Det er mor, der bestemmer

Det kræver overblik at holde styr på små cykel-drenge. Den tidligere håndboldlandsholdsspiller Anne Dorthe Tanderup har sat ikke mindre end tre af slagsen i verden på bare tre år. Vi har besøgt hende i Italiens Toscana, hvor hun bor med sine krudtugler og manden Bjarne Riis, der ikke er ret meget hjemme.

Anne Dorthe havde svoret, at hun aldrig ville have børn i dobbeltsengen. Men ved midnats tid bliver etårige Andreas tørstig efter mælk, og når han har drukket, har han svært ved at sove for en bøvs – medmindre han altså får lov at ligge hos sin mor.

Efter en times tid kan han forsigtigt lægges tilbage i sin seng, men så er det også ved at være den tid, hvor Matias på knap to et halvt tripper ind til mor og vil putte, mens det først er klokken halv seks om morgenen, at hans et år ældre storebror, Christian, får den samme idé. Tre kvarter senere – klokken kvart over seks – slår Andreas øjnene op, klar til endnu en dag med fuld fart på.

„Jeg havde altid sagt, at jeg ikke skulle have mine børn i sengen om natten. Man har så mange forestillinger om børn, indtil man får dem,” konstaterer Anne Dorthe Tanderup. Sammen med sin mand, den tidligere cykelrytter Bjarne Riis, har hun sat tre små krudtugler i verden på bare tre år. Det betyder blandt andet, at hun inden for de sidste fire år har opnået seks timers sammenhængende søvn i alt seks gange. Og at hun lever et liv, som hun ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig for syv år siden, da hun flyttede ud af Danmark for at være i fred.

„Vi tog til Italien, fordi det var det, der virkede som det bedste for os på det tidspunkt. Vi syntes, det var svært at være sammen i Danmark, og jeg har bestemt ikke fortrudt, at vi tog springet. Det var rigtig fedt. Vi har fået en helt anden frihed hernede, end vi nogensinde kunne have fået i Danmark,” siger hun.

Anne Dorthe var på det tidspunkt færdig med håndboldkarrieren, som hun måtte droppe på grund af en tilbagevendende skade, og Bjarne Riis var i forvejen udenlandsdansker. Den danske presse var konstant i hælene på det nyforelskede par, og det kostede skår i glæden og var særligt uholdbart for Bjarne Riis, der var fraskilt og havde sine to sønner Thomas (i dag •4 år) og Jesper (i dag •6 år) at tænke på.

Cykelring i dagligstuen

I Italiens Toscana kunne de to danskere nyde stilheden og hinanden, og Anne Dorthe fik gang i karrieren med sin egen interiørbutik, mens Bjarne Riis hoppede af cyklen og blev sportsdirektør for cykelholdet CSC. Men så en dag – for snart fire et halvt år siden – blev Anne Dorthe gravid for første gang. Og livet skiftede fra stilhed på bjerget og fælles cykelture til graviditet, bleskift, afbrudt nattesøvn – og graviditet.

„Lad os bare konstatere, at jeg ikke har haft problemer med at blive gravid. Christian fik vi sådan lidt – hovsa. Vi havde selvfølgelig snakket om det, men lige pludselig var jeg bare gået over tid. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg skulle være gravid igen så hurtigt, men sådan gik det altså bare. Og da vi så havde to, fik vi det sådan lidt: Skal vi så ikke bare få den sidste og få det overstået,” fortæller Anne Dorthe. „Men det er nu bestemt ikke noget, jeg vil anbefale. Jeg synes, det har været rigtig hårdt, og det er fedt, at det er ovre. Det er først nu, jeg rigtigt begynder at nyde mine børn, for det er først nu, jeg har tid og overskud til det. Er du klar over, at hvis jeg skulle være gravid med nummer fire med samme interval, som der er mellem de andre, så ville jeg have fire måneder af min graviditet tilbage nu,” fortsætter hun og ser ud, som om den situation er fuldkommen vanvittig at forestille sig.

Og hvis man kigger rundt omkring hende, er det faktisk slet ikke svært at forstå, at det er sådan, hun har det. Ikke fordi, der er noget galt med omgivelserne. Hverken med hjemmet uden for byen Lucca eller med de tre små energibomber, der slægter deres far på i cykeliver og i løbet af nul komma fem kan forvandle dagligstuen til en cykelring, hvor banen går rundt om sofagruppen, og farten er højere, end man troede det muligt.

Men fordi det ville være kaos for Anne Dorthe at skulle passe på en mere, så længe børnenes far som ejer af CSC i dag er sjældnere hjemme, end han er ude. Og selv om man har et 800 kvadratmeter stort hus med fjernstyret gitterport, vinmark, olivenlund, dansk au pair og meget mere, kan man godt savne en ægtefælle at sparre med i det daglige og ikke mindst en at dele tjansen med om natten.

