Klumme: Hvordan skal jeg forklare mine forgrædte øjne til mit barn?

I foråret mistede jeg meget pludseligt en af mine bedste og ældste venner. Det er noget, der kan mærkes, skulle jeg hilse at sige. Der er chokket, der er savnet, der er sorgen, der er vreden, der er den store modstand mod at acceptere situationen og så er der hele den del af min identitet, der er bygget op sammen med ham, som nu skal stå på egne ben. Der foregår så meget i krop og sind, fysisk chok og sorgreaktion samt psykisk ustabilitet, utryghed, desperation og behovet for fuldkommen ro og/eller behovet for at tale med andre voksne.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Kan kernefamilien lære noget af os fraskilte?

Vi tilpasser os barnets behov

Jeg er delemor til en dreng på tre år. Det vil sige, at jeg er alene med min søn en stor del af tiden. Og her kommer problematikken ind: hvordan skal jeg kunne bearbejde en akut sorg, samtidig med at jeg smiler, smører madpakke og leger med øgler? Det kunne jeg ikke. Og det fik mig til at tænke på, om der måske er andre, der oplever samme problematik rundt omkring i de moderne familier? Alle generationer er jo en efterfølger af en forrig generation, og min generation er børn af de forældre, der sagde: "vi tager bilen selvom vi har været til fest – vi lister hjem" og "børnene elsker at falde i søvn til de voksnes stemmer." Mine venner og bekendte og mig selv i øvrigt har en tendens til at modreagere på denne åbne tilgang mellem voksne og børn, vi tilpasser os simpelthen barnets behov i meget høj grad. Det er en smuk tanke, men den har også en slagside.

Der er hos mange af os ikke plads til at være voksen sammen med sine børn. Der er ikke plads til erotikken, fordi vi lader ungerne entrere ægtesengen. Der er ikke plads til festerne, fordi børnene ikke må se mor og far bare minimalt påvirkede. Der er ikke plads til svingende døgnrytmer, fordi vi får at vide, hvor vigtig børnenes søvn er for, at de udvikler sig, som de skal. Der er ikke plads til kompleks mad, for det kan de ikke lide, og de er sultne kl. 17.30, så derfor skal man som voksen også spise sin mad der på trods af, at det er en time siden, man fik sin sidste kaffe på jobbet. Og hvad vigtigst er: der er ikke plads til reaktioner på livets bakketure.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Da mit kernefamilieprojekt mislykkedes

Rutine på barnets præmisser

Når jeg skriver alt dette, er det ikke fordi, jeg har lavet et kvantitativt forskningsstudie over de seneste 40 år. Næ. Jeg har kigget indad. Jeg er den, der rister fiskepinde kl. 17 for at min søn har en nagelfast rutine på barnets præmisser – og en af de sværeste ting ved at miste min ven var, helt åndssvagt, min angst for, hvordan jeg skulle tackle det at have barn samtidig. En af mine veninder, der lige har mistet sin far, havde samme problem: åh, ve og skræk! Hvordan skal jeg forklare mine forgrædte øjne til mit barn?

Og her er det, jeg er begyndt at indse en ting: jeg har troet, at jeg kunne styre mit voksenliv, så det aldrig karambolerede med mit samvær og nærvær med mit barn. Det er rent faktisk lykkedes mig at sætte telefon på flymode, mærke vandet i karret, når jeg sidder ved siden af ham, kigge på ham mens vi spiser, tale med ham når vi går hjem fra børnehave og tilsidesætte egne følelser og behov. Mere eller mindre. Men det har været svært og til tider også unaturligt. Og når nu, for første gang siden jeg blev mor, at livet bare vælder ind i alle afkroge med sin mest barske mine, ser jeg, at jeg har taget fejl.

Livet skal ikke foregå i Lalandia

Jeg KAN og SKAL ikke skåne mit barn fra at se, hvad et voksenliv kan byde på. For det er ikke naturligt, og det er ikke muligt. Det vigtige er, at jeg formidler det på den rigtige måde. At jeg, med et sprog vi selv udvikler, forklarer ham, at der er sket noget i mit liv, som jeg går og tænker på. Jeg kom i den forbindelse til at huske en situation, hvor jeg selv kom hjem fra børnehave og min mor sad i en flaskegrøn lænestol og græd foran pejsen. Min far og mor sagde, at mor var ked af det, fordi hendes mormor var død. Jeg husker det på ingen måde som noget traumatiserende – nok nærmere noget rituelt, noget vi havde sammen som familie lige der med knitrende ild i baggrunden. Min generation af forældre skal passe på med at tro, at hele livet skal foregå i Lalandia. Børn får et mere nuanceret følelsesliv ved at følge forældrene i deres liv.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Gravstene fylder mig med mod

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Hvorfor kan jeg ikke forlige mig med min elskede mors død?

LÆS OGSÅ: Sorg: Jeg manglede for alvor min mor, da jeg selv fik børn