Hvorfor vil vores dreng ikke være med?

Spørgsmål:

Vores dreng på 7 år går i 0. klasse. Han vil ikke deltage i de andre børns fødselsdage. I fredags var der overnatning på skolen, han ville gerne deltage, men et kvarter efter vi gik, blev han mut og ville hjem.

Klasselæreren forsøgte at finde ud af hvorfor, uden held, hvorefter vi blev ringet op og måtte hente ham. Vi har forsøgt hele weekenden at få opklaret, hvad der gør, at han ikke vil deltage, men vi kan ikke få et brugbart svar.

Han var dog med på koloni i 3 dage, han har altid været vant til at blive passet ude, mest hos mormor og morfar uden problemer, og han har været på koloni 3 gange med børnehaven. Hvad kan vi gøre for at finde ud af, hvorfor han har det sådan?

Svar:

Kære mor,

Når et barn begynder at ændre adfærd, skal man altid være opmærksom på, hvad det er, der sker omkring barnet. Hvis barnet for eksempel har været et glad barn, der har følt sig tryg ved andre voksne, det kender, har kunnet deltage i fødselsdage, sove ude hos mormor og morfar, været på koloni i tre dage og pludseligt ændrer adfærd – ikke vil sove sammen med klassekammeraterne eller deltage i fødselsdagsfester – så er det et klart symptom på, at der er et eller andet, barnet går og kæmper med.

Det er derfor vigtigt, at I forældre og klasselæreren samt SFO’en – uden barnet – får en god snak om, hvad der eventuelt kan være årsagen. Der kan være mange grunde til denne adfærd. For det første er det vigtigt at se på familien og skolen. Har der i familien på det sidste været forandringer – uvenskab, sygdom, travlhed eller store konflikter? Og det er også vigtigt at se på, om der er sket forandringer i skolens hverdag – nye lærere, elever der er rejst, eller nye der er kommet til.

Hvis der er store forandringer i barnets hverdag, kan det påvirke barnet, så det psykisk trækker sig fra fællesskabet og helst vil være i de gamle, trygge omgivelser. Men det kan også skyldes, at jeres søn er en sensitiv dreng, der har brug for at få styr på det der med at være elev i 0. klasse.

Mange sensitive børn skal være helt trygge, før de kaster sig ud i store, nye fællesskaber. De bryder sig ikke om sovesteder, de ikke kender, eller om at komme ud til fremmede og være gæst ved en fødselsdag.

Alt det ukendte er ofte en stor udfordring for disse børn. Hvis det er det, der er hans problem, må I hjælpe ham for eksempel ved at spørge forældrene, der holder fødselsdagsfest, om I/han må komme lidt før, festen starter, så han lige kan orientere sig og få rammerne på plads, før de andre børn kommer.

Endeligt kan en forklaring på hans problemer være, at det at være i 7-årsalderen kan føles rigtigt svært for ham. At skulle klare sig i børnegruppen og være overladt til denne gruppes meninger og accept kan være en prøvelse for mange børn. Måske føler han sig uden for gruppen, synes at det er svært at blive optaget i den, så han føler sig alene og ensom, eller måske er de andre i gruppen lidt efter ham og mobber ham.

Vi kan ikke vide det, men det er utroligt vigtigt, at I voksne er opmærksomme på, om der er grund til at tro, at han føler sig isoleret i gruppen. Tegn på mobning er blandt andet, at barnet ændrer personlighed fra at være glad og aktiv til at være trist og passiv, at det ikke vil deltage i skolens sociale liv, at det opgiver aktiviteter, det før har deltaget i, isolerer sig og mister glæden ved at gå i skole.

Med hensyn til at spørge drengen om årsagen, så tror jeg ikke, at han er i stand til at formulere sine følelser. Den bedste måde at tale med børn i denne alder er efter min mening at være sammen med dem – uden stress og jag.

Vær tilstede samtidigt med, at I i fællesskab laver noget sammen. At gå sammen ude i haven, rive blade, brænde bål, holde pause på en træstub – det er ofte de øjeblikke, børnene føler tryghed og lyst til at fortælle om deres følelser – ligesom ved puttetid, i halvmørket – der kommer ordene gerne af sig selv. Så kære mor, lav en aftale med skolen og SFO’en og få her lavet en handleplan, hvor alle er opmærksomme på, hvordan din lille 0. klassedreng egentlig går og har det.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen