Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Kropsforskrækkelse hos børn
Foto: iStock Hvor går grænsen mellem kropsforskrækkelse og en sund angst for seksuelle overgeb på vores børn?

Kropsforskrækkelse hos børn

Kropsforskrækkelse: Er børnene de store tabere?

Nøgne børn på stranden og doktorlege i børnehaven er et sjældent syn. Frygten for pædofili har siden 1990’erne været årsag til en øget kropsforskrækkelse, og vi er i gang med at lære næste generation, at kroppen er potentielt farlig, mener eksperter.

Han vil ikke have badebukser på. Den lille dreng på tre år. Han er i friluftsbad en varm sommerdag med sin mor, og hun spørger derfor livredderen, om de har regler om, at børn skal have badetøj på. Det har de ikke. Men livredderen synes alligevel, den treårige skal have badebukser på – for sin egen skyld.

Det studsede jeg noget over. Hvorfor i alverden skulle han have dem på for sin egen skyld? Livredderen sagde, at det måske ikke var så rart, hvis nogen tog billeder af ham uden bukser på. Det kan jeg slet ikke forstå. Jeg kan ikke hidse mig op over, at en eller anden tager et grumset billede af min søn. Anekdoten kommer fra debattør og journalist på Weekendavisen Johanne Mygind, som er mor til tre drenge på to, fire og syv år. Oplevelsen i friluftsbadet for nogle år siden gjorde hende både trist og forbløffet.

LÆS OGSÅ: De gode gamle dage: Børn i bur

– Det er en mærkelig angst for nøgenhed og pædofili, der er vokset frem i vores samfund, og det uhyggelige er, at den bliver mere og mere markant, siger hun.

Men hvorfor forholder det sig overhovedet sådan, at vi siden 1970’erne er blevet stadig mere skræmte og mistroiske, når det gælder krop og seksualitet? Engang sad vi nøgne i Thy-lejren og spillede guitar for vores børn, mange var topløse på stranden, og nogle pædagoger ammede endda babyerne i vuggestuen.

I dag må mandlige pædagoger visse steder ikke være alene med børnene, vi farer op, hvis nogen lægger et billede af et nøgent barn på nettet, og vi er mere eller mindre angste for, at vores unger bliver udsat for krænkelser, at vores egne uskyldige handlinger kan misforstås, eller at vi ikke lærer vores børn at sige fra over for potentielle krænkere.

Grumme mediehistorier

Kuno Sørensen, psykolog og seniorrådgiver i organisationen Red Barnet, nikker genkendende til den voksende paranoia over for børns nøgenhed og seksualitet. Han mener, at den blandt andet hænger sammen med det stigende antal seksuelle krænkelser, der er dukket op i medierne de seneste 10-15 år.

– Det er svært at sige, om der er kommet flere tilfælde af seksuelle overgreb på børn, men der er kommet flere sager til offentlighedens kendskab, fastslår han.

Gennem de seneste 20 år har vi turdet beskæftige os med voksnes overgreb på børn, og i dag hører vi også historier om for eksempel den katolske kirke, der har indrømmet, at ansatte har begået seksuelle overgreb på børn gennem mange år. Sager, der tidligere blev tiet ihjel.

I Danmark har to markante sager haft betydning for den voksende angst. Danskerne blev i 1997 lammet af chok, da en mandlig pædagogmedhjælper blev idømt tre et halvt års fængsel for seksuelle overgreb på op mod 20 børn i børnehaven Vadstrupgård i Gladsaxe.

LÆS OGSÅ: Numseleg – det er helt naturligt!

Medierne dækkede sagen massivt, og vi samledes i kollektiv afsky over de grusomme historier, der blev smækket på avisforsiderne.

Faktaboks

Et seksuelt overgreb er defineret ved, at et barn bliver involveret i en seksuel aktivitet, som det, på grund af alder og udvikling, ikke kan forstå eller overskue konsekvenserne af. Og derfor ikke kan give samtykke til.

