Forskellen på dreng og pige

Der er forskel på vores drenge- og pigebørn. Ikke bare er de synligt fysisk forskellige, deres hjerner er det også. Det mener Ann-Elisabeth Knudsen, som er forfatter til bogen ”Pæne piger og dumme drenge”.

Hjernescanninger af børn på forskellige alderstrin viser for eksempel, at piger og drenges hjerner udvikler sig forskelligt. Pigers hjerner er for eksempel tidligere modne til indlevelse og koncentration, mens det er lige så biologisk bestemt, at drenge leger aggressivt, har fokus på sagen og lukker af for, om de træder nogen over tæerne undervejs.

„Når børnehavebørn er på legepladsen, sker det typisk, at pigerne leger på nogenlunde samme sted hele tiden, og gerne tæt på de voksne. Drengene er derimod ude over stepperne, de breder sig over et større areal, og en halv time inde i legen er de helt sikkert et andet sted, end hvor de begyndte. Men man kan formentlig følge deres spor,” ler hun.

Forskellene har intet med intelligens at gøre, pointerer hun, de er blot udtryk for, at hjernen modnes forskelligt på forskellige alderstrin. Men ét er biologi – noget andet er, om vi som forældre er med til at bygge oven på biologien og måske endda forstærke billedet.

Vi fortolker børn ud fra kønAnn-Elisabeth Knudsen fortæller om et forsøg, hun har været med til at gennemføre med nogle psykologistuderende. Opdelt i to grupper så de studerende en videofilm med en baby, der græd. Den ene gruppe fik at vide, at babyen var en dreng, den anden at det var en pige.

Det interessante var nu at høre de studerendes bud på, hvorfor babyen græd. Den ene gruppe sagde, at pigen nok var utryg og gerne ville tages op.

Den anden gruppe mente, at drengen græd, fordi han kedede sig. Det samme barn, den samme situation, men to helt forskellige fortolkninger.

„Som voksne fortolker vi ofte barnet ud fra dets køn, og på den måde kan vi fastholde, at drenge og piger er mere forskellige, end de nødvendigvis er,” siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Det findes der masser af hverdagseksempler på, bekræfter Malou Juelskjær, ph.d. studerende på Danmarks

Pædagogiske Universitet, som foreslår, at vi voksne stiller os selv en række spørgsmål:

Kan vi bedre have det, når piger græder, end når drenge gør det?

Opfordrer vi i højere grad drenge end piger til at overkomme vanskeligheder?

Opfordrer vi mere pigerne end drengene til at ”forstå” andre?

Bliver vi mere nervøse, når en pige kaster sig ud i noget fysisk risikabelt, end når en dreng gør det?

Kan vi bedre tage det, når en pige opfører sig ”drengeagtigt”, end når en dreng opfører sig ”pigeagtigt”?

Er det mere okay, når drenge er selvpromoverende, end når piger er det?

„I stedet for at se de mange forskelle, der i det hele taget er mellem børn, ser vi først og fremmest på deres køn. Det får så betydning for, hvordan vi oplever barnets handlinger, og hvordan vi som voksne reagerer på dem. Og på den måde er vi selv med til at skabe de kønsforskelle, vi som udgangspunkt antager, at er der i forvejen,” siger hun.

Forkert kønsadfærd?Et af problemerne ved at lægge alt for meget mening i, om børnene er drenge eller piger, kan være, at vi kommer til at afholde dem fra at gøre det, de har lyst til – simpelthen fordi vi som voksne mere eller mindre direkte signalerer, at de har gang i en forkert kønsadfærd. Og ingen børn har lyst til at føle sig som en tøsedreng eller en underlig pige.

Malou Juelskjær bruger børnenes klæd-udkasse som eksempel. Når pigerne klæder sig ud i lyserøde prinsessekjoler er det hel fint, men når en dreng gør det, griner vi lidt og markerer på den måde for ham, at selv om han godt ”må”, deltager han i legen på andre præmisser end pigerne.

Hvis han leger for meget og for længe i kjolen, vil vi formentlig begynde at dirigere ham i retning af ”drengelege” i stedet.

„Små børn på et par år leger i et univers, hvor drenge sagtens kan gå i kjole. Men som forældre går vi straks i gang med at træne voksenadfærd med dem og dermed fortælle, hvad der er rigtigt og forkert at gøre ud fra det køn, de har,” siger hun og fortsætter:

„Når man bruger den gennemsnitlige pige eller dreng som målestok for, hvad der er normalt, så forsvinder alle de andre forskelle, der ellers kunne have været. For eksempel dyrker vi det sjældent, hvis børn viser en anderledes adfærd, end den vi genkender og føler os trygge ved som pige- eller drengeadfærd. Og det er synd, for børn har kæmpe potentialer. Hvis vi begrænser dem, kan det også få betydning for deres kønsopfattelse senere i livet,” siger Malou Juelskjær.

Gode råd mod forskelsbehandling af drenge og piger

Læg mærke til, om du måler din egen forælder-succes på, om dit barn opfører sig som en ”rigtig” pige eller en ”rigtig” dreng.

Når du tager dig selv i at bruge kønnet til at fortolke noget, dit barn har gjort, så stop op og overvej, om det overhovedet behøver at have noget med kønnet at gøre.

Lad børn være børn og giv plads til deres legeunivers i stedet for at lukke det ned.

Kilde: Malou Juelskjær

Sådan får du det bedste frem i dit barn

Om drenge

• Tal i korte sætninger til din lille søn. Han har sværere adgang til sproget end mange piger på samme alder, og hvis du beder ham om en masse ting på én gang, hører han formentlig kun den ene af tingene.

• Drenge risikerer at få rigtig meget skæld ud, hvis der kræves større empatiske evner af dem, end de har. I stedet for at skælde ud kan du træne indlevelsesevne med din søn og tale om, hvorfor Sofus bliver ked af at få revet sin tegning i stykker.

• Hjælp i det hele taget drengene med at blive bedre til de ting, vi ved, de får svært ved i skolen. Koncentration kan for eksempel trænes med spil – men husk pauser.

• Det er også godt at lave ting, der koordinerer højreog venstre hjernehalvdel. Det kan være ved at tegne til en lydbog eller ved at kigge i små billedbøger sammen og koble billeder med ord. Det er med til at forstærke drengenes muligheder for at komme godt fra start med læsning og stavning i skolen.

• Giv drengene plads til også at larme, løbe og fylde.

Om piger

• Driv ikke rovdrift på din datters indlevelsesevne. Selv om hun godt kan forstå, at du bliver nødt til at gå midt i legen, fordi lillebror skriger, så fortæl hende, at du godt ved, det er irriterende for hende.

• Tænk over, om du roser eller anerkender din datter for at vente på sin tur, selv når drengene moser ind foran. Det kan være en adfærd, som bliver stærkt værdsat i de små klasser – men der er aldrig nogen, der har vundet Nobelprisen på at lade alle andre komme foran.

• Giv din datter lov til at være sej og rå. Bekræft hende i, at hun er værdifuld, som hun er. Hun er et unikt væsen, og selv om hun ligner dig af udseende, så føler hun ikke nødvendigvis på samme måde. Tag ikke patent på hendes følelser, men lad hende selv fortælle dig, hvordan hun har det.

Kilde: Ann-Elisabeth Knudsen