„Jeg har engang læst om nogle fodboldkoner, der sagde, at nu da deres mænd var færdige med at spille fodbold, så var turen kommet til dem. I første omgang tænkte jeg, hvad de dog mente med det. At de da måtte tage vare på deres eget liv og selv tage ansvar, men i dag har jeg revurderet min opfattelse lidt. For der er også rigtig mange ting, som jeg har lært at affinde mig med, og mange ting, jeg gerne ville, men som jeg ikke har kunnet, fordi mine børn er små, og jeg er meget alene med dem,” siger hun.

Og så er der det der med nattesøvnen:

„Jeg tager selv børnene om natten. Også selvom Bjarne ikke er hjemme. For jeg vil have, at det er mig, mine børn kalder på om natten, ligesom jeg selv vil handle og lave mad. Det er mit valg. Derfor er jeg også mere træt. Jeg er privilegeret, fordi jeg har nogen, der hjælper mig om dagen, hvis det har været en hård nat. Og jeg ved simpelt hen ikke, hvordan man ellers skulle klare at have tre børn så tæt på hinanden. Det ville være et rent helvede.”

Når mor har sagt nej …

Anne Dorthe er nødt til at holde hverdagens rutiner i hævd for sine drenge og vise, hvem der har bukserne på. Ikke kun fordi deres far kører lande og riger rundt med sine ryttere, men også fordi hun har fået sine drenge så tæt på hinanden.

„Jeg kan godt være ret kontant og sige nej, og så er den ikke længere. Og jeg er også rimelig konsekvent. Når mor har sagt nej, så er det nej, også selv om jeg i nogle tilfælde egentlig tænker, at det kunne jeg da godt have givet dem lov til. Det kommer sig af, at det nogle gange er ren overlevelse, og at det er det letteste i situationen at sige nej. De er meget sådan, at de vil have lov til alting. Det kan de bare ikke få, hvis jeg har dem alle tre. Jeg går nok efter at prøve at disciplinere dem lidt. Så helt fri opdragelse har vi ikke her. Jeg laver nogle rammer for dem,” fortæller hun og fortsætter:

„Jeg synes også, det er sjovt at læse om forældre, der kan flette tæer med deres børn, og jeg kan også godt se, at der er nogle gode ting i det. Men med det liv, vi har, er jeg nødt til at sørge for, at de ved, at nogle ting bare er, som de er. Der kommer mange mennesker her, og vi er tit af sted, og derfor er jeg nødt til at være sikker på, at de hører efter, hvad jeg siger til dem.”

Anne Dorthe uddyber ved at fortælle om en sammenkomst med nogle af de andre cykelryttere på CSC-holdet og deres familier. Der var et ordentligt slæng børn, og alle hyggede sig ved swimmingpoolen. Pludselig var Matias hoppet i vandet uden svømmevinger på, og Anne Dorthes veninde, der sad tættest på, måtte springe i med tøj på og fiske den lille dreng op.

Matias er ”Mister Modsat”, forlyder det fra hans mor. Hun forklarer, at det hører med til dagligdagen, at han overhovedet ikke vil høre efter, og at han altid lige skal prøve af, om tingene er o.k. eller ej. Christian er den velopdragne, mens Andreas nok er for lille til at have taget sig en rolle af den ene eller anden karakter. Og for os, der kommer udefra, ligner Andreas da også indtil videre blot en glad lille mand, der nok har lært at gå, men endnu har gummiknæ plus et smilende, solbrunt ansigt, der ikke kan løbe fra, at farmand hedder Bjarne Riis.

„Når Matias ikke hører efter, hvad jeg siger, sætter jeg ham op i klapvognen og spænder ham fast. Også selv om der er andre mennesker. Så kan han sidde der og hyle og skrige. Jeg er fuldstændig ligeglad. Hvis du kun har et barn, kan du sagtens overvåge det, uden at det behøver at foregå på den måde, men der er altså to andre, jeg også skal have styr på. Så jeg gør det for sikkerheden,” forklarer Anne Dorthe.

Tid til at kæreste

Langt hen ad vejen er hun både mor og far for sine drenge, som hun selv udtrykker det. For det er rigtig svært at bevare en forældrerolle, når man er væk 22 dage, hjemme en uge og så væk to uger, væk tre dage og så væk en måned igen. Sådan er det med Bjarne.

„Bjarne er ikke den, der smider sig ned på gulvet og leger med Lego sammen med dem. Det, de har sammen med ham, det er ferie, og når vi hygger os, og når han tager dem et sted hen. Der, hvor Bjarne gør en forskel for mig, når han er her, det er især om natten,” fortæller Anne Dorthe.

Hun forklarer, at det er vigtigt for hende også at holde fast i rutinerne, selv om far er hjemme, og hverdagen dermed pludselig er meget meget spændende.

