Ingen vil lege med min søn

Spørgsmål:

Hej Jørgen Svenstrup,

Vores søn Emil på 10 år (3. klasse) har problemer i forhold til sine kammerater i skolen. Han er en stor og fysisk stærk dreng og kan virke truende over for kammeraterne. Han slår og skubber ofte – ikke for at være ond, men desværre for at få opmærksomhed, tror jeg.

Han klager over, at der ikke er nogen, der vil lege med ham, og at han derfor ofte holder sig for sig selv i frikvartererne. Han kommer hjem og er ked af det og vil ikke længere gå i skole.

Jeg har prøvet at snakke med ham om, hvordan kammeraterne har det med, at han er truende. Jeg har også forsøgt at forklare, hvor vigtigt det er, at han er opmærksom på sin egen adfærd. Og fortalt, at det kan tage tid, før de andre børn finder ud af, at han faktisk godt kan være sød.

Han er godt selv klar over, hvad han gør forkert – men jeg tror, at han glemmer, hvad vi har talt om, i det øjeblik han møder på skolen. Jeg fornemmer, at han er kommet ind i en ond cirkel, hvor han ikke selv tror på, at de andre gider ham og derfor undlader at tage kontakt til dem.

Vi forsøger at arrangere legeaftaler i weekender, og det lykkes, hvis vi selv tager kontakt – men det er sjældent, at de ‘frivilligt’ ringer til Emil. Jeg har talt med klassens lærer om problemet. Grundet tidligere problemer i klassen har de til tider indført ‘legemakkere’, hvor børnene får tildelt en makker, som de skal lege med i frikvartererne. Og vi har nu aftalt, at de prøver igen for at give Emil en chance.

Hvordan skal jeg lære Emil at styre sin ‘aggressivitet’ og frustration over ikke at være ‘god nok’ og i stedet blive en glad dreng?

Det skal nævnes, at Emil er enebarn, hans far er pga. arbejde kun hjemme i weekenderne.

Med venlig hilsen Lene

Læs coachens svar på næste side>>

Svar:

Kære Lene,

Når jeg læser din mail, ser jeg et tydeligt billede af, at din store dreng er røget ind i et afhængighedsforhold. Din søn er blevet afhængig af den følelse af hult selvværd, det giver at bruge sin magt over for andre, og jeg tror, du rammer hovedet på sømmet, når du skriver, at han i virkeligheden oplever ‘ikke at være god nok’. Den oplevelse bliver han bekræftet i hver dag, når ingen gider lege med ham, og så er cirklen sluttet.

Den rationelle del af ham kan sagtens forstå det, men den følelsesmæssige del er sat på automatpilot i overensstemmelse med den overbevisning, han er ved at bygge op om sig selv. En mulighed er, at han i kraft af sin fysik en dag fik en oplevelse af, at den kunne han da bruge til noget ‘fordelagtigt’. Sagen er blot, at vi (og dermed også børn) sjældent gør noget uhensigtsmæssigt med mindre, vi har brug for det.

Dårligt selvværd kommer og øges ofte af enten mobning eller udelukkelse, eller også er det noget, vi har med ‘hjemmefra’. Et miljø med meget skæld ud, der går mere på, “du er uartig”, end “jeg bryder mig ikke om det, du gør,” kan bidrage til dårligt selvværd, som dybest set handler om, at vi går og siger til os selv igen og igen, at vi ikke er noget.

Roses barnets handlinger snarere end, at barnet bliver anerkendt, som det er, kan det bidrage til øget selvtillid, uden at der er selvværd bag.

Ros er ligesom sukker – rigtigt rart i et kort øjeblik, mens anerkendelse er byggeklodser, der opbygger livslangt selvværd.

Hvis vi som forældre kommer til at nedgøre eller ydmyge vores børn, giver vi lige så sikkert

som ammen i kirken aben videre til næste generation, og i sådanne familier bliver dårligt selvværd derfor ‘arveligt’.

Så Lene, hvis du eller din mand selv er ramt af dårligt selvværd og dermed ubevidst har en uhensigtsmæssig adfærd, der søger nedad ligesom vand, har I også samtidig fundet svaret på jeres drengs adfærd.

Hvis I begge oplever, at jeres selvværd er i orden, kan det være, at simpel justering af nogle af de ovenstående faktorer kan hjælpe jer. Altså, giv jeres dreng meget kærlighed (= anerkendelse), og anerkend ham som et menneske, snarere end at rose hans handlinger.

For eksempel: “Du er dejlig”, “Skønt at se, du hygger dig med at tegne”, “det er hyggeligt at være sammen med dig,” osv. Tal til jeres dreng med ligeværd og respekt, og kritisér hans handlinger snarere end ham.

For eksempel: “jeg vil ikke have, at du …” osv. Endelig vil jeg dele en hypotese med dig, som du ikke nødvendigvis vil synes om:

Hvis din dreng som enebarn har været vant til rigtig meget opmærksomhed fra dig gennem sin tidlige barndom og måske endda har været vant til at få sin vilje, er det ikke spor rart at komme i skole og skulle dele opmærksomheden med 20 andre. På den måde kan den opmærksomhed, vi i den bedste hensigt giver vores børn, vise sig at være en bjørnetjeneste på den lange bane.

Heldigvis er dårligt selvværd kun et problem, hvis det får lov at vokse og slå rod for alvor, og det tyder på, at I er klar til at sætte ind både i skolen og i privaten, så det skal nok lykkedes.

Hvis vi derimod taler om arvelig overførsel, er det jer, der skal overveje, hvor længe I ønsker, at ‘det dårlige selvværds slægt’ skal fortsætte. For det er aldrig for sent at få et godt selvværd!

Jeg ønsker jer det bedste.

Jørgen Svenstrup