Hjemmets brevkasse

Min mor døde for et halvt år siden. Hun var i 80’erne og i den sidste tid af sit liv syg, så det kom jo ikke som en overraskelse. Jeg vidste godt, hvor det bar hen, og heldigvis havde jeg tid og mulighed for at være der for hende i hendes sidste tid.

Jeg er enlig mor til to piger, og det har jeg været i mange år. Måske derfor fik min mor og jeg også i mit voksne liv et meget tæt forhold til hinanden. Vi talte sammen dagligt, og jeg elskede hende højt, for hun var en virkelig dejlig, omsorgsfuld og klog mor. Fordi hun var så syg til sidst, kom hendes død lidt som en lettelse, der dog nu er erstattet af et næsten ubærligt savn. Jeg tænker på min mor dagligt, og jeg savner hende. Det er jo meningsløst, men jeg kan næsten ikke bære, at hun stille og roligt siver væk fra mit liv.

Lige nu er jeg og mine søskende ved at rydde hendes hjem, der også er vores barndomshjem. Mens de bare vil have det overstået, smide det meste af møblementet ud og få huset solgt, så går jeg rundt mellem alle hendes ting og kan ikke holde ud, at det hele nu forsvinder – det er jo også en del af mit eget liv.

Når jeg nævner det, kan jeg mærke, at mine to søskende ikke fatter, hvad jeg taler om. Det gør ikke min sorg og fortvivlelse mindre, og jeg føler mig mere og mere ensom med den. Jeg ved godt, at du ikke kan trylle min mor tilbage, men måske har du et godt råd til, hvordan jeg forliger mig med hendes død?

Vibeke Dorph svarer

Det er ærgerligt, at du ikke kan dele din sorg med dine søskende og ad den vej få lov til at tale om og mindes din mor og forlige dig med hendes død. Måske var dine søskende ikke så tæt på hende, som du, måske er de bare anderledes skruet sammen. Vigtigst er det, at du forstår, at din sorg er helt normal, der er ikke noget mærkeligt i, at du sørger over, at din elskede mor er gået bort.

Da min næsten 100-årige mormor, hjalp jeg med at rydde hendes lille lejlighed. Her blev jeg også konstant mødt af ting og dufte, der vakte billeder til live af hende. Jeg var heldig, at jeg ryddede min mormors hjem med min kusine, der havde det præcis som jeg:

Vi ville begge beholde noget af hende hos os. Derfor tog vi begge nogle ting fra min mormors hjem, som betød noget for os. For mig var det bl.a. en gammel, tom Maya-sæbeæske, der duftede af min mormor, fordi det var den sæbe, hun havde brugt, da jeg var barn. Den æske gemmer jeg nu mine smykker i, og ad den vej stiger min mormor på sin egen måde op, hver gang jeg åbner æsken, og på den måde er hun stadig hos mig.

Jeg ved godt, at det er noget ganske andet at miste sin mor, men måske du skulle gøre det samme som jeg? Find de ting, der vækker dine minder og tag dem med dig hjem. På den måde vil din mor fremover være hos dig – også selvom hun nu er gået bort.

Skulle sorgen blive så ubærlig, at du ikke kan overskue den selv, så søg hjælp. Enten i en sorggruppe, hos jeres præst eller måske hos en psykolog. Det er mennesker, som er vant til at tale om sorg, og det kan gøre godt bare at få lov at dele sin sorg med andre, hvis ens egen familie nu ikke står til rådighed.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.