvnunderskud, så risikerer vi at havne i situationer, hvor vi føler os unødigt pressede, begrænsede, utilstrækkelige og måske mest af alt låst fast, minder han om.

Lidt tøvende deler de seks mænd sig i to selvvalgte hold, og et par af dem proklamerer grinende, at de tager snackrummet – nabolokalet med noget spiseligt, som tydeligvis tiltrækker. 

En kommentar om, at de sikkert ender med at spise det hele, får flere til at le og minder om, at der midt i alt det seriøse er plads til noget så forløsende som en joke.

Pausen som strategi

Den gode stemning følger med, da fædrene kaster sig ind i øvelserne. De rykker deres stole tættere på hinanden og kommer vidt omkring; i spørgsmål om, hvorvidt de tyer til flugt, kontrol eller kamp i en konfliktsituation, hvornår de sidst har håndteret en konflikt konstruktivt, og hvilke længsler der gemmer sig bag de strategier, de vælger. 

Omhyggeligt følger de terapeuternes punkter på øvelsespapirerne, og der bliver snakket mere – og mere frit – i takt med at eftermiddag bliver til aften. Nuancerne bliver flere, de spørger ind til hinanden, og de deler eksempler fra deres egen hverdag – om alt fra konflikter om rengøring (og rengøringsstandarder) til hvor meget man må hoppe i sofaen eller hæve stemmen over for sine unger.

Da Torkild Vindelev kalder dem sammen efter den sidste øvelse, er det for at nedfælde fædrenes bud på nye strategier. Han hiver proppen af en orange tusch og fører den mod whiteboardet.

Træk vejret, drop at lade dine kanoner, sæt dig i din partners sted og find empati, lyder nogle af dem. En enkelt bemærker, at det at tage en pause fra konflikten – simpelthen bede sin partner om, at man parkerer den og vender tilbage til den på et senere tidspunkt – allerede har virket for ham. 

Fordi det giver mulighed for at springe nogle unødvendige led over, hvor man alligevel bare mundhugges, er opslugt af egen frustration og ikke lytter til hinanden. Et par af de andre nikker, anerkendende, som om de også godt kan se meningen med lige netop den taktik.

– Men hvordan husker man så allerbedst på sin strategi i konfliktsituationen? vil en far i skovmandsskjorte gerne vide, og det viser sig, at han ikke er alene om den tvivl.

Kig på et billede af dine børn, eller tag en elastik om håndleddet og giv dig selv et svirp, bliver det foreslået – med smil. Så byder hans sidemakker ind:

– For mig hjælper det at komme et sted som her. Så jeg hele tiden bliver mindet om de forskellige strategier, der findes. Man kan sammenligne det lidt med en motorvej, hvor der er flere spor. 

Hvis jeg selv er vant til at ligge i midterbanen, kan jeg godt glemme, at der er andre baner, som kan være endnu bedre at ligge i.

Da far blev en anden

Aftensolen synker mellem de københavnske facader, og terapiforløbet er ved at nå sin ende.

– Vi afslutter med en kort grounding out-meditation, siger Nicolai Severin og smiler til de seks deltagere, som på ny lukker deres øjne.

– Prøv at mærke rummet omkring dig, de andre mænd, du har haft samtaler med, og se, om du kan fornemme, hvad det giver at være i sådan et fællesskab. Den tillid, der er skabt mellem jer. 

Prøv så at tænke på den indsigt, du har fået om dine egne konfliktmønstre, og se en situation for dig derhjemme, hvor der opstår en konflikt, og hvor du i stedet for at reagere automatisk bevidst vælger at møde situationen på en ny måde.

Nicolai Severin pauser sin tale, ser et øjeblik rundt på fædrene, der alle lader til at hvile tungt på stolene. Helt rolige, ingen krydsede ben eller urolige hænder.

– Forestil dig så forskellen i dit barns og din partners øjne, når det sker, og forestil dig om et år, hvor dit barn er blevet ældre og husker tilbage på den periode, hvor far begyndte at blive en anden. 

Den proces starter allerede nu, med det næste åndedræt, du tager.

Meditationen slutter, kroppene strækkes, og de to terapeuter runder af med en kort opsamling. Fædrene rejser sig, samler deres øvelsespapirer og vandglas og blander sig en stund med hinanden. 

Lader snakken flyde og krammer så på kryds og tværs. Som tak for denne gang og for det, de har været fælles om.

– Vi er alle seks vidt forskellige og står nogle vidt forskellige steder, men når man koger det ned, er det de samme problematikker, vi slås med, siger Anton, imens han tager sin jakke på.

– Jeg har gode venner, jeg kan dele ting med, men det er som om, der er noget tabubelagt i ikke at være en perfekt forælder. Herinde har jeg fået et frirum til at lufte mine tanker uden frygt for at blive dømt og har samtidigt kunnet se, at de fleste kan genkende mine følelser. 

Han tømmer sit vandglas og tilføjer:

– Det er rigtig rart, for så føler man sig ikke så alene i det.

En efter en lunter fædrene ud i gangen og tager deres sko på. Så går de hver især ud i sommeraftenen, til hver deres hjem, hver deres unger, hver deres liv. 

Lettede, lader det til, og hvem ved, måske som nogle lidt andre mænd og fædre end de var, da de kom.

Forløbet Far

Bag Forløbet Far står Nicolai Severin, psykoterapeut og far til tre drenge på 8, 6 og 3, og Torkild Vindelev, psykolog og far til to piger på 7 og 4.

Ideen med forløbet er at skabe et rum, hvor man som fædre og i en gruppe kan adressere nogle af de mange udfordringer, som Nicolai og Torkild selv har oplevet at stå i, og som de også ser andre fædre kæmpe med. De er især motiveret af deres oplevelse af, at kvinder generelt er bedre til at tale om, finde støtte og bruge hinanden i overgangen fra “kæreste-tilværelsen” til forældreskabet – og af erkendelsen af, at mænd stadig har meget at lære, når det kommer til at tale om det, der presser sig på.

Forløbet Far består af 10 fokuserede sessioner, som bl.a. omhandler vredes- og konflikthåndtering, kommunikation, sund grænsesætning, stresshåndtering og følelsesmæssigt nærvær, og som inviterer fædrene til at deltage i samtaler om alt det, de står midt i. Tanken er, at fædrene kan få en oplevelse af, at det er meningsfuldt og givende at sætte ord på det, der udfordrer. Og en mulighed for at blive klogere – både gennem spejlingen i andres erfaringer og i mødet med de forskellige tematikker. I et håb om, at vi alle – både mødre og fædre, mænd og kvinder – kan blive klogere på, hvad faderskabet anno 2025 kalder på, for at vi kan trives i det.

Du kan læse mere om Forløbet Far på Farsforum.dk