Fra drøm til virkelighed: Laura og Peter gik Caminoen med deres to små børn
Foto: Getty

Fra drøm til virkelighed: Laura og Peter gik Caminoen med deres to små børn

Kan man tage to små børn med i bæresele og klapvogn på en måned lang vandretur? Ja da, men ikke uden udfordringer! Forældreparret Laura og Peter har taget Virgil på tre måneder og Karen Frida på to år med til Nordspanien for at gå den naturskønne Camino.

Det er varmt. Jeg mærker sandets knitren mellem mine tæer. Lyden af Peter, der pjasker i vandkanten med vores toårige datter Karen Frida, når mig fra et sted i det fjerne. Jeg ser på Virgil, der sender mig et veltilfreds smil.

Lykken bobler i mit bryst. Vi gjorde det! Efter snart en måneds vandring er vi nu under en kilometer fra målet: Finisterre, verdens ende. Et mål, som jeg for mindre end 24 timer siden havde afskrevet, at vi ville nå – i hvert fald uden snyd.

Faktisk mindes jeg med al tydelighed at have slynget sætninger ud som “Jeg vil ikke gå mere – som i ALDRIG mere!” og “Turen stopper HER!”, da jeg med gennemblødte sko cirka halvvejs mellem tåget skov og by i øsende regnvejr – og med Virgil i bæresele under min regnponcho – halsede efter Peter og Karen Frida de sidste ti kilometer ind mod byen Corcubión.

Men efter at være vågnet op til solskinsvejr – og tørre sko – steg modet og lysten til at fuldføre projektet. Så vi har ikke snydt. Vi har gået samtlige 420 kilometer af Camino del Norte fra Muros de Nalon i Asturias til Finisterre i Galicien med vores to børn. En tur, der har været skiftevis fantastisk og fantastisk hård. Men hold nu op for et eventyr.

En idé tager form

Ønsket om at gå Caminoen har længe været en fælles drøm. Allerede da vi møder hinanden tilbage i 2009, bliver turen nævnt i spøg. Siden taler vi mere alvorligt om den, men andre planer kommer hele tiden i vejen.

Først i foråret 2018, da vi står over for et nyt kapitel i vores liv, beslutter vi os for at gøre alvor af planerne. Vi har netop fået et barn, samme dag som Peter har fået besked om, at hans vikariat som gymnasielærer ikke bliver forlænget og vi trænger til luftforandring.

Måske netop derfor bundfælder idéen sig på ny. Og efter at have researchet nettet tyndt efter andres erfaringer med at gå Caminoen med småbørn beslutter vi os: “Vi gør det!”. Men hvor skal vi begynde? Karen Frida er ikke i stand til at gå længere distancer, Virgil er knap ankommet til verden, og ingen af os er vant til at gå længere end de få ture, vi tager i området. Og hvad med bleer? Sundhedsplejerske? Faste lægeaftaler? Vi må lægge en plan.

Læs også: Er din børneopdragelse gal eller genial?

Et skridt ad gangen

Vores valg falder på den mindre befærdede, men til gengæld køligere, Camino del Norte – nordvejen, der strækker sig over den spanske nordkyst med start i Irún i Baskerlandet videre gennem Asturias og derfra til Galicien. Hele ruten er sammenlagt 1.000 kilometer, men for ikke at sætte barren for højt, beslutter vi os for at starte cirka halvvejs og gå højst 10 kilometer om dagen.

Vi finder udstyr til turen, såsom en søskendevogn til begge børn, taler med en sundhedsplejerske, der mener, at ét besøg før og ét efter vores tur er tilstrækkeligt, og med lægen, der forsikrer os om, at femmåneders vaccinen godt kan udskydes til efter hjemkomst.

Dagen før afrejse føler vi os derfor ret godt forberedte på, hvad der venter os. Men alligevel mærker jeg panikken lure ved tanken om alt det, der kan gå galt.

På opdagelse i skoven

Vores rute gennem Asturias snor sig op og ned ad bjergskråninger med udsigt til havet. Det sætter mine mor-nerver på overarbejde. Men samtidig viser det sig netop at være i bevægelse på vejen, at vi og ungerne falder til ro i et tempo, der passer os alle.

Her kan Virgil få sine mange lure i skovens dybe stille ro og sin vågentid uden alt for mange øvrige indtryk at forholde sig til, mens Karen Frida skiftevis kan gå på opdagelse blandt skovens rødder, blade og bær og slappe af med tegnefilm i klapvognen, når det er tiltrængt.

Jovist er der bjerge at bestige, pakkenelliker at slæbe på og overskud, der skal findes frem gang på gang hos os forældre, men det er tusinde gange lettere at gøre i naturen end i de mange mindre og større landsbyer, vi kommer til, hvor der også er trafik og larm at tage højde for, samt dagtimer, der skal planlægges med børnevenlige oplevelser på steder, vi ikke kender.

