Klumme: Hvordan lærer jeg mit barn at sætte pris på ting, når hun aldrig kommer til at mangle noget?

Når en 3-års fødselsdag sætter tanker igang

Mit barn skal ikke være et af de børn, der forventer en stor gave, pakker den op for derefter at kigge med lange øjne efter den næste.. Det er VIRKELIG vigtigt for mig.

Min datter er stadig lille, men det er ikke for tidligt at sætte ind, og jeg kan mærke en snert af noget hos hende, som udfordrer mig. Hun siger tak, for det har vi lært hende fra hun var ganske lille, men det er næsten endnu vigtigere for mig, at hun faktisk mener det. At hun bliver oprigtigt glad, når nogen har brugt tid på at vælge en (hvilken som helst) gave til hende.

Og det er kernen af denne klumme: Hvordan opdrager jeg et taknemmeligt barn i en verden af overflod? Hvornår skal vi som forældre sige stop, og hvornår skal vi sige tak?

Til bedsteforældrene, der viser deres kærlighed med en strøm af gaver eller til os selv, når vi lader os påvirke af forbrugersamfundet og køber det ene stykke tøj/legetøj efter det andet? Hvornår er nok nok? Hvornår skal jeg se indad og hvornår kan jeg tillade mig at vende blikket udad?

Den søde juletid

Stuen er fuld af legetøj, og det samme er min datters værelse. Der er barbier i hobetal, dukkehus med alt tænkeligt interiør og puslespil til den helt store guldmedalje. Der er duplo nok til en hel børnehave og bamser i alle afskygninger. Meget er arvet og købt brugt, så det handler ikke (kun) om, at vi bruger for mange penge på hende, men om, at der er meget af alting!

Begrænsningens kunst er svær, julen står for døren, og jeg er for alvor udfordret. Jeg overvejer at tage familien med ud at rejse i stedet for at blive hjemme og se frygten (læs: julen) i øjnene. Men problemet er der nok stadig, når vi vender næsen hjemad. Jeg har svært ved at se, hvordan vi gør julen til en hyggelig stund og ikke det sædvanlige gaveræs.

Tips modtages gerne.

Læs også: Årets tv-julekalendere for børn og barnlige sjæle

Pakkekalender: Go eller no-go?

Jeg husker selv, hvor fedt det var at vågne op til gaver hver dag i december, da jeg var barn. Forventningens glæde var faktisk halvdelen af det, og glæden var mildest talt stor. Men nu spørger jeg lige: Er forventningens glæde blevet afløst af iPad og streamingtjenester?

Selv havde jeg en fin hjemmesyet pakkekalender med 24 pakker hængende på væggen, som min mors veninde havde lavet. Der var små fine gaver til hver dag, og om søndagen var min ene sko på magisk vis hoppet op i vinduet ledsaget af en pakke fra nissen (læs: mine forældre ville også lege med). Sammen med nisselandskab og grød på loftet var det en magisk juleoptakt, og den følelse vil jeg gerne give videre til min datter.

Alligevel er jeg splittet. Splittet over, at jeg på den ene side gerne vil lave en pakkekalender til min lille pige og på den anden side lære hende, at gaver hver dag i 24 dage afsluttet med et stort fyrværkeri af et gaveshow faktisk er i overkanten. Splittet over, at der sikkert også er en bedsteforælder, der drømmer om at lave pakkekalender til barnebarnet. Jeg ved det – jeg lyder utaknemmelig. Dilemma, much?

Er problematikken ny?

Jeg kan huske, at min far har fortalt om, hvordan han ikke kunne spille i band som barn, fordi de ikke havde råd til instrumenter. Det er en fin historie, og det er jo faktisk ikke særlig lang tid siden. Alligevel føles det som en evighed. Efterkrigstid, følelser og scenarier, som børn i dag slet ikke kan forestille sig. Og som vi alle sammen er et produkt af.

Nu er mit barn kun lige fyldt tre år, så hun er endnu ikke blevet introduceret for tanken, men jeg har lyst til, at hun skal forstå det. Hun skal forstå, hvad taknemmelighed er, og at hun har meget at være taknemmelig for. Og at de gaver, der falder ned i hendes skød til fødselsdag og jul, er nogle, hun skal sætte pris på. For det er ikke givet. Selvom det er det (for hende). 

Men hvordan lærer jeg hende det?