Far fortæller: “Skat, skal vi spille Sorteper om ungerne?”
SPONSORERET indhold

Far fortæller: “Skat, skal vi spille Sorteper om ungerne?”

Jens Blauenfeldt har brug for tid til sig selv for at blive en overskudsagtig forælder. Det har hans kone desværre også. Så hvem skal passe børnene? Far eller mor?

Af:: Jens Blauenfeldt, Vores Børn, december 2013.
05. mar. 2014 | Børn | Vores Børn

Indrømmet: Jeg har meget ondt af mig selv. Konen i huset har booket sin sociale kalender op med middagsaftaler, firmamotion og branchefester. Og far her skal ikke en skid!

Jeg er ikke misundelig over, at hun skal ud at have det sjovt. Men jeg har trukket nitten og skal være alene sammen med ungerne i fem ud af syv dage.

Selvfølgelig lige i ulve- og puttetimen, hvor de kravler rundt på væggen, er allermest irriterende og genstridige, og jeg ikke selv er hårdtpumpet med overskud. Så jeg piver. Men det gør konen altså også, når hun står i samme situation.

En lorteble til hver

Det er jo ikke, fordi vi ikke kan lide vores børn. Vi gider bare ikke være sammen med dem. Eller hvis vi vælger den mere politisk korrekte formulering: Vi sætter umådelig stor pris på at have tid for os selv. Så vi forhandler. Om tid, bleskift og børneaktivering.Vi dyrker simpelthen milimeterdemokrati og spiller Sorteper om ungerne: ‘Hvis du tager den her lorteble, tager jeg den næste’. ‘Eller ‘hvis jeg tager på café med mine veninder på fredag, kan du tage ud og drikke øl lørdag’.Ja, jeg ved godt, det er barnligt og uansvarligt at have ondt af sig selv, fordi ens liv ikke længere er styret af egne lyster, men er lagt i hænderne på små buttede mennesker, der skider i bukserne.LÆS OGSÅ: Kærlighed: Plej parforholdet, mor!Men hurra for alenetid, selv om det kun er ti minutter i selskab med biltillægget af søndagsavisen. At køre til bageren efter morgenbrød eller tjekke alle termostaterne i huset. Ja, selv et lille toiletbesøg kan næsten føles som en forlænget weekend i Berlin.

Fem aftener i træk

Vi mænd er ellers ret gode til lige at finde en undskyldning for at skulle noget meeeget vigtigt, når de kedelige pligter banker på. Vi er også dygtige til bare at skride ud i haven eller gemme os bag computeren med noget helt utrolig tidskrævende, når huset sejler. Og så er vi eksperter i at miste hørelsen, når øglerne hvæser om natten.

Vi ved nemlig, at det er vigtigt at have tid helt for os selv, og fædre har gennem årene haft held med at opføre et lille skuespil, der kaster lidt alenetid af sig: Tricket er at se meget alvorlig ud og kærligt, men bestemt fortælle sin kvindelige halvdel, at ‘jeg bliver en bedre far, hvis jeg går til fodbold to gange om ugen’ eller ‘jeg vil helt sikkert lære at sætte endnu mere pris på dig som kæreste, hvis jeg tager på whiskytur til Skotland’.

Desværre slipper vi ikke for, at konerne også vil have lidt tid til sig selv på et tidspunkt. Heldigvis opdager de først behovet, når de er trætte af at have en sugekop i sparkedragt monteret på Kasse 1 og Kasse 2. Men det er så der, vi er nu.

LÆS OGSÅ: Far tryller bananer om til kunst

Jeg skal nyde at have ungerne helt for mig selv fem aftener i træk, mens konen er ‘i gang med at blive en bedre kæreste’ på barer og i festligt lag. Måske jeg bare skulle tage de store hovedtelefoner på, skrue op for bassen og håbe, at de selv finder i seng. Eller give dem et spil Sorteper – det er godt at kunne, når de bliver voksne.