„Før du får børn, accepterer du måske en masse ting omkring din kæreste og går på kompromis med nogle ting. Det gør jeg ikke mere. Vi har en hverdag her, og den skal han være en del af, når han kommer hjem. Han skal acceptere de ting og de tider, jeg har sat for børnene. Det er vigtigt, at de stadig føler, at de har deres faste hverdag, når han er der. Jeg mener, det er fedt nok, at far kommer hjem, og det hele er skidesjovt. Og så tager far af sted igen, og så står jeg tilbage med aben. Nej vel? Bjarne har overladt forældrerollen til mig, og han forventer usagt af mig, at jeg klarer det og respekterer i øvrigt fuldt ud den måde, jeg gør det på.”

Hvordan holder I liv i parforholdet?

„Vi betaler os fra at få lov til at være sammen. Vi har organiseret os sådan, at jeg godt kan tage ud og spise en aften uden børnene, eller vi kan tage væk tre dage for os selv. Vi prioriterer nok nogle gange parforholdet lidt mere end det, at Bjarne har tid sammen med børnene, når han har fri. For børnene er det vigtigt lige nu, at jeg er her. Det er vigtigt for dem, at deres mor fungerer. Og for at hun fungerer, skal hun også have sin mand og have et forhold til ham. Bjarne og jeg får jo aldrig sådan rigtig snakket til daglig,” siger Anne Dorthe.

En dag ad gangen

Hun får tårer i øjnene, når snakken falder på hverdagens små stjernestunder med drengene, som når de kommer og fortæller eller viser noget, der gør dem stolte, eller bare har lyst til at give deres mor en kæmpekrammer, der fortæller hende, at de elsker hende og værdsætter det, hun gør for dem i hverdagen.

Nok er det hårdt med tre små drenge så tæt på hinanden. Men det er et valg, Anne Dorthe har truffet. Og når hun vælger noget, vælger hun det fuldt ud. Anne Dorthe har valgt sine drenge, og det har blandt andet betydet, at hun måtte lukke sin butik, da Andreas var på vej.

„Jeg syntes, det var forfærdeligt, for det var en epoke af livet, der var ovre. Men hvis jeg også skulle have haft butikken, var jeg bange for, at jeg slet ikke ville kunne overskue også at være der for mine børn,” husker hun.

Hvordan kan du overhovedet gabe over alle de store oplevelser og omvæltninger, der er sket i dit liv inden for de senere år?

„Det kan jeg heller ikke altid. I øjeblikket har jeg det bedst med at tage en dag ad gangen. Jeg tænker selvfølgelig også meget over tingene, men jeg må også sørge for, at jeg kommer videre og ikke hænger mig for meget i, hvad der skete i går, for i morgen er en ny dag, hvor alt kan ske. Her kan vi ikke planlægge i morgen, vi kan ikke sige, hvornår vi tager til Danmark næste gang. Og i morgen tager jeg for eksempel til Schweiz, og så kommer der lige en, der skal overnatte, og inden vi ser os om, er der ændret i planerne igen. Jeg prøver at strukturere hverdagen, men den langsigtede horisont er svær at have,” siger Anne Dorthe.

Inderst inde drømmer hun om et mere stabilt liv i Danmark, hvor hun gerne vil læse til diætist. Men ikke nu, for man skal ikke realisere sig selv, når man har små børn, som hun siger. Og i øvrigt ved hun, at turen nok skal komme til hende. Men det har formentligt lange udsigter. For Anne Dorthe har vænnet sig til varmen, til børn uden flyverdragter og til den frihed, hun føler ved at leve livet i udlandet. *

Anne Dorthe Tanderup …

• er 34 år

• født i Århus

• bor sammen med sin mand

• Bjarne Riis i Lucca, Italien. I huset bor desuden en dansk au pair-pige og et rumænsk ægtepar, der hjælper med børn, have og hus har børnene Christian på tre et

• halvt år, Matias på to et halvt og Andreas på et år er uddannet markedsøkonom,

• har tidligere arbejdet som it-konsulent og som håndboldkommentator på tv har vundet VM-sølv med det

• danske håndboldhold i 1993, EM-guld i 1994 og 1996, OL-guld i 1996 og VM-guld i 1997.

Hvad er det bedste ved at være mor?

Det er, når drengene kommer og vil have kærtegn, og man kan se på dem, at det betyder: Vi elsker dig, mor. Det gør det hele værd. Og når man kan se, at de bliver stolte over noget.

Hvad er det hårdeste ved at være mor?

Man kan altid blive i tvivl om, om man gør det godt nok. Der er altid en lille grad af usikkerhed om, om det var det rigtige at sige nej der og nej der. Det irriterer mig helt vildt. Og så er det sindssygt hårdt at være oppe om natten, men det bliver jeg forhåbentlig ikke ved med.

Hvilket råd vil du give til andre mødre, der er meget alene med deres børn?

Få hjælp! Og pak ungerne sammen, og kom ud og oplev. Det kan godt være hårdt, men det giver meget at være sammen med andre.