Handlingen overskrider love og normer og har til formål at tilfredsstille krænkerens seksuelle lyster. Med eller uden fysisk kontakt.

Et seksuelt overgreb kan foregå med eller uden fysisk kontakt? Et overgreb med fysisk kontakt er, når krænkeren kysser eller berører barnets krop eller kønsdele, har samleje eller oralsex med barnet eller tvinger det til at berøre sine kønsdele. Et overgreb uden fysisk kontakt er, når krænkeren blotter sig for barnet, tvinger det til at se pornografiske billeder eller film eller til at klæde sig af, fortæller barnet om sine seksuelle fantasier eller omtaler barnet som seksuelt objekt.

Hvor ofte sker det? Ligesom der ikke er præcise tal for, hvor seksuelle overgreb foregår, findes der ikke statistik på omfanget af seksuelle overgreb. Mange bliver aldrig anmeldt, og man kan derfor ikke vurdere omfanget alene ud fra tal fra kommuner og politi.

Har du mistanke? Har du mistanke om, at en person forgriber sig seksuelt på et barn, skal du henvende dig til den kommune, overgrebet sker i. Har du konkrete beviser på overgreb, skal du anmelde det til politiet.

Kilde: Psykolog i Red Barnet

– Aldrig før havde forældre haft mistro til, at de trygt kunne aflevere deres børn i hænderne på pædagoger. Men Vadstrupgårdsagen ændrede danskernes forhold til børn og nøgenhed med et trylleslag. Hvad nu hvis en så forfærdelig forbrydelse kunne ske for ens eget barn? siger Kuno Sørensen.

Ti år senere, i 2007, blev en pædagogmedhjælper dømt for overgreb på 14 børn i en institution i Beder ved Aarhus, og angsten blev forstærket endnu engang. Dertil kommer sager som Tøndersagen og Brønderslevsagen, nogle af de største og mest omtalte danske sager om seksuelt misbrug af børn i nyere tid. De har atter skabt mistro og overdrevet angst for krænkere.

I bekæmpelsen af seksuelle overgreb mod børn er mediernes bevågenhed positiv, mener Kuno Sørensen. Men den skaber samtidig en hysterisk frygt, som nemt kan komme ud af proportioner. Der findes ikke præcise statistikker over, hvor seksuelle overgreb foregår, men man ved, at en relativt stor andel finder sted i familien eller nærmeste omgangskreds, mens en langt mindre andel sker i daginstitutioner, skoler og sportsklubber.

Børns seksualitet er ikke farlig

Også Christian Graugaard, læge og professor i almen sexologi ved Sexologisk  Forskningscenter, Aalborg Universitet, vurderer, at vi er blevet bange for børns seksualitet og nøgenhed i løbet af de seneste årtier.

– Vi har i de senere ti år set puritanske strømninger i vores kultur. Det rammer naturligvis også børnene, som pludselig skal iklædes bikini på stranden og får forbud mod at være nøgne, når de pjasker med vand om sommeren i børnehaven. Eller drenge, der ikke må gå med deres mor ind i kvindernes omklædningsrum, fordi visse voksne føler sig belurede, siger han og fortsætter:

– Come on, vi taler om drenge på seks-syv år! Svømmehallens omklædningsrum er omtrent det sidste sted i verden, hvor børnene kan se naturlig, ikke-retoucheret kropslig mangfoldighed.

Christian Graugaard er bekymret over kropsforskrækkelsen, fordi vi i forsøget på at beskytte børnene kommer til at lære dem, at seksualitet er noget forbudt, og at deres krop  er potentielt farlig.

– Det er vigtigt, at vi forstår og anerkender børns seksualitet. Den er på afgørende punkter forskellig fra voksnes – langt mere legende og diffus, langt mindre knyttet til bestemte objekter og særlige steder på kroppen. Selv om børn ofte onanerer og leger med deres kønsorganer, er børneseksualiteten langt mindre fokuseret på det genitale, end voksnes typisk er, siger han.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En gør mor tør sige NEJ

Vi anerkender børns seksualitet på papiret og som et mantra, vi har lært udenad siden Freud. Men når det kommer til stykket, har vi vanskeligt ved at håndtere seksualiteten, fordi den er så uforskrækket og direkte, mener Christian Graugaard.

