Far, mor og barn - er vi ikke en rigtig en familie?

Som mor til ét barn må jeg indrømme, at det til tider kan være en smule anstrengende, hårdt og ja, endda sårende at møde holdningen omkring ’den rigtige kernefamilie’, for så mangler jeg jo et barn for at have en rigtig familie.

Det er helt okay, at folk spørger ind til min familie og spørger til, om vi ønsker flere børn af ren interesse, men når formuleringen lyder ”Skal I IKKE have flere børn?” eller hvis spørgsmålet til den barnløse familie er ”Skal I IKKE have børn?”, så går den hen og bliver dømmende i mine ører.

Men normalen er jo, at man får børn, og helst mindst to, så det er også vores udgangspunkt og opfattelse.

Ifølge Danmarks Statistik findes der i dag ikke mindre end 37 forskellige familieformer i Danmark. Lur mig, om der ikke deriblandt findes familier, som bevidst har truffet et valg om at leve uden for normen.

Forleden morgen, da jeg afleverede min søn i børnehaven, kom der to meget søde piger gående på gangen. De havde tydeligvis gang i en rigtig hyggelig leg som naturligt nok indeholdt en dukke og en dukkevogn.

Den ene pige spørger en dreng, om han vil være med, så han kan være faren i familielegen. Drengen bliver glad og siger straks ja tak til pigernes invitation, hvorefter han spontant tager sin kammerat i hånden og siger, at han kan være storebror.

Men så stopper pigerne op, nej nej, vi leger jo ’far mor og børn’. Og der er altså kun to børn – storesøster og lillesøster. Bum, der var klar besked og ingen slinger i valsen over deres svar.

Det var bestemt ikke for at være stride, at pigerne svarede så prompte og afvisende, som de gjorde. Nej, det var jo for dem bare det rigtige svar, for sådan er legen jo. Det hedder jo ikke mor, papfar, papsøster, papbror og lillesøster, vel? 

Det er bestemt ikke de kære små, og deres uskyldige leg, jeg vil pege fingre af, men det er jo et fint billede af virkeligheden eller rettere sagt opfattelsen af virkeligheden.

Jeg synes ofte, man møder en offentlig mening omkring det at være en familie. Det er som om, det er okay, at man offentligt tager stilling til andres måde at leve sammen på. Det er okay, at vi blander os lidt, hvis nogen træder udenfor normerne, hvad enten det gælder valg eller fravalg af børn eller omkring sammenbragte familier.

For nogle sammenbragte familier er fælles børn med til at skabe endnu mere sammenhold i familien, og for andre familier er udgangspunktet måske ikke så godt, og dermed er de enkelte familiers situation og udgangspunkt forskellige. Man burde derfor ikke kunne drage konklusioner omkring, hvorvidt de sammenbragte familier burde eller ikke burde få fælles børn.

Som sagt lever kun lidt over halvdelen af de danske familier i dag som en ’kernefamilie’, så for mig er det en smule forundrende, at man stadig kan og skal bemærke, når andre ikke lever, som forskrifterne angiver os.

Mit budskab er ikke mudderkastning, selvom det måske af nogle kan blive opfattet sådan. Jeg vil blot pege på, at jeg ikke mener, at kernefamilien skal være normsættende for så at angive alle mulige andre familieformer uden for normalen, når nu halvdelen ikke længere lever sådan.

Læs mere på bylouisevorre.dk.