Jasper Ritz havde svært ved at slå til som far: ”Jeg tænkte: Fuck, hvorfor er du så dårlig?”

Hvad husker du bedst fra fødslen?

"Jeg har været så heldig at få børn med to kvinder, der begge var førstegangsfødende. Min yngste, Mona fik jeg med min nuværende kæreste, Asta. Det gik vildt stærkt. Asta fik veer ved midnat, og Mona blev født kl. 04.30. Fosterhinden bristede ikke, så Mona blev født med sejrsskjorte på. Hun lignede en astronaut. Det var ret smooth; hun smuttede ud som sådan en pose, så der var ikke et hoved eller en skulder, der sad fast."

"Noget af det, jeg husker allerbedst, er, at Asta var vildt tørstig. Så jeg stod med sådan en stålkande og prøvede at gøre mig nyttig og give hende vand. Men jeg følte mig også lidt irriterende – når man er far i et fødselsrum, kan man hurtigt blive den, som prøver for meget. Det gjorde jeg med Elly, min førstefødte. Og det hjalp mig anden gang til at sige: Ok, jeg afventer. Når jeg får besked på noget, så slår jeg til, så er jeg god!"

"Og vand skulle der til. Jeg husker tydeligt dramaet om stålkanden; jeg løber hen til maskinen for at fylde den, jeg står og fumler med kanden, så trykker jeg på knappen. Og den tyndeste stråle kommer ud. “Hvad fanden er der med dig,” råber jeg til maskinen. Det tager så lang tid, at jeg giver op, for jeg tænker: “Jeg kan sgu ikke stå her så lang tid.” Jeg får fyldt kanden kvart op, og idet jeg kommer ind på stuen, bliver Mona født. Hvis jeg havde fyldt kanden helt op, så havde jeg misset fødslen."

LÆS OGSÅ: David Mandel: Her er mit bedste råd til kommende forældre

"Som mand er du magtesløs under en fødsel, du kan jo ikke gøre noget. Og du vil så gerne lade din kæreste vide, du er der. Og hente point på kontoen og tilbyde din hjælp hele tiden. Men man skal faktisk bare lukke røven. Og vente. Mit job var meget håndgribeligt, og det var dejligt at kunne forholde sig til: “Ok, det her er min tjans! Jeg er vandkandemanden.”"

Hvordan oplevede du anden fødsel sammenlignet med den første?

"Jeg var ikke bange på samme måde. Ved Ellys fødsel reagerede jeg på alt: “De har tilkaldt en læge, så må den være gal …” og så var det måske bare et rutinetjek. Anden gang kunne jeg bedre placere min egen rolle i rummet, der var en hel anden ro på. Jeg havde styr på, hvad jeg følte. Og det er jo sært at sige, for alt ved en fødsel er jo vildt. Alt kan ske, og det er vildt at sætte et barn i verden!

Men ved Ellys fødsel hulkede og tudede jeg på sådan en ukontrolleret måde, som sådan en groggy type i bokseringen. Ved Monas fødsel græd jeg også, men det var mere kontrolleret på sådan en: “Shit-mand-du gjorde-det skat-måde!” Jeg havde meget bedre styr på følelserne anden gang."

Hvad overraskede dig mest ved at blive far første gang?

"Jeg troede, jeg skulle være far med det samme, og at jeg ville få en kæmpe rolle, når Elly kom ud. Totalt sådan: “Jeg kan da også bare lige give en flaske, og det ene og det andet.” Jeg blev overrasket over, hvor lidt jeg kunne; at rollen som hjælper fortsatte i flere år."

"Elly blev født en måned for tidligt. Hun var meget på mor, lå meget på mor, duftede til mor, mærkede mors hjerterytme og alt det der mor kunne, det kunne far ikke på samme måde. Jeg blev far på fødselsstuen og havde det sindssygt over det. Men da vi kom hjem, kunne jeg ikke rigtig noget, for jeg kunne ikke berolige Elly.

Så den rolle, jeg troede, jeg skulle have med det samme – den kom først flere år efter. Jeg bliver stadig ked af det, når Mona ikke vil falde i søvn på mig. Selvom jeg ved, det er naturligt. Mor har babsen og lugten. Og det ville jeg godt have vidst. For det var jeg rigtigt ked af, jeg ikke kunne. Jeg tænkte: “Fuck, hvor er du dårlig til det her – hvorfor er du så dårlig?”"

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen: "JA! Jeg skal være far igen”

Hvad gjorde dig ked af det?

"Jeg har altid været den der legeonkel, der har været god til børn. Jeg har arbejdet som børneergoterapeut, inden jeg begyndte at lave gøgl. Jeg har arbejdet i børnehaver og vuggestuer som medhjælper. Det betød meget for mig, da min storebror fik børn, at jeg var en god legeonkel for dem. Jeg har altid gerne villet have børn, og jeg har glædet mig vildt meget til det. Det var også mig, der sagde, “nå – er det ikke nu, vi skal?” dengang for otte år siden med Elly. Så jeg havde det skidesvært med ikke at slå til, da jeg selv blev far."

Hvordan rustede du dig dengang til at blive far?

"Det gjorde jeg ikke. Der stolede jeg bare på, at jeg var sådan en legeonkel, som godt kunne finde ud af det. Så det der med at læse bøger, det følte jeg, var Ellys mors behov. Og jeg var lidt mere sådan: “Det skal sgu da nok gå. Vi er jo fornuftige mennesker, det skal vi sgu nok finde ud af. For hey, jeg har arbejdet med børn altid.” Ved barn nummer to var jeg meget mere med på bøgerne og tog mere del i forberedelserne. Når Asta læste et eller andet, så læste jeg det sgu også lige."

Hvordan kunne du have rustet dig bedre til at blive far?

"Jeg skulle have sat mig bedre ind i følelseslivet. I stedet for at spørge andre fædre: “Nårh, hvordan er det så med veer og amning og flaske?” Så skulle jeg have sat mig ned med en føle-føle-far, som jeg også selv er, og spurgt: “Hey, hvordan finder du din plads i alt det her som far?” Det kunne jeg have brugt meget bedre."

Er der noget, der har hindret dig i at være den far, du gerne ville være?

"Da jeg skulle være far, ville jeg så gerne være en afbalanceret, cool dad, der bare havde styr på det hele. Men jeg havde slet ikke styr på følelserne i det, så jeg blev mere kortluntet, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Så kunne det fandeme også være lige meget, tænkte jeg: “Nårh ja, mor gør det alligevel, så kan hun jo bare blive ved at gøre det. Mor trøster, så rydder jeg op.” Det var et personligt nederlag."

LÆS OGSÅ: Far på barsel: "Jeg blev sådan lidt Sofie Linde-paf"

"Men jeg skulle have været mere tålmodig med at trøste og givet mig selv og Elly mere tid – så havde jeg måske også hurtigere fået point på hendes konto. For det tog flere år, før Elly begyndte at slappe helt af omkring mig. Det var først, da Ellys mor og jeg gik fra hinanden, og jeg var alene med Elly, at hun fandt ro i, at far kan altså også trøste! Og først der fandt jeg ud af, at jeg skulle have investeret mere tid – eller været mere vedholdende – og ladet være med at blive så ked af det, som jeg blev, når hun ikke ville ligge ved mig."

Hvad er dit bedste råd til andre førstegangsfædre?

"Hold ud. Mit forhold til Elly er jo fuldstændig genialt nu; jeg er hendes eventyrer, og hendes store og stærke far, og alt det der. Men det var jeg ikke den første tid. Så hvis du ikke kan finde din rolle lige nu, så hold ud, du bliver megavigtig lige om lidt!"