– Den gør os forlegne, fordi den konfronterer os med vores egen seksuelle blufærdighed. Af samme grund vender vi i praksis det blinde øje til og lader, som om børns seksualitet er noget, der går over. Eller værre endnu: Vi går i panik og indfører alle mulige klodsede restriktioner, som skal beskytte børnene, men ender med at kvæle dem i voksenparanoia.

Låg på livsglæde

Paranoiaen går blandt andet ud over børn i daginstitutioner, når ledelsen indfører regler om, at mandlige pædagoger ikke må kramme børnene eller have dem siddende på skødet, mener Kuno Sørensen fra Red Barnet.

– Der er heldigvis få steder med så grelle regler, men mange institutioner har lavet retningslinjer for at beskytte både ansatte og børn, som for eksempel at mandlige pædagoger eller medhjælpere ikke må være alene med børnene, når de skifter ble.

De fleste psykologer, læger og pædagoger, der arbejder med børn til dagligt, er ifølge Kuno Sørensen enige om, at den slags regler er med til at skabe en trist paranoia i børnehøjde, og at det, der skulle beskytte børnene, ender med at lægge låg på deres nysgerrighed, livsglæde og basale tillid til verden.

Mette Larsen, faglig sekretær i pædagogernes landsorganisation, BUPL, er dog ikke sikker på, at kropsforskrækkelsen er så stor, som vi nogle gange gør den til.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Din fantastiske krop

– Jeg mener, det er en meget lille gruppe forældre, der er kropsforskrækkede. Men deres normer får lov til at fylde i samfundsdebatten, siger hun og forklarer, at BUPL opfordrer til, at personalegrupperne i børnehaver og vuggestuer diskuterer pædagogikken og indretter sig, så alle har det godt med kulturen og reglerne i den enkelte institution.

– Man må diskutere, om pædagoger kan risikere at blive beskyldt for pædofili, og om man vil ændre sin pædagogik efter den angst. Det betyder, at nogle institutioner har mange regler, nogle har få, og andre slet ingen har. Det vigtigste er, at ingen bliver krænkede i deres arbejde, siger hun, men tilføjer:

– Det er dog en udbredt regel, at man for eksempel ikke går alene i kælderen med et eller flere børn. Vi er bevidste om, at samfundet diskuterer det her, og vi skal passe på os selv som pædagoger. Derfor gør vi det sådan.

Professor Christian Graugaard er med på, at det er en balancegang, men er nervøs for, at sund angst for overgreb fører til usunde tiltag, som skader børnenes socialisering.

– Vi beskytter ikke børnene ved at indføre pansrede flyverdragter og videoovervågning på toilettet. Tværtimod. Vi gør dem usikre og dræner dem for naturlig livsappetit. Dertil kommer, at kluntede regler og restriktioner producerer unødvendig frygt og
gør det svært for både ansatte og forældre at se, hvad en naturlig barnlig seksualitet er, pointerer Kuno Sørensen fra Red Barnet.

– Hver gang en forælder ytrer sig, som for eksempel redaktøren på Vores Børn gjorde, da hun skrev, at hun legede ‘ormen og solsorten’ med sin søn, reagerer en hær af pædofiliforskrækkede så voldsomt, at mange slet ikke tør sige noget om emnet offentligt, siger han.

LÆS OGSÅ: Har du lyttet (sådan rigtig) til dit barn i dag?

Men hvorfor kobler vi partout børns nøgenhed sammen med pædofili? Det har Kuno Sørensen et bud på:

– Nøgenhed og pædofili bliver koblet sammen, fordi vi voksne som regel er nøgne, når vi dyrker det seksuelle. Men nøgenhed har en helt anden betydning for børn, og derfor er det altid vigtigt at afgøre, om en nøgenhed hos barnet er barnets ønsker og behov, eller om det er den voksne, der ønsker barnet nøgent for selv at blive stimuleret. Det er det heldigvis i de færreste tilfælde.

Nødvendige bollelege

Johanne Mygind er opdraget af ‘hippieforældre, der stort set altid rendte nøgne rundt i hjemmet’, som hun selv udtrykker det. Den afslappethed i forhold til kroppen forsøger hun at give videre til sine drenge.

– Vi går nøgne rundt derhjemme, fordi det er naturligt. Men det er også min egen hverdagsfeminisme at vise mine børn, at jeg har kønsbehåring og hængebryster. Sådan kan en kvindekrop også se ud. Selvfølgelig er der en grænse for, hvornår de ikke skal se mig nøgen længere. Mine egne forældre var meget nøgne over for mig, og da jeg blev teenager, var det grænseoverskridende, siger hun.

Hun har to regler, som hun lærer sine børn:

– Jeg siger til dem: 1. Ingen må røre ved din tissemand, medmindre du selv har lyst. 2. Du må ikke selv røre ved din tissemand, mens voksne kigger på. Ud over de to regler er det vigtigt for Johanne Mygind, at hendes børn får et så afslappet og naturligt forhold til deres kroppe som muligt.

– Jeg ved, det lyder kontroversielt, men da jeg selv var barn, havde jeg nogle stærkt seksuelle lege med en dreng fra vejen, og dem ville jeg da aldrig have været foruden. Jeg tror, den slags bollelege er et nødvendigt og vigtigt grundlag for den videre udvikling af ens seksualliv og kropsforståelse.

LÆS OGSÅ: Søskende: Hvilken aldersforskel er bedst?

Professor Christian Graugaard er enig og mener, at vi skal starte helt forfra for at genvinde et naturligt og afslappet forhold til børns nøgenhed og seksualitet:

– Vi skal minde os selv og hinanden om, at børn har en seksualitet, og at den ikke blot skal tolereres, men støttes og gives trygge rammer. Forældre og pædagogiske fagfolk skal simpelthen vide mere om børns naturlige seksualitet – og selvfølgelig om tegn og faresignaler, når børn er i klemme, siger han.

Smid reglerne ud

Johanne Mygind er fortaler for, at reglerne for, hvad pædagoger må og ikke må, skal afskaffes. Det vil være et vigtigt skridt på vejen tilbage til den afslappede kropskultur. Der skal mere naturlig kropskontakt tilbage i daginstitutionerne, mener hun.

– Børns måde at vise og modtage kærlighed på er grundfysisk. De skal kildes, vi skal slås med dem, og vi skal kæle for dem.

– Vi har en dagplejefar hjemme hos os. Det ville være absurd, hvis han ikke måtte sidde med vores børn på skødet. Han sover også nogle gange middagslur ved siden af vores børn, og det synes jeg er helt vildt fint.

Retningslinjer for pædagoger i Daginstitutioner

Almindelige regler:
Pædagogen må ikke være alene med børnene.
Man er to medarbejdere om aktiviteterne.
Man lukker ikke døren – især ikke ved bleskift, eller når et barn skal have hjælp på toilettet.
Der er vinduer i døre og vægge for at give overblik.
Der er regler for fysisk kontakt med børnene.

Ekstreme regler, som kun findes i få daginstitutioner:
Børnene må ikke sidde på skødet af en voksen eller må kun sidde med samlede ben ud til siden og kun i kort tid ad gangen.
Pædagogerne må ikke smøre børnene i numsen med salve.
Bodystocking er forbudt til større børn, fordi man berører barnet ved skridtet, når man knapper bodyen.

Kilde: Retningslinjeundersøgelsen 2012, Forskningsgruppen Paradox, Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Det bør alle fædre med døtre vide

LÆS OGSÅ: 10 ting dit barn lærer i børnehaven

LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 lege