De fleste dage er vejret ovenikøbet perfekt at vandre i. Skiftevis sol og skyer, sommerlige temperaturer omkring de 25-27 grader og lidt vind nu og da til at give luft. Andre dage er varmen ulidelig, så vi lærer at stå op tidligt og udnytte de kølige morgentimer. Kun enkelte dage drypper det fra himlen, men heldigvis har vi regntøj med og kan stille os i læ i busskure og skovkant.

Læs også: Jo flere vi er herhjemme, jo bedre

Fanfotografering og fnat

Vi finder hurtigt en daglig rutine: Vi står op, tager bad, skifter ble på unger og får dem i tøjet, pakker kufferten og sætter den frem til afhentning af et kurérselskab, spiser morgenmad, går mod destination, holder frokostpause i det fri, går igen, kommer frem til vores vandrehjem, vasker og tørrer vores tøj, spiser aftensmad og lægger ungerne.

Så snakker vi lidt om dagens rute og planlægger morgendagen, før vi også går i seng. Som familie er vi et sjældent syn på vejen, og det kan vi mærke. Karen Frida får ofte små gaver fra værterne på de mange vandrehjem, vi besøger.

Virgil bliver løftet ud af vores hænder og dikke-dikket, og som familie vænner vi os til at få positive tilråb såvel som gode råd fra både lokalbefolkningen og de pilgrimme, vi møder undervejs på ruten. Flere tager også billeder af os – nogle spørger, mens andre fotograferer os under påskud af at lave andre ting. Det føles mærkeligt til at starte med, men vi vænner os til det.

Og endelig – efter tre og en halv uges vandring – når vi Santiago de Compostela. Jublende tager vi sejrsbillede foran byens katedral, inden vi får vores Compostela-beviser for at have gennemført turen.

Vi bliver kun kort tid i den travle by, da vi hjemmefra har besluttet os for at nå Finisterre – den by, der i oldtiden blev betragtet som verdens ende. Men med os har vi en ubuden gæst: Efter talrige overnatninger på vandrehjem har vi – og børnene – fået fnat.

Udmattet og gennemblødt

Turen mod Finisterre viser sig at være hårdere end turen til Santiago. Selvom stierne er lige så ujævne og bakkerne lige så stejle, er overskuddet mindre, efter at vi har gået i næsten fire uger. Oveni det er distancerne også længere, da der er langt mellem ledige vandrehjem.

En enkelt dag når vi op på turens længste stræk: 29 kilometer gennem kuperet terræn. Vi voksne er helt flade ved ankomst, men Karen Frida, der har set tegnefilm, og Virgil, der har sovet det meste af turen, er friske nok til at høre klapsalven fra den lille gruppe pilgrimme, der er nået frem til vandrehjemmet før os, idet vi ankommer.

Klapsalver er der dog ingen af, da vi få dage senere – og efter en tiltrængt fnatkur – begiver os mod sidste stop inden Finisterre: Corcubión. Morgenen er tåget med støvregn, så vi tager regntøj på og pakker klapvognen ind i et regnslag.

Men da regnen tager til, beslutter vi os for at gøre et tidligt stop ved en café. Her spiser vi lidt morgenmad og læser vejrudsigten, der er mindre optimistisk, end vi er. Men vejret bliver ikke bedre, og caféen viser sig at være sidste stop før Corcubión, der fortsat ligger godt 15 kilometer væk.

Det er dog først, da vores sko begynder at tage vand ind, at humøret for alvor daler. Men med 10 kilometer igen til byen, og en rute gennem skov, er der ingen anden vej end frem. Og efter et par timer mere i regnen, når vi endelig, kolde og våde, frem til vores vandrehjem.

Læs også: Solomor til tvillinger og godt karrierejob

Historier til de næste mange år

Med udsigt til den smukkeste solnedgang over Finisterres ikoniske fyrtårn er regnvejret som forduftet fra min hukommelse og mine bekymringer en gang for alle manet til jorden.

Natten før vi tog til Spanien, kørte mine tanker ellers derudaf: Er vi tossede? Udsætter vi vores børn for traumer ved at rive dem ud af en ellers tryg hverdag for at insistere på en måneds intensiv fællesskab? Kommer vi til at piske rundt fra vandrehjem til vandrehjem uden ro og med to grædende unger på slæb?

Selvom turen så absolut har været udfordrende, har den også fået os til at vokse sammen som familie. Vi har fundet ud af, at vi er gode til at samarbejde i tilspidsede situationer. Vi har lært hinanden og vores børn bedre at kende. Og vi har fået helt unikke oplevelser sammen, som vi kan fortælle og genfortælle de næste mange år.

