Derfor sidder mange mødre med et tomt blik og et gråt udtryk i ansigtet lige nu
Hvem i husstanden ved, hvornår skoledagen slutter? Og hvem ved, hvornår den yngste har brug for nye støvler? Og hvor er gavepapiret, rygsækken og Paw Patrol-kasketten blevet af? I de fleste familier er svaret: mor.
Hvem er ansvarlig for at holde styr på familiens puslespil i dit hjem?
Hvem ved, hvilke børnesygdomme lillebror har haft, og hvornår det er tid til den næste vaccine hos lægen?
Hvem har lagt sommertøjet væk og noteret, at Labubu skal på ønskelisten til jul?
Hvem huskede at pakke blodsukkersnacks i bilen på vej til weekend hos bedsteforældrene?
Hvem holder styr på, hvis tur det er til at invitere venner på besøg, og at naboens datter har glutenallergi?
Er det mor?
Så er din familie som de fleste andre.
Mental load
Arbejdet med at planlægge, koordinere og organisere familieaktiviteter er så omfattende, at det har fået sit eget navn. Det kaldes mental load og er årsagen til, at mange mødre sidder med et tomt blik og en grålig teint i ansigtet.
For når arbejdsdagen er slut, rygsækken er pakket til i morgen, og viskestykket hænger til tørre på vandhanen, er det ofte mor, der ligger vågen i sengen og laver mentale lister over alt det, der skal gøres for at sikre, at ugen forløber som planlagt.
Annonse
Det er naturligt at føle sig både træt og gnaven, når man har ansvaret for at koordinere hele familiens symfoni døgnet rundt.
Ikke mindst kan det være frustrerende for faren, der står på sidelinjen med ambitioner om en større rolle i planlægningen.
Så hvordan løser man dette, hvis familien ønsker en mere jævn fordeling af opgaverne?
To forskellige veje
Der er to veje at gå: Far øger sine anstrengelser, eller mor sænker sine forventninger.
Det lyder så simpelt, så hvorfor har vi ikke implementeret det længe før vi havde brug for parterapi og mindfulness?
Her er nogle teorier om kræfter, der kan være på spil, og som står i vejen for perfekt ligestilling.
Den første har jeg valgt at kalde 'skjult overkontrol'.
Det er en situation, hvor faren overtager flere af opgaverne, men moren ikke synes, at faren gør det godt nok, og hun forsøger derfor at overkontrollere ham ved at kritisere ham på en måde, der ikke ser ud til at være kritik, men som får ham til at føle sig ubrugelig og umotiveret.
– Åh, du har planlagt burgere til aftensmad igen. Ja, burgere er din favorit, og hvis bare børnene tager deres omega 3-tabletter, så er to fiskemåltider om ugen måske ikke så vigtige alligevel...
Annonse
Den anden kalder jeg 'mistænksom inspektion'.
Her har faren også intensiveret sine bestræbelser og udfører flere af opgaverne. Moren kan bare ikke modstå trangen til at kontrollere faderens indsats, så i praksis bliver opgaverne udført to gange.
– Det er dejligt, at du har sorteret tøjet i garderoben. Jeg har bare ændret rækkefølgen lidt, så t-shirts nu ligger nederst, og sportstøjet ligger ved siden af. Er du ikke enig i, at sokker bør være synlige på hylden i stedet for i skuffen?
Falsk delegation
Jeg vil også gerne nævne 'falsk delegation' som en kilde til problemer, når faren skal påtage sig mere ansvar.
Her kæmper faren for at få fodfæste, da moren altid er et skridt foran.
Selv i tilfælde, hvor moren har bedt faren om at påtage sig et bestemt ansvar, kan opgaven stadig vise sig at være falsk.
– Jeg tror, jeg må springe Netflix over i aften, Marie, for jeg havde tænkt mig at begynde at planlægge børnenes fødselsdagsfest.
– Ja, jeg har allerede noteret et par ting, vi skal huske. Lad os se...
Hvad nu, hvis mor bare havde slappet lidt af og sænket sine forventninger til sine egne anstrengelser? Så kunne der være risiko for, at der opstod det, jeg kalder 'eskalerende forsømmelse'.
Annonse
Det er en situation, hvor manglende opfølgning på en lille opgave kun eskalerer problemet yderligere med katastrofale konsekvenser.
– Dette er en skade, som vi læger ser oftere og oftere, forårsaget af, at barnet bærer sko, der er for små.
– Ja, det er nok rigtigt. Vi har ikke haft tid til at holde øje med det, forstår du.
Socialt sammenbrud
En anden konsekvens, hvis alle mødre indtog en mere lempelig holdning til familieplanlægning, er det, vi kunne kalde 'socialt sammenbrud'.
Her dræbes motivationen til at deltage i sociale aktiviteter og socialt samvær langsomt som følge af gentagne oplevelser af kaos, brandbekæmpelse, ligegyldighed og utaknemmelighed.
– Kære forældre. Vi aflyser Lucia-fejringen i børnehaven i år. Sidste år var fem af børnene i Lucia-optoget ikke klædt i hvidt, og et var klædt ud som Spiderman. Den forælder, der skulle bage, havde kun bagt en plade lucia-kager, så der var kun en fjerdedel til hvert barn. To forældre sad med deres mobiltelefoner under Lucia-optoget, og en var i et Teams-møde. Ingen af børnene havde øvet sangen derhjemme, og børnehaven modtog ingen feedback fra forældrene om arrangementet.
Er det muligt at dele?
Er det virkelig muligt at arbejde hen imod ligestilling derhjemme uden skjult overkontrol, mistroisk inspektion, falsk delegering, eskalerende forsømmelse eller social sammenbrud?
Uden at kunne henvise til nogen form for ekspertise, vil jeg sige ja.
Min anbefaling til dig (kvinde eller mand), der er træt af at bære ansvaret, er at tage dig god tid med arbejdsfordelingen. Start i det små, vær ærlig over for dig selv om, hvad du faktisk er komfortabel med at give fra dig i form af opgaver, og aftal med din partner, hvilke områder hver af jer har det fulde ansvar for.
Måske er en fifty-fifty-deling ikke optimal for dig, men en ujævn fordeling kombineret med en masse anerkendelse er mere passende.
På denne måde vil mental load i sidste ende blive et skift mod en bedre familiedynamik.
Denne artikel er først publiceret hos KLIKK.no. Dette er en redigeret udgave.
