Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Barn med feber, sådan hjælper du
Foto: iStock Feber? Temperaturen kan hurtigt og nemt måles med et øretermometer.

barn har feber

Guide: Sådan gør du, når dit barn har feber

Hvad stiller du op, når dit barn har feber? Vi har spurgt børnelægen, hvornår du kan give smertestillende, hvornår I skal til lægen, og hvordan du bedst støtter din feberramte mus.

RING til lægen med det samme, hvis dit barn har

  • Kraftige opkastninger eller diarré.
  • Røde pletter på huden, der ikke forsvinder ved tryk.
  • Stiv nakke eller ryg, der kan give mistanke om meningitis.
  • Sløret bevidsthed og usammen-hængende tale.
  • Hurtig og hvæsende vejrtrækning.
  • Dårlig kontakt.

Kilde: Børnelæge Annebeth Rosenvinge fra Børnelægeklinikken i Kbh., Boernedoktor.dk.

Panden er glohed, øjnene blanke, og kroppen helt dvask. Din ellers så energiske krudtugle er blevet syg, og det første, du gør, er nok at tage hans temperatur.

Børn får ofte høj feber ved sygdom, og det er ikke antallet af grader, der afgør, hvor sygt dit barn er. Det væsentligste er, hvordan dit barn har det. Nogle børn kan have 40 i feber og være upåvirkede, mens andre er meget dårlige ved 39 grader.

Hvis junior er glad, leger og har appetit, behøver du ikke at gå i panik, selv om han er varm.

LÆS OGSÅ: Sygt barn – de 12 uundgåelige sygdomme

Hvad er feber?

Der er mange myter og meninger om, hvornår det kan kaldes feber, men hvis dit barn har 37.5, så er temperaturen forhøjet, mens 38 grader er feber og 39 grader høj feber.

Feber er dog ikke en sygdom i sig selv, men kroppens forsvar mod vira og bakterier. Feber skyldes forskellige sygdomme som typisk forkølelse, influenza og mellemørebetændelse, og du skal altid vurdere den i sammenhæng med andre symptomer som snotnæse, hoste og muskelsmerter.

Feber er nemlig ikke farlig i sig selv, med mindre den når op på 41 grader eller mere. Vær dog opmærksom på, at små babyer under et halvt år kan være meget syge af en infektion uden at have nævneværdig feber.

Skal du ringe til lægen?

Hvis næsen løber, halsen gør ondt, og dit lille pus hoster, så er det ikke så mærkeligt, hvis panden også brænder, og du kan godt se situationen an i en dags tid eller to.

Men siger alt i din krop dig, at noget er galt, skal du selvfølgelig altid kontakte lægen, uanset om dit barn er en måned, et år eller otte år.

Du kender dit eget barn bedst, og hvis du føler, at dit barn sender faretruende signaler, så kontakt lægen. Ingen bliver sur på dig, fordi du ringer for at få et godt råd – tværtimod!

Feber: Det skal du gøre ved en temperatur på 38 grader

Hvis dit barn virker frisk, glad og leger, kan du godt se feberen an i en dags tid eller to – især hvis du har en fornemmelse af, hvad feberen skyldes.

Har dit barn ikke andre symptomer på sygdom, så ring til lægen, da feberen kan skyldes en ‘usynlig’ infektion som blærebetændelse. Varer feberen mere end tre dage, skal du også kontakte lægen.

Feber: Det skal du gøre ved en temperatur på 39 grader

Hvis dit barn ikke lader sig mærke af feberen, så se den an i en dags tid. Er der ikke andre symptomer, er det dog en god ide at ringe til lægen for at udelukke, at dit barn kan have en skjult infektion som blærebetændelse.

Varer feberen i mere end tre dage, skal du ringe til lægen. Og bliver dit barn sløvt, eller kaster det voldsomt op, skal du reagere med det samme.

Feber: Det skal du gøre ved en temperatur på 40 grader

Har dit barn 40 eller mere i feber, skal du altid kontakte lægen, også selv om junior virker frisk.

Selv om feber i sig selv oftest er harmløs, kan den i sjældne tilfælde nå en farlig højde – og der er ikke langt fra 40 til 41 og 42 grader, hvor temperaturen er så høj, at den kan give langvarige skader.

LÆS OGSÅ: 7 tip om børn og smertestillende

Hvad er feberkramper?

Feberkramper er et krampeanfald, der kan blive udløst af en voldsom temperaturstigning. Tre procent af alle børn bliver ramt af dem, og det sker typisk i alderen seks måneder til fem år.

Feberkramper er ikke farlige, men ser voldsomme ud. Får dit barn feberkramper, så sørg for, at den lille ikke kan komme til at skade sig selv, og ring dernæst 112.

Vend dit barn om på siden, hvis han kaster op, og tag tøjet af ham, så han kan komme af med varmen. Et krampeanfald varer typisk to minutter. Alle børn, der har haft feberkramper, skal ses af en læge.

Sådan hjælper du dit feberramte barn

  1. Masser af væske. Når dit barn har feber, mister han væske. Tilbyd derfor hele tiden vand, saftevand eller sodavand – sukkerholdige drikke er særligt gode, hvis staklen også kaster op eller har diarré.
  2. Kølige omgivelser. Dit barn skal kunne komme af med sin feber, så giv ham så lidt tøj på som muligt, og hold værelset køligt.
  3. Smertestillende medicin mod feber. Hvis temperaturen er høj, og dit barn er meget utilpas, kan du slå feberen lidt ned og lindre symptomer som hovedpine ved at give paracetamol. Men gør det kun efter samråd med din læge, da paracetamol kan sløre andre symptomer.

LÆS OGSÅ: Styr uden om baktusserne

LÆS OGSÅ: De første tænder kan gøre ondt

LÆS OGSÅ: Børnesygdomme: Hjælp dit barn gennem vinteren

Se, hvad vi ellers skriver om: Børnesygdomme, Tumling og Børns sundhed