  • Mor: Laura, freelancejournalist
  • Far: Peter, musiker
  • Børn: Virgil, 3 mdr. og Karen Frida, 2 år.
  • Hvor: Familien gik 435 kilometer fra Muros de Nalon i den nordspanske provins Asturias og videre til Muxia i Galicien. Efter caminoen fortsatte familien eventyret ved at rejse rundt i Andalusien. Du kan læse mere om familiens caminotur på deres blog Elcaminobaby.wordpress.com

5 familievenlige oplevelser i Andalusien

Er caminoen for stor en mundfuld? Her er 5 (andre) oplevelser for både store og små i Sydspanien.

  • 1001 nats eventyr i Granada
    Alhambra og Granada hænger uløseligt sammen. Og det omtrent 700 år gamle mauriske paladskompleks er så absolut også et besøg værd. Her kan både børn og voksne let fortabe sig i de eventyrlige omgivelser, der bringer minder frem om 1001 nats eventyr. Husk dog at bestille entrébillet i god tid hjemmefra, da der er begrænsninger på det daglige besøgstal, og sæt rigeligt med tid af til at fare vild i de smukke slotshaver, gamle ruiner og gemte museer. Overfor paladset finder man desuden byens muslimske kvarter Albaicin, der også er et besøg værd. Kvarteret er særligt kendt for flamenco – noget, der også er muligt at opleve i børnehøjde på restaurant Jardines de Zoraya, der byder på dagsforestillinger, hvor man kan tage børn med til reduceret pris. 
  • Børnevenlige strande ved Sanlúcar de Barrameda
    Hvis drømmen er at spise lækker seafood, mens børnene pjasker i vandkanten, er Sanlúcar de Barrameda den helt rette destination. Byen er ikke meget større end en mellemstor dansk provinsby og langt mindre turistet end populære strandbyer som Almuñecar og Nerja i Malaga-provinsen. Det har sine fordele. Blandt andet er priserne lave og de børnevenlige sandstrande knap så befærdede. Byen er desuden kendt i hele Andalusien for sit køkken. På menuen er blandt andet friskfanget skaldyr og fisk, der kan nydes med egnens manzanilla til – en tør sherry, der også bliver produceret i byen.
  • Bjergvandring nær Malaga
    Hvis du er på ferie i Malaga og trænger til afveksling fra stranden, er El Torcal de Antequera et oplagt udflugtsmål. Naturparken, der blot ligger en times kørsel fra Malaga, er kendt som et af de største geologiske vidundere i Andalusien. Klippeformationerne her er helt unikke, og uanset om man mest er til udsigt eller fysiske anstrengelser, er begge dele muligt. Vil man ud i omgivelserne, starter turen ved parkens besøgscenter, hvor der også er mulighed for at nyde en kop kaffe med udsigt til det smukke landskab, se en udstilling om klippeformationerne eller læse mere om de ruter, man kan gå i området. Ruterne er alle forholdsvis lette at gå, og stierne tydeligt markerede, men da der er tale om bjerglandskab, bør klapvognen efterlades i bilen.
  • Tæt på naturen i El Rocio
    Hvis I som familie vil have en oplevelse udover det sædvanlige, er El Rocio i Huelva-provinsen et godt bud. Her kan man opleve stemningen fra det vilde vesten kombineret med noget af Europas mest unikke natur og et rigt dyreliv. Alle veje i byen er belagt med sand, så det er lettere at tage hesten end den firehjulede til byen, og der er rig mulighed for oplevelser i den lille landsby, der tæller omkring 1.500 indbyggere. Foruden flere gode restauranter og spændende butikker ligger byen nærmest klods op ad Doñana nationalpark, hvor man blandt andet kan opleve vilde heste, flamingoer, ørne, storke og verdens mest truede katteart: Den iberiske los. Det er dog en god idé at være opmærksom på, hvornår den årlige pilgrimsvandring til byen finder sted, da det ikke er usædvanligt, at byens indbyggertal i den periode stiger til op mod en million mennesker.
  • I Clint Eastwoods fodspor i Almeria
    Hvis antydningen af det vilde vest ikke er nok, men der i stedet skal en decideret cowboy-by til, så er Almeria den rette provins at drage mod. Her blev flere af de såkaldte “spaghetti-westerns” optaget i 1960’erne og 1970’erne, såsom “Den gode, den onde og den grusomme”, “En nævefuld dollars” og “Hævn for dollars”. Flere af de gamle filmkulisser bliver i dag brugt som ramme for tre temaparker, hvor man udover at se de gamle kulisser også kan opleve live-optræden med alt fra cancan-dans til ridende dueller med rygende pistoler – dog med løse skud. Den største af dem, Oasys Theme Park, byder også på både zoologisk have og vandland, mens de to mindre, Fort Bravo og Western Leone, mest af alt er kulisser fra en svunden tid. Bliver man træt af det vilde vesten, ligger temaparkerne desuden tæt på naturområdet Cabo de Gata, hvor der foruden et rigt fugleliv også er flere gode badestrande.
Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv