Lyver du også for dit barn?

Hvad laver I?’ ’Vi boller. Hvad laver du?’

Jeg mindes med gru ordvekslingen fra 1980’ernes børneserie-hit, hvor Nana en morgen tager sine hippie-forældre på sengekanten. Hun stiller et klart, åbent spørgsmål og får et ærligt svar retur. Mand, hvor var det pinligt! Jeg husker, hvordan jeg krummede tæer så hårdt, at jeg på stedet blev fan af begrebet ‘nødløgn’. Jeg er i det hele taget skyldig i at fylde mine børn med masser af løgn, navnlig i beskyttelses- og fantasiafdelingen. For eksempel når jeg fortæller dem, at man havner på Hawaii, når man dør, og at der bor en hel hær af små, rødnæsede nisser på vores loft, og jeg er åbenbart ikke alene. Undersøgelser viser, at vi næsten alle lyver i større eller mindre grad, men er det egentlig overhovedet i orden at fortælle usandheder til sine børn? Som udgangspunkt kvitterer eksperterne med et højlydt, rungende nej. Ifølge børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen bevæger man sig ud på et farligt skråplan, hvis man begynder at fifle alt for meget med sandheden. 

LÆS OGSÅ: "Jeg lyver for mine børn hver dag"

– Når man bevidst bilder et barn noget ind, som ikke passer, leger man med ilden. For det vil en dag opdage, at det er løgn, og så mister det tilliden til dig, siger han og bakkes op af børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, som pointerer, at sandheden ikke nødvendigvis kun har ét udtryk: 

– Man kan fortælle sandheden på forskellige måder. Den skal tilpasses barnets alder og udviklingstrin, og det kan være en god ide at pakke den ind i nogle formildende ord, så den bliver nemmere for børnene at leve med.

Drop løgne og vær ærlig om døden

Mange anvender beskyttelsesløgnen, som er designet til at sørge for, at barnet ikke bliver ked af det. Tanken er god, men faktisk er det næsten altid en bedre ide at være ærlig om ting, der er svære, eksempelvis om dødsfald i familien, mener Per Schultz Jørgensen.– Tag barnet i hånden, og gå sammen ind i den nye virkelighed. Hvis farfar er alvorligt syg, eller onkel Peter har begået selvmord, så skal man sige det, som det er, men man skal vælge nogle ord og tegne nogle sproglige billeder, der passer til det udviklingsniveau, barnet er på, siger han og fortsætter.– Det handler om at afdramatisere, så barnet ikke bliver bange, men forstår, at der er tale om et alvorligt emne. Det er ekstremt vigtigt, at børn har en rigtig virkelighedsopfattelse: Livet har sin begyndelse og sin afslutning. Det kan man sagtens illustrere ved eksempelvis at drage paralleller til bladene på træerne, der skyder knop, vokser frem, visner og falder til jorden.LÆS OGSÅ:

"Er farfar død?" – sådan tackler du dit barns sorgBørnepsykolog Margrethe Brun Hansen er som udgangspunkt enig, men har selv oplevet en situation, hvor hun valgte løgnen frem for den hårde virkelighed: – Da min søn var lille, så han en dag en avisforside med et foto af en dræbt soldat. Han spurgte mig, hvad der var sket, og jeg forklarede, at der var krig i et andet land langt borte, og at soldaten var blevet skudt. Han begyndte at græde og sagde ‘men måske havde han børn – og nu har de ingen far.’ Jeg tog fluks avisen op og lod, som om jeg nærlæste teksten og sagde ‘ih, hvor godt! Der står her, at der lige efter billedet blev taget, kom nogle læger og hentede ham på en båre, så han kunne blive kørt på hospitalet. Han overlevede!’ Der kan altså opstå situationer, hvor man føler, det er bedre med en beskyttelsesløgn end at se sit barn ulykkeligt. Det er en vurdering af, hvor meget man tror, barnet kan bære. Alt for grafiske oplysninger om krig og død synes jeg ikke, et fireårigt barn skal bære på, siger hun.

Hurra for Julemanden

Der er heldigvis én løgn, vi forældre har carte blanche til at give den gas med: fantasiløgnen. Historier om blandt andet Julemanden og nisser handler nemlig om kulturel fantasi, fortæller Per Schultz Jørgensen.

– Det er meget vigtigt for børns udvikling, at man ikke tager fantasien ud af deres liv. Julen er en stor fælles kulturel forestilling, som børnene også ser i butiksvinduer og i film. Det handler ikke om løgn, men om leg. Når børnene bliver seks-syv år, vil den blinde tro på Julemanden blive tilført en smule naturlig skepsis, og i de efterfølgende år vil de flestes forestillinger om hans eksistens falme. Men det er helt okay at dyrke denne kulturelle form for leg – især med de alleryngste børn, siger han.

– Ungerne ved godt på et ubevidst plan, at det bare er en god historie, vi digter, tilføjer Margrethe Brun Hansen.

– Jeg mindes en samtale mellem to seksårige, hvor den ene spurgte ‘tror du på Julemanden?’ og den anden svarede ‘næh, men det gør min mor’. Børn er jo ikke dumme – de ved godt, det er leg. 

LÆS OGSÅ: Dilemma: Skal vi "afsløre" julemanden?

Så er der selvfølgelig opdragelsesløgnen. Den, vi fortæller, når vi ikke orker at tage konflikten, og den er i følge eksperterne en af de værste.

– De der situationer, hvor ungerne plager om en tur i svømmehallen, og man lyver og siger, at der er lukket, eller dem hvor barnet sidder i børnehavens garderobe og ikke vil med hjem, og man siger ‘hvis du ikke kommer nu, så går jeg alene’ – der skal man i stedet være voksen nok til at tage konflikten og acceptere, at man er nødt til at bære ungen skrigende ud af døren, siger Margrethe Bruun Hansen og understreger, at hvis vi vil have, at vores børn skal have respekt for os, så skal vi være ærlige og konsekvente. Og tage ansvar.

– Der er også den med sikkerhedsselen, hvor man siger ‘hvis du ikke tager selen på, så kommer politiet og giver dig en bøde’. Der tager du heller ikke ansvar for situationen, men fedter den af på politiet. Sig i stedet ‘du skal have sele på. Jeg vil ikke have, du kommer til skade, og det er mig, der bestemmer. Færdig!’ Dét får barnet respekt for. At lyve sig fra ansvaret er helt hul i hoved, siger Margrethe Brun Hansen.

– Okay, men hvad så med den der sexløgn. Må man så lyve der? spørger jeg. Margrethe Brun Hansen ryster på hovedet og begynder at fortælle en hel masse om sædceller og kærlighed, mens mine tæer ufrivilligt begynder at krumme sig langsomt, men sikkert sammen i mine stramme laksko.